^^Artikel -Fødselsberetning^^

Jeg er for noget tid siden blevet spurgt om jeg ville skrive en artikel om min fødsel, da den ikke var som de flestes.. Dette ville jeg gerne, for så kunne det være jeg kom af med noget af alt det det fylder.

Jeg ligger den nu herind, så i kan læse den.. Den er laaang.. Men ikke alle ved, hvad der skete, hvorfor osv. Så det kan jo være der er nogen der vil læse den..

God fornøjelse!

Fødslen af Loke. Det værste i mit liv!

Min graviditet var en vældig upser kan man sige. Jeg havde knap været sammen med min kæreste i ½ år, og vi måtte i starten slet ikke være sammen for hans forældre, da han var 17 og jeg var 24.
Jeg var på p-piller, men den optimale effekt havde de åbenbart ikke.

Vi valgte at fortælle sent om graviditeten, da der så ikke kunne presses på for at få en abort.
Vi havde nemlig selv taget vores beslutning, og var enige om at det var skæbnen, og at vi skulle have dette lille barn.

Dette valg blev heldigvis accepteret. Der var jo heller ikke andet at gøre. De ville gerne gøre det anderledes, men besluttede dog at det var et valg vi, og kun vi kunne tage.

Jeg havde en meget hård graviditet. De første 4 måneder tabte jeg mig knap 11 kg. Jeg kunne simpelthen ikke holde mad i mig, og havde ikke den største lyst til overhovedet at spise.
Samtidig døjede jeg utroligt meget med min ryg. Min læge havde sagt at det nok var min iskarisnerve der sad i klemme, mens min fysioterapeut mente det nærmere var en diskusprolaps.

Da jeg fik medicin under min graviditet, var jeg ca. hver 3 uge til kontrol scanninger. Det gik godt hver gang, og babyen voksede som den skulle og fik ikke men af min medicin.
Desværre blev min ryg værre, som jeg voksede. Derfor blev det aftalt, at jeg skulle starte rygtræning i varmt vands bassin.

De første par gange havde det en god effekt, men når jeg kom op af bassinet var ryggen stadig slem. Og ikke nok med at ryggen var det, så var jeg også begyndt at få smerter i ben, baller, lår og fødder. Nogle gange kunne jeg slet ikke mærke mine fødder. Derfor tog jeg igen til lægen. Hun tjekkede mig, og fortalte at jeg faktisk kun havde 40 % bevægelighed tilbage i kroppen, og hun var sikker på at det var en diskusprolaps jeg havde.

Efter denne konklusion skulle der jo så findes ud af, hvad der kunne gøres. Desværre fik jeg at vide jeg ikke kunne MR Scannes før i sidste trimester, da de ikke vidste, hvilken effekt dette ville have på baby. Det var en dreng vi ventede, hvilket vi havde fået at vide ved misdannelses scanningen og en 3D/4D scanning. Hans navn skulle være Loke.

Jeg forsatte med at komme til varmt vands bassin, men til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg havde fået krykker, men det hjalp ikke. Jeg kunne simpelthen ikke røre mig uden smerter. Heldigvis var min kæreste blevet 18, og flyttet ind hos mig. Og han fik alt min barsel, da jeg er pensionist og var hos mig gennem graviditeten. Hver dag skulle han hjælpe mig med små ting som at få fødderne i sofaen, komme ned og ligge i sengen. Ja bare det at gå de få skridt til toilettet.

Jeg havde så store smerter, at det slet ikke kunne beskrives. Det vil aldrig kunne beskrives. Jeg var lykkelig for at have min kæreste der støttede mig på alle tænkelige måder, og mærke livet i maven fra Loke. Og jeg så frem til vi blev en lille familie.

Da jeg skulle til mit 3. lægebesøg fik jeg samtidig en undersøgelse af min bevægelighed. Nu var de helt ned på 10 %. Prøv at forestille jer, hvordan det er at være gravid, men kun 10 % af kroppen er i funktion. Det var forfærdeligt.

Da jeg havde lidt over 8 uger tilbage af min graviditet besluttede de at indlægge mig på barselsgangen, til det de kaldte smertelindring. For hvert skridt jeg tog, var endnu en tåre ned af min kind.

Planen var at jeg skulle være indlagt indtil jeg skulle føde. Jeg havde termin 3. August 2006. Det var endnu ikke besluttet om jeg skulle have kejsersnit, da de ikke var 100 % sikre på, om det var en diskusprolaps jeg havde.

Medicinen jeg fik, kunne jeg ikke tåle. Jeg endte med at besvime på sygehuset. De ville så give mig morfin, hver dag i stedet. Dette takkede jeg nej til. Nu havde jeg undværet smertestillende så længe, og kunne godt den sidste tid også. Jeg ville ikke skade Loke.
Derfor besluttede jeg at jeg lige så godt kunne ligge hjemme på sofaen, som på sygehuset, og vi tog hjem.

En af de første dage i juli kom jeg på Give sygehus, og de valgte at MR scanne mig med det samme, fordi jeg slet ikke kunne bevæge mig faktisk. Jeg kunne lige ligge i scanneren med min store mave. Det var en underlig oplevelse. Utroligt høje lyde.

Hende der stod for det, fortalte da jeg var færdig at det var en fantastisk oplevelse for hende. Hun kunne jo se Loke, og det havde hun aldrig oplevet før. Så hun synes det var smukke billeder, men der var desværre den dårlige nyhed at jeg ikke havde bare en, men hele 2 diskusprolapser i de to nederste lændehvirvler, og sagen gik straks videre til overlægen.

Jeg fik at vide, at jeg skulle tage beslutning om operation før min fødsel eller efter. Jeg besluttede mig for, at jeg ville vente, så jeg ikke udsatte Loke for narkosen, men under alle omstændigheder skulle jeg have kejsersnit. Jeg måtte hverken få veer, eller føde vaginalt, da dette ville kunne gøre min ryg endnu værre.

Derefter blev der holdt stormøde. Min læge var med, overlægen fra kvindeafdelingen, min jordemoder, og en familieterapeut. Der skulle jo sørges for at min fødsel blev bedst mulig, og af kejsersnittet fik en dato. Efter dette møde følte jeg mig virkelig tryg. Nu var jeg sikker på det hele nok skulle gå, for nu var min fødsel klarlagt.

Få dage efter fik jeg tiden for kejsersnittet. Det skulle være den 26 juli. Hvor var det dog en underlig besked, at få at vide, hvornår man blev forældre, og så lille Loke som man havde ventet på så længe. Jeg kunne slet ikke forstå det, men hold op hvor vi bare glædede os. Han var ved at være længe ventet.

Men, men, men.. Det skulle slet ikke gå så godt.

Den 14 juli skulle jeg tisse hele tiden. Det var så irriterende, for jeg havde jo ondt, hver eneste gang jeg foretog mig noget. Så vi gik tidligt i seng. Jeg vågnede så den 15 juli ved jeg troede jeg tissede i sengen. Kæresten ville jeg ikke vække, for han lå jo og sov så sødt. Så jeg ville selv kæmpe mig ud på toilettet. Da jeg rejste mig løb det ud af mig i en skylle, og jeg kunne i sengen se slimproppen var røget, og derfor var jeg ikke det mindste i tvivl om at det altså var vandet der var gået.
Så jeg fik hurtigt vækket kæresten, og sagde vandet altså var gået. Han var meget træt, og mumlede ”Hvad for noget vand?”, men pludselig farede han op. Der måtte det være gået op for ham.
Han gav mig telefonen og sagde jeg skulle ringe til fødegangen. Så mens jeg gik på toilettet ringede jeg til fødegangen. Da var kl. knap 7.

Deres besked var, at jeg skulle komme med det samme, da jeg stod til kejsersnit, og at vi så måtte holde fødselsdag den dag. Hold op hvor var det underligt. Jeg sagde til min kæreste, at nu skulle vi være forældre, og han farede rundt og pakkede tasken. Som ellers var blevet pakket 10 gange før.

Jeg mærkede at der begyndte at komme små veer, så tænkte at det var godt vi skulle komme med det samme, og have det kejsersnit, når nu jeg ikke måtte få de veer.

Lidt i 8 var vi på fødegangen, og jeg havde allerede tiltagende veer. Vi forstod slet ikke det gik så hurtigt, for vi havde jo læst så meget, men det ene tog bare det andet og der var ingen tvivl om at nu ville vores søn ud til os. Vi var egentlig ikke helt forberedt på det, for vi havde jo fået datoen for hans ankomst, og det var altså 11 dage for tidligt, og 19 dage for tidligt i forhold til terminen.

Vi blev ført ind på en stue, og fik fortalt at der skulle gøres klar til kejsersnit, men først skulle jeg undersøges for om det nu var vandet der var gået, og have kørt strimmel.

Der var hverken tvivl om, at vandet var gået da det stadig fossede ud af mig, eller at det var veer jeg havde. Men alligevel blev vi blot ført ind på en anden stue. Vi fik fortalt at vi lige skulle vente lidt, og så ville jeg blive gjort klar til kejsersnittet, og få fortalt hvordan epiduralen skulle ligges.

Der gik nok næsten en time før der skete mere, og jeg have nu meget stærke og kraftige veer. De gik om i lænden på mig, hvilket de ikke måtte. Så da der endelig kom em jordemoder sagde vi at det altså var tid.

Vi fik beskeden om, at det ikke gjorde noget jeg fik lidt ondt i ryggen, for det fik alle fødende. At jeg fortalte jeg havde 2 diskusprolapser virkede hun ikke ret interesserede i.
Men hun lagde et kateter på mig, og gik så igen.

Mine smerter tog til, og derfor trak min kæreste i snoren på stuen. Vi fik endnu engang sagt at dette ikke måtte ske, men også den jordemoder var ubekymret omkring min ryg. Faktisk fik jeg beskeden, at det var min egen skyld det gjorde ondt. Jeg kunne bare lade være med at tude, og trække vejret ordentligt.

Både min mor, og min søster ringede. De kunne høre, at jeg virkelig var i smerteland. Derfor havde de åbenbart begge ringet til fødegangen, og sagt at jeg skulle have det kejsersnit NU.
Efter det kom der en jordemoder ind og sagde, at det var noget værre fis de ringede. De skulle ikke blande sig i, hvordan det foregik der.

Jeg havde så store smerter, og jeg følte mig bare så ydmyget. Vi havde glædet os sådan til dette øjeblik, og det hele var blevet godt planlagt, men det gik bare mere og mere forfærdeligt. Samtidig var vi utroligt bange for, hvordan min ryg ville klare den omgang.

Min kæreste hev mange gange i snoren, men hver gang der kom en jordemoder var de egentlig skide ubehøvlede. Ja undskyld mit sprog, men bedre kan det vist ikke forklares. Det var som om alle mine smerter var opdigtede og pjat for dem.

Min kæreste kunne simpelthen ikke klare at se mig i de store smerter, så han forsatte jo med at hive i den snor, så der kom en ind. Da kl. var lidt over 15 skete der så endelig noget. Der kom en ny jordemoder, og hun så mig have en ve, og hun kunne se at det var helt galt. At sådan var almindelige veer altså ikke.

Hvor var det dejligt der endelig var en der lyttede. Dog bed jeg ikke så meget mærke i det pga. mine smerter, men hun skyndte sig ud og ringe til operationsstuen, og kom ind til os igen og tjekkede op på mig.

Hun synes ikke der kom en portør hurtigt nok, så hun tog fat i min kæreste, og sagde han måtte tage den ene ende af sengen, og så tog hun den anden, og sammen kørte de mig på operationsstuen. Nu skulle det kejsersnit være.

På vej ned til operationsstuen skreg jeg. Jeg kunne simpelthen ikke klare smerterne mere. Det var alt for meget. Da jeg var på op. Stuen blev jeg så fastspændt, og jeg skreg efter de bare skulle bedøve mig. Jeg ville ikke mere, men var også åben og tæt på fødsel. Jeg blev lagt i fuld narkose, og 15.52 blev min søn født.

Så det var 9 timer, efter jeg ringede på sygehuset og de fortalte der skulle gøres klar til kejsersnit.
Det der skulle være vores lykke dag, er i stedet blevet den værste dag i mit liv. Det er forfærdeligt at sige, at dagen jeg fødte min søn på var forfærdelig, men det var den.

Efter fødslen var jeg ikke i stand til noget. Jeg havde ondt både for og bag. Jeg var slet ikke i stand til at være mor, så heldigvis blev kæresten indlagt sammen med os, og var far fra første sekund. Han har klaret det hele smadder flot.

Loke var ikke mere end 3 uger gammel, da jeg blev opereret i ryggen. Da jeg havde født var der jo ellers håb om, at nogle af smerterne ville forsvinde, da vægten ikke ville være så stor. Men nej. Dette var ikke hvad der skete pga. det jeg blev udsat for på sygehuset.

Det har påvirket os så meget, at vi har klaget over personalet på fødegangen til patientklagenævnet. Det kan ikke være rigtigt, at man behandler mennesker på sådan en måde. Det hele er nu endt godt, men hvad kunne der ikke være sket, hvis den gode jordemoder ikke var kommet? Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på det. Det der står skrevet i min journal, fra da hu så mig første gang er ”Patienten er forpint og kan ikke vente”. Hvorfor skulle det så langt ud, at man skal være forpint?

En fødsel skal være den største og bedste oplevelse for kommende forældre. Sådan skulle vores også have været. Den var planlagt, og klargjort så det ville gå uden komplikationer. Men desværre var der visse mennesker der ikke var medmenneskelige.

Jeg elsker min søn højere end noget andet, men jeg glemmer aldrig dagen hvor på han blev født. Og jeg vil aldrig kunne sige at det var den bedste i mit liv. Men han er det bedste.

Tarantulus –Heidi. Mor til Loke 15/07-06