Bonusdatter…..det gik bare ikke :( (MEGET MEGET langt)

Ved egentlig ikke hvad jeg vil med dette indlæg….måske bare komme lidt ud med alle mine tanker og følelser. Synes det hele har været usigeligt svært….og nu har jeg bare virkelig brug for at få skrevet det hele ned…

Jeg mødte min mand (M) for 3 år siden. Han havde en datter (A) fra et tidligere forhold og jeg havde en datter (E) jeg har været alene med fra jeg blev gravid. Min datter var på daværende tidspunkt lige fyldt 2 år og hans datter var 5 1/2 år. Vi mødte hurtigt hinandens børn og de mødte også hurtigt hinanden. Vi havde det alle godt sammen, men da E jo boede fast hos mig og A kun var hos min mand hver anden weekend udviklede min datter og min mand selvfølgelig et tættere bånd end jeg fik til min bonusdatter. Jeg har altid syntes at A var meget forkælet og opførte sig meget grimt over for andre mennesker, men det var dog ikke noget jeg blandede mig i da jeg ikke syntes det var mit job at deltage i hendes opdragelse….ikke så tidligt i forholdet. M og hans eks rendte konstant til samtaler på hendes skole fordi hun mobbede de andre børn og jeg husker specielt et tilfælde, hvor hun havde fået flere af børnene fra hendes klasse til at være med til at slå en anden pige. Der nævnte jeg for M at det måske godt kunne være at han skulle lære hende lidt om hvordan man opfører sig over for andre mennesker. Det blev desværre bare viftet til side da M ikke mente det var så seriøst og at skolen nok bare overdrev. Hun var altid sød over for E og mig og jeg blev ligeså stille rigtig glad for hende og troede hun havde det på samme måde med mig…

Da jeg havde kendt M i et år blev jeg gravid og vi besluttede os for at så måtte det også være tid til at flytte sammen. Jeg svævede rundt på en lyserød sky og var sikker på det hele ville blive så skønt og dejligt. Nu skulle vi alle sammen være en lille familie. Vi fortalte pigerne at de skulle være storesøstre og de blev ellevilde begge to. M og A flyttede så ind i vores lejlighed da de boede i en 1-værelses og vi boede i en 3er. E og A skulle dele værelse og jeg brugte en hel weekend på at indrette det så A fik ligeså meget plads som E til sin seng og legetøj osv. Det blev et rigtig fint og hyggeligt fællesværelse, men A nævnte ingenting om det og tænkte at det nok var fordi hun så det som en selvfølge at jeg ville gøre sådan noget for hende og det gjorde mig da lidt glad. Jeg tænkte meget over hvad jeg kunne gøre for at hun skulle føle sig ligeså meget hjemme og som en del af familien som os andre selvom hun ikke var der hver dag og jeg fik fremkaldt en masse billeder vi havde af hende og os osv. og skiftede billederne ud af E og mig med billeder af os allesammen sammen og hver for sig. Ved ikke præcis hvornår, men pludselig begyndte hun at kalde mig mor og selv om jeg da syntes det var lidt mærkeligt var jeg også bange for at såre hende ved at sige hnu ikke måtte. Sommeren nærmede sig og med den følger jo også en masse nyt tøj til børnene og selv om M og jeg på daværende tidspunkt ikke havde fælles økonomi gik jeg ud og købte tøj til begge piger da jeg gerne ville gøre A glad og heller ikke kunne lide tanken om at hun intet fik når E gjorde! ….Og så begyndte problemerne stille og roligt at snige sig ind på os. Weekenden kom hvor hun skulle have alt sit nye tøj, og jeg glædede mig rigtig meget, men reaktionen var helt anderledes end jeg havde forventet. Jeg havde brugt timer på at gå rundt i butikker for at finde tøj jeg vidste lige var hende, men da hun så det jeg havde købt startede hun med at pille det fra der var grimt og dernæst det hun ikke havde lyst til at beholde. Jeg blev utrolig ked af det og M reagerede ikke engang på hendes opførsel. Da jeg pointerede over for ham at jeg rent faktisk var blevet lidt såret snakkede han med A og hun gik så med til at prøve noget af det. Det endte da også med at han sagde til hende at hvis ikke hun ville beholde det jeg havde købt kunne hun helt undvære at få noget nyt tøj…..hun beholdte det, men hver gang hun havde noget af det på var det konstant brok over at det sad dårligt og var irriterende. En dag kom hun ud i køkkenet til mig med en sweatshirt jeg havde givet hende og sagde ligeså koldt at den var pisse åndssvag og at hun ALDRIG gad at have den på igen. Så fik jeg nok og pakkede alt det tøj jeg havde købt væk og så måtte E jo bare bruge det når hun blev ældre. Og så var det også galt…..hun rendte hjem til sin mor og sagde jeg havde givet hende en gave, men taget den fra hende igen fordi jeg blev sur på hende. Det var bare så unfair en beskyldning og jeg blev igen rigtig ked af det.
Pludselig begyndte hun også at være efter E når hun besøgte os, men altid når vi ikke var til stede. A har meget langt hår mens E ikke har haft så let ved at få langt hår og hun var lige blevet klippet i håb om at det kunne hjælpe til at gøre håret lidt tykkere osv. da hun en dag stod midt i stuen med tårerne løbende ned ad kinderne…..A havde sagt til hende at hun lignede en dreng og at hun ikke kunne være en prinsesse ligesom hende fordi hun havde så kort og grimt hår. E havde meget svært ved at forklare hvad der præcis var blevet sagt og det endte da også med at vi troede på A da hun forklarede at det ikke var sådan hun havde ment det. Dagen efter legede pigerne inde på værelset da jeg tilfældigvis kommer gående forbi den lukkede dør og høre A sige at E er grim og ligner en dreng med hendes hår. Så blev jeg gal for ikke nok med at hun kørte, hvad jeg næsten vil beskrive som psykiskterror på min datter, hun havde også stået og løjet os lige op i hovedet. Jeg hiver fat i M og beder ham om at snakke med A, hvilket han også gør, omend ikke helt så seriøst som jeg godt kunne have tænkt mig.

Ms forældre er meget glade for A (selvfølgelig) og har også 2 andre børnebørn, men allerede fra allerførste gang jeg mødte Ms niecer (hjemme hos hans forældre) undrede jeg mig over måden A opførte sig overfor dem. Den ene pige er nogle år ældre end A og den anden er et par måneder ældre, men alligevel bestemte hun hvad de måtte lege med og hvor i stuen de måtte være. Hun tog tusser ud af hænderne på dem fordi hun selv skulle bruge den og bedte dem om at fjerne sig hvis de sad et sted hun selv ville sidde…..og det mest underlige var at ingen andre virkede som om de overhovedet så det. Ms forældre gav hende endda ret i at den yngste af pigerne skulle slukke for den tegnefilm hun sad og så så A kunne sætte en anden på. Jeg var mildest talt chokeret. Det var inden E mødte dem så jeg var naturligt nok meget nervøs for hvordan det skulle gå første gang vi skulle have E med der ud. Men jeg blev SÅ positivt overrasket……da vi kom ind ad døren satte Ms far sig ned på hug, gav E hånden og sagde “hej jeg hedder bedstefar, og du hedder E?” og 5 minutter efter rendte E rundt og legede kildeleg med sin nye bedstefar (Hun har intet forhold til sin fars familie). Jeg åndede lettet op og følte igen at nu ville det hele bare blive skønt og jeg var så lykkelig for at de tog imod E på den måde. Hun har oplevet utrolig meget svigt fra både hendes far og hans familie og jeg ønskede inderligt at hun ville blive accepteret på lige fod med de andre børnebørn. Det gik også fint et stykke tid, men så begyndte de pludselig at opføre sig underligt. De gav A bolcher og små gaver uden at give E noget så hun bare kunne få lov til at stå der og kigge på mens A guffede og hyggede sig. Forstår slet ikke hvordan man kan opføre sig sådan over for et barn. E havde på det tidspunkt allerede knyttet sig utrolig meget til dem og man kunne mærke på hende at hun blev meget ked af det og tit spurgte hun om hun også måtte få hvor svaret var at de ikke havde flere. Meget mærkeligt. Jeg sagde til M at det altså ikke var acceptabelt i min verden at gøre forskel på den måde og han var enig med mig i at han måtte sige noget næste gang det skete…

Vi skulle til min mors fødselsdag som ligger i september og hun valgte at holde den i hendes sommerhus. Pigerne klædte sig fint på i prinsessekjoler osv. og E var specielt begejstret fordi M havde sat hendes hår med at fine blomsterspænder. Der er selvfølgelig en masse lækre sager til alle ungerne (min kusines tvillingedrenge var også med) og om eftermiddagen finder min mor en bakke flødeboller frem og giver dem hver en de kan få lov til at rende ud i haven og spise. Der går lidt tid og pludselig kommer drengene løbende ind til mig og spørger mig om jeg kan høre en der græder….jeg lytter efter og meget svagt kan jeg da så godt høre en der piber. Jeg kigger rundt og spørger dem hvor E er henne og de svare at det er hende der græder så jeg løber selvfølgelig ud mod lyden og finder hende rendende rundt på bare tæer på en fodboldbane fuldstændig smurt ind i flødeboller. Jeg bukker mig ned og hiver hende ind til mig, men kan overhovedet ikke komme i kontakt med hende. Hun var gået i en form for chok. Jeg løftede hende op og bar hende tilbage til huset hvor det efter 10 minutter endelig lykkes mig at komme i kontakt med hende. M har i mellemtiden hevet fat i drengene og A for at høre hvad der er sket og A peger på drengene og siger “de gjorde det” hvorefter de begge bryder grædende sammen og fortæller at A havde sagt til dem at de skulle gøre det. Først nægter A, men da M bliver ved med at gå hende på klingen indrømmer hun til sidst at det er rigtigt at hun havde sagt de skulle gøre det og svaret på hvorfor var ligeså koldt: Fordi jeg syntes det ville være sjovt. De havde lokket E med ud på fodboldbanen hvorefter de havde væltet hende omkuld, havde taget hendes sko og strømpebukser af og tværet hende ind i flødeboller. En i håret, en i ansigtet så hun ikke kunne åbne sit ene øje og en ned ad hendes ryg så hun havde fået det, ikke kun på sin nye prinsessekjole, men også på alt andet tøj. Jeg var dybt chokeret over at de kunne finde på at gøre sådan noget. E var 3, A fyldte 7 lige efter og drengene var 5.
M og jeg var begge enige om at det måtte skyldes jalousi og M begyndte derefter at lave en masse ting med A alene så hun kunne få lov til at have sin far for sig selv. Det hjalp desværre bare slet ikke og hun fortsatte med sin opførsel.

Kort tid Efter episoden flyttede vi i en større lejlighed i samme by som Ms forældre bor i. Selv om A stadig lavede rav i den ret ofte, havde vi det også rigtig hyggeligt og rart sammen. Min mave voksede der ud ad og vi glædede os alle til at lillebror skulle gøre os selskab. Men flere gange oplevede jeg nogle meget ubehagelige episoder med A, som altid forgik når jeg var alene med hende: Hun truede mig med at slå mig i maven og en enkelt gang, da jeg havde bedt hende om at vaske hænder efter et toiletbesøg, slog hun også ud efter mig med knyttet hånd, men jeg nåede at rykke mig tilbage. Jeg forklarede hende at hvis man slog en gravid i maven kunne babyen komme til skade, men hun virkede ikke som om det gjorde det store indtryk på hende. Jeg begyndte at få ondt i maven og føle mig meget nervøs op til dagene, hvor hun skulle være hos os og endte til sidst med at blive sygemeldt med stress da jeg var begyndt at få meget kraftige, smertefulde plukveer og svimmelheds”anfald”.

En dag tog vi ud og besøgte Ms forældre. Da vi kommer ind ad døren ser pigerne straks den smukke nye ”pyntedims” de havde stående på kommoden og de beundre den begge højlydt. A spørger så bedstemor om hun må få den og selvfølgelig må hun da det…..Og E bliver meget ked af det og tårerne begynder stille at løbe ned ad hendes kinder og så blander M sig og siger at er der ikke en til begge pigerne er der slet ingen der skal have den, hvilket resultere i at både A og hans mor bliver sure. Til sidst må M simpelthen skære igennem hårdt og kontant og sige at der ikke er noget at diskutere og at A under ingen omstændigheder skal have den med hjem. Så siger hans mor lige foran både E og A at så må hun jo bare køre ud og give den til A hos hendes mor og det glæder selvfølgelig A som smiler stort. Og så fik jeg bare nok. Jeg tager E op og går ud og giver hende overtøj på, hvorefter jeg ikke i de pæneste vendinger gør det fuldstændigt klart for svigerne at de ALDRIG skal få lov til at behandle min datter på den måde og indirekte fortælle hende at hun ikke er ligeså meget værd igen. Og så skred jeg ellers, slæbende på min datter og højgravide mave, hjem. Der var 3 kilometer og jeg havde kun en sweater på da vi var kørt i bil derud, men jeg var så rasende at jeg ikke engang registrerede at det var minusgrader. M kom hjem kort tid efter os og sagde han havde givet sine forældre en ordentlig opsang. Vi så dem ikke før jeg havde født vores søn en måned efter og der opførte de sig som om der intet var sket.

Da min søn er 2 måneder bliver jeg gravid igen.

Tiden gik og det blev sommer igen og A skulle som sædvanligt være hos os 2 uger på sommerferie. Vi havde det hyggeligt, var på ferie og lavede en masse sjove ting, dog havde der været nogle episoder, hvor A havde slået både E og lillebror på (+/-) 6 måneder. Vores søn var blevet så stor at han var begyndt at kravle/møve sig rundt i hele lejligheden så jeg havde taget en lang snak med pigerne om at det var vigtigt døren ind til deres værelse blev holdt lukket og viste dem blandt andet en af deres legehalskæder, hvor der var nogle store perler på og forklarede dem at, hvis han fx fik sådan en i munden kunne han blive kvalt i den. En dag var jeg så alene hjemme med ungerne mens M var ude og handle og pludselig ser jeg at min søn ligger på gulvet og bider i lige præcis den halskæde og jeg skynder mig selvfølgelig at tage den fra ham og spørger, hvordan han har fået fat i den. A siger så at det ved hun ikke, men at E lige har rendt rundt med den og jeg går ind på værelset og henter E. Jeg var simpelthen blevet SÅ forskrækket og skælder E ud og hun bliver ved med at påstå at hun slet ikke har rørt den, hvilket bare gør mig endnu mere irriteret. Til sidst tænker jeg dog alligevel at der er noget galt for min datter plejer aldrig at have svært ved at tage imod en ”skideballe”, hvis hun har gjort noget galt. Jeg spørger så A igen om hun er sikker på at E legede med den, hvorefter hun uden videre bare svare at det var hende der havde hentet den på værelset og havde givet ham den fordi det lignede at han kedede sig. Jeg fik det ærlig talt en smule underligt, men vidste ikke hvordan jeg lige skulle gribe det an og endte med bare at sende pigerne ud og lege.
Der gik dog ikke lang tid før A pludselig kom grædende (dog uden tårer) ind ad døren og fortalte at E havde bidt hende i maven. Jeg blev selvfølgelig gal over at E havde bidt for det skal hun under ingen omstændigheder og var på vej ud ad døren for at hente hende hjem da hun selv kom ind. Og hun stortudede så meget at hun næsten ikke kunne trække vejret og det var fuldstændigt umuligt at forstå hvad hun sagde. I det samme kom M også hjem. Han kigger på As mave, men der er intet at se og da vi graver lidt dybere i historien hænger den bare slet ikke sammen. Til sidst indrømmer A at E slet ikke har bidt hende og det viser sig at de var gået hen på en legeplads de slet ikke må gå hen på og at hun der først havde skubbet E af en gynge og derefter havde hoppet så hårdt på sådan en vippedims selv om E havde råbt hun skulle stoppe at E til sidst var fløjet op i luften og var faldet med tissekonen lige ned i håndtaget. Da hun så ville løbe hjem havde A skubbet hende ud på vejen (tanken om hvad der kunne være sket giver mig stadig helt kvalme) og så havde taget en smutvej hjem til mig og havde sagt E havde bidt hende. Resten af ferien var bare slet ikke hyggelig for mig for jeg var skrækslagen for at lade A være alene med lillebror og jeg turde heller ikke længere at lade dem gå ud og lege uden der var en voksen med.

Så kom efterårsferien og Ms forældre skulle have tøserne med i legoland. De skulle først komme her forbi og hente E og derefter ud til As mor og samle hende op, men da de mødte op havde de allerede A med, hvilket vi undrede os lidt over. A går direkte hen til E og fortæller hende at hun var i biffen med bedstemor og bedstefar i går og viser hende det nye tøj og en bamse hun havde fået af dem. Selv om E ikke siger noget er det tydeligt hun bliver ked af det. Jeg siger så stille og roligt til Ms mor at næste gang vil E nok blive glad, hvis hun også må komme med og så EKSPLODERE hun bare og begynder at råbe og skrige og før jeg ved af det står Ms far og råber mig ind i hovedet. Jeg havde min søn på armen der lige var vågnet og han bliver selvfølgelig forskrækket og sætter i et vræl, men det stopper ikke Ms far. Pludselig farer han ud i gangen og begynder at kaste Es tasker ind i stuen mens han råber at de fandme ikke gider have hende med alligevel. SÅ havde M fået nok og beder sine forældre om at gå, hvis de ikke kan opføre sig ordentligt. Både hans mor og far griber så fat i As arm og hiver hen mod døren, men jeg holder fast i kanten af hendes jakke og siger til dem at de ikke får hende med før de er faldet lidt ned. Og så sker det utænkelige….Ms far begynder ud af det blå at slå løs på mig med knytnæver og jeg står stadig med min søn på armen. Jeg har for længst givet slip på As jakke, men han fortsætter med at slå og da jeg holder begge arme op for at beskytte min søn rammer han mig i min gravide mave. E klamrede sig til mit ben så jeg ikke kunne komme væk og først da M kaster sig ind i ham stopper han og løber ud af døren og direkte ind ud bilen, hvor A og Ms mor allerede sidder klar til at kører. De tager så i legoland med A og E er naturligvis meget bange, men også meget ked af at de ikke ville have hende med. I tiden efter havde hun mareridt næsten hver nat og spurgte tit, hvorfor bedstefar og bedstemor ikke kunne lide hende mere. Vi har ikke set dem siden…

A fortsatte selvfølgelig med at komme her og hver gang skulle hun fortælle E om turen til legoland og om hvor sjovt det havde været og hver gang begyndte E igen at spekulere over en masse ting og have mareridt om at bedstefar kom og slog hende. Til sidst sagde jeg til A at nu havde vi snakket nok om legoland og at, hvis hun ville snakke mere om det var der nok mange andre hun kunne fortælle det til.

Pludselig fik M en opringning fra As mor der fortalte at A havde fortalt hende at jeg slog hende, at hun var bange for mig og at hun ikke ville besøge M igen når jeg og børnene var der.. Jeg blev dybt chokeret. Jeg har ALDRIG og kunne ALDRIG finde på at slå nogen og da slet ikke et barn!!! Morten vidste jo at det ikke passede og han snakkede med A i telefonen som modvilligt indrømmede at hun havde løjet, men stadig nægtede at sige det til sin mor. Hun sagde dog til sin mor at hun gerne ville besøge os alligevel. Man kan jo godt undre sig over at hendes mor gik med til at sende sin datter hjem til en kvinde der slår hende, men det gjorde hun altså. Jeg havde det forfærdeligt med de ting A havde sagt og det gik hurtigt op for os at det ikke kun var hendes mor der havde fået historien, men også hele Ms familie, når hun havde været på besøg hos hans forældre som hun stadig så. Hendes påstande blev så støttet op af Ms forældre der gladelig fortalte vidt og bredt at jeg var fuldstændig sindssyg og at de ikke længere kendte deres søn der bare gjorde som jeg manipulerede ham til at gøre. Jeg var i den periode meget bange for, hvad der ville ske og da de er venner med en pædagog i Es børnehave var jeg også bange for at det ville komme hende for øre og at rygtet pludselig ville sprede sig til børnehaven så E også ville ende med at blive berørt af det. Jeg var meget ked af det…..og følte mig ærlig talt også MEGET krænket over de ting A havde sagt om mig. Det var så uretfærdigt for jeg har aldrig gjort A noget ondt, men tværtimod altid gjort alt, hvad jeg kunne for at hun skulle føle sig hjemme her og have det godt hos os.

As 8 års fødselsdag nærmede sig og på trods af at jeg egentlig havde lovet mig selv at jeg ville blande mig fuldstændigt uden om alt hvad der havde med hende at gøre kunne jeg bare ikke bære at hun ikke ville få en fødselsdagsfest. Ms familie ville jo ikke længere snakke med os pga løgnene så jeg inviterede alle fra min familie der også kendte A og arrangerede en hel fødselsdagsweekend for hende fyldt med sjov og hygge…..og det gik bare SUPER godt. Vi havde det SÅ dejligt hele weekenden og om søndagen ville hun ikke hjem. Det måtte jo være et godt tegn og jeg håbede at vi nu kunne lægge tingene bag os og få det rart sammen alle sammen igen. MEN allerede om mandagen fik M en besked fra As mor at han skulle ringe til hende og at det var MEGET vigtigt og han ringede selvfølgelig med det samme da vi jo frygtede at der var sket noget med A. Det var der……hun havde fået et blåt mærke på sin arm….og det var MIG der havde givet hende det. Jeg havde åbenbart givet hende et knytnæveslag på armen fordi jeg var blevet gal på hende og havde derefter smadret alle hendes ting på hendes værelse. WHAT? Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var så skuffet og såret. Heldigvis havde M jo været der hele weekenden og vidste at det ikke passede og det sagde han til As mor, men hun nægtede at tro at hendes datter ville lyve på den måde og støttede sig til Ms forældres udtalelser om mig og fortalte yderligere at hans mor havde ringet og grædt i telefonen og fortalt, hvordan M slet ikke var til at tale til fornuft når det kom til mig. As mor sagde at A ikke længere ville besøge os og at han kunne kontakte dem igen når han havde forladt mig og børnene som A heller ikke længere ønskede at se. M var fuldstændig knust og vi faldt begge grædende i søvn den aften…
Dagen efter ringede M igen til As mor og prøvede at overtale hende til at vi alle skulle sætte os ned og snakke tingene igennem, men det kunne hun ikke se nogen grund til…..hun mente ikke det burde være noget problem for M bare at forlade os. M blev ved med at ringe næsten hver dag i de næste par uger for at snakke As mor til fornuft, men hun stod stædigt fast og sagde direkte at A jo var hans første barn og at han derfor også burde elske hende højest. Mærkelig indstilling at have, men den er hun tydeligvis ikke alene om for imens alt det her stod på modtog M dagligt en lang stime af beskeder fra hans forældre der prøvede at få ham til at gå fra mig. De tilbød endda at betale børnebidrag til min søn og vores kommende barn for ham på den betingelse at han droppede al kontakt til os, hvilket også inkluderede at han ikke havde dem på weekend. Til sidst blev det for meget og han skiftede til et nyt og hemmeligt nummer for at få fred.
Efter en måneds hård kamp for at få lov til bare at TALE med A brød han fuldstændig sammen. Han kunne bare ikke klare mere og når A ikke ville se ham når han var sammen med mig og børnene og han ikke ville forlade os gav han til sidst op. Han ringede (uden jeg vidste noget om det) og sagde til As mor at A ikke var velkommen igen før hun havde fået noget hjælp for han kunne ikke blive ved med at byde de andre børn og mig at vi aldrig kunne få en normal, rolig og tryg hverdag op at køre. Han prøvede at forklare at han ikke kunne svigte de børn der stadig var inden for rækkevidde og at de også fortjente at have en far der kunne være noget for dem og ikke en far der altid var ked af det og træt fordi han brugte så meget energi på at få det til at fungere med A. Han fortalte også at han efterhånden var begyndt at være bange for at have A på besøg for man vidste aldrig hvad det næste blev….og hvem den næste løgn ville ramme. Da jeg hørte hvad han havde gjort blev jeg utroligt ked af det på både hans og børnenes vegne, men (skammer mig over at sige det) også underligt lettet for nu kunne jeg endelig slappe af og ikke behøve at frygte hvad hun ville sige om mig næste gang. Jeg var jo også rædselsslagen bare ved tanken om at As mor måske kunne finde på at gøre alvor af truslerne om at melde mig til politiet for børnevold. Hvad ville det så ikke komme til at betyde for mine børn? Hvilket helvede ville de så skulle igennem…?

Det er nu over 5 måneder siden vi sidst så A og på mange måder har vi alle fået en mere harmonisk hverdag, men hun ar savnet. M lukker sig fuldstændigt inde og nægter at snakke om hende og E græder stadig ofte fordi hun savner sin storesøster. Hun har heller ikke mødt sin nye lillebror der nu er 4 måneder. Det er rigtig hårdt at det skulle ende på den måde og der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på, hvad vi måske kunne have gjort anderledes. Men faktisk mener jeg at vi gjorde alt, hvad vi kunne. Jeg kæmpede så hårdt for det og gjorde så meget for at det skulle være godt for alle, og nogen gange føler jeg mig som en fiasko fordi jeg ikke kunne få det til at fungere. Alle omkring mig der har været tilskuere hele vejen igennem siger at jeg ikke kan bebrejde mig selv og at jeg ikke kunne have gjort mere end jeg allerede gjorde. Det gør mig bare trist…..og selv om jeg stadig er såret over løgnene kan jeg ikke lade være med at tænke: Stakkels A! Hun ville bare have sin far for sig selv, men endte i stedet med at miste ham…

Det er nok de færreste der er nået helt her ned, men det var nu dejligt at få lettet hjertet….så tak fordi du holdt ud så længe…