Andre der venter sig og er alene om det?

@Sallisørøver wrote:

@JulieGK wrote:

@Sallisørøver wrote:

jeg var 19år da jeg ventede min søn, har være alene lige fra dag 1 i graviditeten 🙂

okay, rart at hører man ikke er den eneste 🙂
Hvordan er det så ellers gået for dig med at være alene med en lille spæd??

hmm.. det er tilvænding…. det var hårdt i starten, men det var pga jeg havde mange smerter efter en kompliceret fødsel, og så skreg noah 7 timer i træk, indtil vi fandt ud af at det var fordi han var mælkeallergiker ( hvisken han er vokset fra ) men efter der er kommet styr på det og jeg kunne sidde op igen på numsen, ja så har det været godt… jeg er van til at klare det alene, så føler ikke jeg mangler noget…

men det er da hårdt at man så gerne ville have hans far bare kigger på ham 1 enkelt gang, og ser hvilket lille mirakkel han er… jeg iver efter hans far gad at have npoget med ham at gøre… det er hårdt at have en lille dreng der bare konstant opsøger mandelig opmærksomhed… 😕

Uha ja det går jeg også og tænker en del over hvordan det kommer til at gå uden en mandlig rollemodel i hverdagen når man har en lille søn 😕
Hvordan kan det være hans far ikke vil have noget at gøre med ham, hvis jeg må spørge?
Undskyld jeg er så nysgerrig 😳 bare spændende at høre fra nogen i samme situation 🙂

@Sallisørøver wrote:

@JulieGK wrote:

Uha ja det går jeg også og tænker en del over hvordan det kommer til at gå uden en mandlig rollemodel i hverdagen når man har en lille søn 😕
Hvordan kan det være hans far ikke vil have noget at gøre med ham, hvis jeg må spørge?
Undskyld jeg er så nysgerrig 😳 bare spændende at høre fra nogen i samme situation 🙂

tjaaa.. han ønskede ikke jeg skulle beholde fra dag 1 af… vi havde set hinanden i 2 år, ikke kærester til sidst hvor vi så hinanden, han udnyttede mig vist bare…. så for ham var det sku noget lort, da jeg ikke opfyldte hans krav for den han ville stifte familie med…

han sagde dengang jeg fortalte om graviditeten, at det eneste jeg ville høre fra ham var igennem statsamtet, og han har ignoreret mig i 2år… så det må man sige det passer.. har prøvet at kontakte ham adskillige gange, men jeg er lagt på is… så det må jeg vel leve med, trods det gør super ondt på min søns vegne.. men han er bedre tjent uden

€

Pyha, nogle mænd er godt nok helt tabt bag en vogn, men ja det lyder da til at dig og din søn er bedre tjent uden ham. Det er noget alla samme historie ved mig, han vil heller intet vide af sin søn, men nu må vi se efter at han får at se på dnatesten at det er hans om så det kan vække noget i ham, ellers ja så er både jeg og min lille søn også bedre tjent uden ham, har vidst fra starten da jeg valgte at beholde ham at faren ikke vil have noget med ham og gøre så jeg har forberedt mig på at skulle være alene med ham og skulle faren så ændre mening når han ser sort på hvidt at det er hans søn, ja så betragter jeg det som en bonus, ellers har jeg hele tiden regnet med at skulle være alene så er det intet tab 🙂

@Lineogmagnus wrote:

Det eneste jeg mangler ved at være alene med Magnus er en til at tage over ind imellem. Når magnus er syg og han kræver utrolig meget, vil det være rart med en der kommer og kan tage over i en halv times tid mens jeg lige lader batterierne op igen.
Eller når jeg gerne lige vil på café tur med veninderne uden barn, så skal det også lige kordineres med mine forældre, det havde været nemmere hvis der var en far der lige kunne ta ham der.

Men der hvor jeg mangler en aller mest, er faktisk en til at dele alle de der fantastiske øjeblikke med. første gang han går, første gang han pludre, smiler, kravler eller bare gør et eller andet nyt og sjovt/sødt.

Jeg har heldigvis haft nogen fantastiske veninder som har lagt øre til det alt sammen. og min familie har heldigvis været en stor del af Magnus liv også lige fra start, så dem har jeg jo også kunne bruge.

Og man kan sige hvis det er de største “problemer” jeg i løbet af 2,5 år har oplevet ved at være alene mor, så er det vist til at over leve.. for det er skisme fantastisk at være mor, og den glæde der er ved at få barn den er jo lige stor om man er alene eller om man er 2.

Det kan jeg godt se ja, men igen ja du har helt ret der er nok intet der kan ændre på det faktum at det er verdens største lykke og blive mor og det er uanset om man er alene eller om man er to 🙂
Har du så gået i nogle specielle mødregrupper for unge mødre hvor du kunne lave nogle aktiviteter dig og din søn med andre der stod i samme situation og havde børn på ca samme alder ??
Det går jeg nemlig og tænker på kunne være en enorm hjælp at have nogen man kunne lave nogle ting sammen med der også har børn, da jeg jo kun er 17 år gammel og derfor desværre ikke kender så mange andre der har små børn 🙂

@Sallisørøver wrote:

julie, sådan har jeg hele tiden haft det, men min søns far var for mig, ALT… han var the only one… det gør stadig ondt hver gang jeg ser billeder af ham… og det gør ondt at jeg højst sansynligt aldrig har betydet noget for ham… HELDIGVIS er jeg ikke stødt ind i ham en eneste gang siden min 19års fødselsdag… for det ville gøre for ondt… nok derfor jeg tager det tungere end andre…

lige nu sidder jeg med en følse at jeg ikke ville have ham i vores liv, da jeg ikke emner hans familie og ham ville kunne opdrage ham på den måde jeg syntes er bedst, og ville ikke ønske han skal være som hans far eller farfar… men hårdt at han drøner i favnen på alle mænd, selv fremmede… jeg giver ham det bedste jeg kan, men jeg kan aldrig erstatte hvad en mand kan give ham…. tror bestemt ikke han tager skade…

Det lyder virkelig til at du klarer det godt trods at faren er lidt af en ja.. synes også at det lyder til at du helt klart først og fremmest tænker på din søns velbefindende og sætter ham i første række og tror du har ret i at i er bedst tjent uden faren i jeres liv, dig og din søn skal helt sikkert nok klare jer uden ham, især når du nu selv er en stærk karakter der nok skal klare de udfordringer der måtte komme undervejs ved at være alenemor 🙂
Har han så en god morfar der kan være frontfigur for ham engang i mellem??