At blive mor for anden gang.

Nu er der kun dage til at vi bliver foraeldre sammen for anden gang og maa indroemme at nerverne kribler meget. Hele vejen igennem har jeg haft den daarligste samvittighed overfor Tristan og selvom den nu mest er vaek er den erstattet af frygt for at jeg vil foretraekke Tristan over babyen, eller elske Tristan mere. Saa jeg har lige nogle spoergsmaal, hvis i gider svarer;

Vi har forsogt at forberede Tristan saa godt vi kan. Han ved der er en baby i maven og at baby snart kommer ud – men for en 2aarig er det jo meget abstrakt. Han har hjulpet med at redde seng op, vaelge toej etc. Han ved hvad der er Tristans og hvad der er ‘Babys’.

Svigermor mener vi goer det helt forkert fordi vi lader Tristan roere babyens toej, han faar lov at hjaelpe med at folde vasketoej og har “sovet” i babyens moseskurv (han hoppede i den, sagde godnat og raevesov) og hans bamser er blevet puttet i den. Han siger “babys bed”. Svigermor er meget obs paa at tristan ikke maa lege eller roere babyens ting, gaar naermest i panik – og jeg mener at goere det vil skabe flere problemer end det vil gavne. Men hvad er det rigtige? At lade Tristan udforske og roere babyens ting eller sige han ikke maa roere det?

Mit fokus har selvfolgelig vaeret paa Tristan, men jeg er saa bange for at de giver mig den her baby som jeg slet ikke kan relatere til. Kom moderfolelsen lige saa let anden gang som foerste gang?

Hvilke ting overraskede jer ved at blive mor anden/tredje gang? Baade positivt og negativt.

Hvordan undgik i nemmest soskende jalousi?!

Hvordan undgaar man at folk kun fokusere paa den ‘nye’ og glemmer det aeldste barn? Eller omvendt?

En pige fortalte mig at da hun fik sit andet barn, gad hun slet ikke sit aeldste – det kom igen efter babyen var et par uger gammel, men er der nogen af jer der kan nikke genkende til det?