Der røg den gode julestemnig

Det er ikke meget jeg har brugt det her forum til selv at oprette indlæg, men synes lige jeg har brug for nogle gode råd og en krammer måske. Har nemlig ikke lyst til at dele det her med min familie og veninder endnu, da jeg lige selv skal “fordøje det”.

Det er sådan at jeg jo lever i et langdistanceforhold på 4. år og jeg ikke har set min kæreste siden 23. august. Han arbejder i Australien, men er nu på vej “hjem” og ankommer til Danmark i morgen.

Grunden til at glæden nu er blegnet er så, at han en ½ time inden han stod på flyet mod DK, fik at vide at hans lillesøster har Sclerose. Hun troede at det bare var en nerve der sad i klemme, men i dag fik hun så svar på scanningen og de mener at det er temmelig fremskreden. Han er fuldkommen ødelagt ligesom resten af familien og jeg er selvfølgelig også berørt, på trods af at jeg ikke kender hende super godt. Det har helt taget min juleglæde fra mig at høre ham græde i telefonen og være så trist, når vi burde være lykkelige for at skulle se hinanden igen efter 4 lange måneder væk fra hinanden.

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal reagere. Jeg har lyst til at tude og jeg ved bare, at når vi kommer til at tale om det når han kommer, så vil jeg helt sikkert græde, da det virkelig gør mig ondt at hun er syg. Ved bare ikke om det er okay, at jeg faktisk bliver SÅ ked af det over for ham, når det nu er mig der burde være stærk, som han så ofte har været det for mig.?! Ved ikke hvad jeg helt vil med det, men er lidt ligesom når folk dør, jeg ved bare slet ikke hvad jeg skal sige, selvom han er min kæreste og bedste ven. Han har hjulpet mig ufatteligt meget de sidste 3½ år, både økonomisk og psykisk, han har virkelig ændret mit syn på mig selv, men nu hvor det er mig der skal være den der “hjælper” ham går jeg bare helt i bagløs. 😥