alenemor igen…:'(

øvøv…

ja nu er jeg så gået hen og blevet single lige her midt i den dejligste juletid…

vi havde et skænderri i går ang at jeg er ret ked af at hans familie ikke vil acceptere mig og ungerne som en del af deres søns liv og vupti så skal vi ikke være sammen mere for vi skændes jo konstant sagde han…

hmm sidst vi har haft et skænderri var i sommers og ja vi har da snakket om nogle ting de sidste weekender netop ang hans familie osv men ikke skændes overhovedet…

forstår det bare slet ikke… :'(

tuder og tuder bare… og han virker bare totalt kold og ligeglad…

han udtalte så at vi var også 2 forskellige steder i livet jeg havde jo stiftet familie og det hele og det var han slet ikke nået til endnu… WWHHAAT tænkte jeg bare.. hva sker der for den udtalelse… han viste da for 1 år siden at jeg havde børnene da vi begyndte at være sammen.. de er da ikke bare kommet dumpende ned fra himlen… og troede rent faktisk at min familie nu indebar ham… han kaldte sågar min søn for hans….

ihh altså jeg hader det her… jeg fatter slet ikke hvad jeg har gjort siden jeg fortjener alt den modgang… :'(

og ja det ene øjeblik var vi ved at finde ud af det hele i går og så skal han lige snakke med hans søster da hun ringer mens vi snakker og vupti er han vendt på en tallerken.. så er alt lukket og det skal ikke være os og desuden kunne hans søster heller aldrig acceptere at vi skulle være sammen så han ville ikke være sammen med os mere…

arrgh er så hidsig…

han sagde også han hele tiden havde vist at vi ikke skulle blive gamle sammen men for mindre end 14 dage siden havde han pisse travlt med at flytte alle hans ting op til mig da vi så skulle flytte officielt sammen i januar da han alligevel kun er hjemme i weekenderne nu…

tuder og tuder og tuider og ved slet ikke og jeg skal være hidsig eller ked… for jeg elsker jo manden men det er åbentbart ikke gengældt…