Bange

Så er vi endelig kommet hjem fra sygehuset.

Det hele startede onsdag sidste uge hvor min søn begyndte at blive lidt pylret, og han er ellers den gladeste dreng. Lørdag begyndte han at få høj feber, men ville stadig spise og drikke, var kun lidt pylret. så vi tog til vagtlægen og han sendte os hjem igen, da der ikk var noget at se på ham.

Han sov ikk mere end et kvarter af gangen og når han vågnede skreg han meget, så jeg tog hans temperatur og den lå på 40,3 nu, så vi tog til vagtlæge 18,45, og han havde det bare rigtig dårligt, men vagtlægen var simpelthen bare så dum, han kunne ikk se noget, og så var det jo bare ærgeligt at børn skulle ha det såda, han ville ikk gøre noget ved det så længe han reagerede på hvad han gjorde ved ham..

Jeg sys det var en meget underlig behandling, og brokkede mig også, men så igen tænkte jeg “han er læge, så han har vel styr på hvad han laver” men stadig meget chokeret over hans ligeglade måde at være på.

Så vi tog hjem, og ca en times tid efter skulle han have sin aftens flaske, midt under flasken begynder han at skrige, så jeg river jo flasken væk, troede han fik det galt i halsen. men nej han fik feberkramper, han rystede i hele kroppen, fråde ud af munden, han fik blå læber og det hvide ud af øjnene, Jeg troede han skulle dø, vidste jo ikk på det tidspunkt hvad det var, så mig og min kæreste løb ned til bilen med ham og for afsted på skadestuen, over for rødt ved politistationen og det hele. det skulle bare gå stærkt, hele vejen sad jeg og skreg, var så bange for at miste ham, vi ankom ca. 10min efter anfaldet startede og de gav ham noget ilt, (på det tidspunkt var han blå på hele kroppen), vi blev derefter kørt fra middelfart til Odense sygehus på h4, Han var helt sløv efetr det hårde anfald, så vi skulle bare li overnatte derude til opservation..

dagen efter har han 40,6 i feber og havde det bestemt ikk godt, og så var det han fik et anfald mere, så vi måtte blive endnu en dag,

Tirsdag nat vågnede han kl 4 og han var meget ulykkelig, så han fik noget vand og kom ned og puttede ved mor, så kl 7 om morgenen vågner jeg ved at han ikk kan få luft, så jeg vender ham på hoved og så kom der bræk ud, jeg hentede en sygeplejerske, og de fortæller mig så at det var blod han kastede op, så de tog 140blodprøver, en rygmarvsprøve og hva der nu ellers kan tages, så han var meget sløv.. i løbet af tirsdagen begynder han at få sådan nogle fjernheds øjeblikke hvor vi slet ikk kan komme i kontakt med ham, det var skræmmende.. så han fik drop så han kunne få noget medicin og væske da vi heller ikk længere kunne få ham til at spise. han sov stort set resten af tirsdagen.

Onsdag morgen er han stadig sløv, de har fået svar på de fleste af prøverne, men ingen af dem viste noget. så de besluttede sig for at tage en ny stak. Han begyndte at få flere og flere fjernheds øjeblikke, så de besluttede sig for at tage en eeg skanning for at se om det kunne vise noget, da de var bange for at det var epelepsi anfald, vi fik svar igen samme dag og den viste nogle forstyrrelser, men hvad kunne de ikk se, så vi blev henvist til en ct-skanning om torsdagen..’

Torsdag morgen kommer der en læge og skal undersøge ham som hver morgen, og hun beslutter så at det skal være en mr-skanning i stedet da den går mere i dybten, samtidig fortæller hun så at han skal i fuld bedøvelse. mr- skanningen vil vi få om fredagen..

Fredag kl kvart i 10 kører vi ned i kælderen på ouh for at han skulle ligges i bedøvelse, vi kom ind og han faldt hen i mine arme, det var hårdt. Jeg gik så grædende tilbage til stuen for at vente på jeg kunne hente ham til opvågning, kl 12,15 ringede de at nu var han vågen, så jeg for jo op til min lille skat, og han havde bare taget bedøvelsen og det hele så flot, da han var frisk nok kom vi tilbage til stuen og han fik en masse mad, da han havde skullet faste. og så sov han stort set til idag..

Idag, fik vi lov at komme hjem på “orlov” som de kaldte det, men skulle så komme igen mandag hvor der var svar på skanningen og så tog vi den derfra. men selvfølgelig skulle vi komme igen, hvis feber steg, eller ved det mindste ubehag..

Jeg er simpelthen bare så bange for at miste min lille guldklump, går at tjekker hele tiden nu om han nu trækker vejret, om han nu kramper osv.

Undskyld det blev så langt, men skulle li ud med det hele.