Barnevogn på rend.

“Sabrina, henter du lige Kian?”. Endelig færdig med at pakke bilen. Umuligt at se gennem bagruden for bare flyttekasser og sorte sække. Bliver rart at begynde forfra.

“Hvor er Kian?”. Sabrina panikker. Ser hen mod hende. Står hvor jeg stillede Kian i barnevognen. Ingen barnevogn. Ingen Kian. Jeg panikker. Shit. Fuck. Mit hjerte tæsker derud af. Vælter rundt i ring. Og en gang til, rundt i ring. Er svimmel. Ved at skide i bukserne.

“Der er vel ikke noget barn i den barnevogn er der?”. Får øje på barnevognen. Står 100 meter nede af gaden. Stoppet af et galender. Kigger på søster. Løber som aldrig før. Hen til barnevogn. Kian sover stadig, og trygt. Skriger af grin. Hun med. En gammel krumrygget mand, bestemt ikke. Nej, der er sgu da ej. Hvad tror han da selv? At jeg er en total hensynsløs mor? Der lader min søn køre rundt i hans barnevogn for sig selv? Arrrg. “Jooo, der er!”. Jeg skrald griner. Nervøst. Ser det for mig. Mor i 11 cm. høje stilletter. Galoperer efter barnevogn. Ned af meget stejl flisebelagt bakke. Hæl knækker. Barnevogn vælter. Mor vræler. Barn på hospital. Nej, vidst meget godt, at det galender er groet fast, hvor det er. Lader aldrig mere barnevogn ud af syne. Og husker helt sikkert at slå bremsen i en anden gang.