Det der social arv…

Ville gerne hører hvordan i har det med “social arv”. Om i selv føler i har en, hvordan den påvirker jer og om i føler jer begrænset af den?

Selv må jeg sige at jeg nok (desværre?) er en af dem, der føler sig “belastet” af min sociale arv. Ikke at jeg efterlever den, men fordi jeg er flov over den. For at forstå mig, må jeg fortælle lidt – det på trods, at jeg husker meget lidt fra før jeg var 12-13 år. Min mor og far har ikke boet sammen siden jeg var 2, så det har jeg naturligvis ingen minder omkring. Min mor havde 4 børn før hun fyldte 22 (min tvillingebror og jeg er de midterste) – alle med forskellige fædre (ikke min tvilling og jeg, naturligvis :rofl: ). Min lillebror ved kun min mor, hvem der er far til. Hun har ingen uddannelse, og har været på kontanthjælp i langt de fleste år af min barndom, kun afløst af et job på en bodega. Vi voksede op i et hjem så rodet og beskidt, at intet menneske burde bo der. Vi flyttede så ofte, at jeg aldrig har gået på en skole i mere end 1 år af gangen – senere har jeg fået at vide, at det var sådan min mor undgik en tvangsfjernelse af os børn. Vi var væk, så snart kommunen lurede at hér, var der noget galt. Jeg har kunnet lave mit eget mad siden jeg var 8, for det var nødvendigt. De enkelte detaljer husker jeg ikke længere. Slog min mor mig, eller var det blot psykisk det hele? Jeg voksede op med skældsord så grove, at de ikke bør gentages. Hun havde en alkoholiker til kæreste, der stensikkert slog os. Han kastede mig engang ind i en væg. Men ingen tvivl om at min mor elskede os! Hun var blot for ung, for umoden til at have 4 børn! Og gud hvor jeg elskede hende. Så højt at jeg græd ved tanken om at miste hende! Og jeg græd ikke så meget. Jeg låste oftest mig selv inde på mit værelse, og blev der så længe, at jeg var så sulten når jeg kom ud igen, at jeg knap kunne gå! Jeg husker engang min mor blev så vred på os, at hun smed os ind i en bil og bare kørte. Hun ville ikke smide os på børnehjem, som hun nok så tit havde truet med. Hun ville sætte os af, en efter en på en mørk landevej (det var nat), og så måtte vi selv finde et sted at gå hen. Jeg blev sat af først og med tårerne trillene begyndte jeg at gå mod de svage lys fra byen langt borte. Jeg var 9.. og aldrig har jeg været så glad, som da jeg blev samlet op fra vejen lang tid senere af min mor, som havde fortrudt.

Jeg brød min sociale arv, da jeg som 12årig ringede efter min far og sagde, at jeg ikke kunne blive hos min mor, for så ville jeg blive som hende. Allerede dengang vidste jeg at jeg ville af med den arv, som jeg var blevet givet. Jeg VILLE være bedre. Jeg VILLE have en uddannelse! Så jeg tog afsted og forlod min mor og, hvor svært den end var, mine brødre. Jeg lod dem tilbage, en handling jeg siden har fortrudt noget så grusomt. De klarede sig, selvfølgelig gjorde de.. Men hvor kunne jeg!! Jeg havde pålagt mig den opgave at være den mor for min lillebror, som han ikke kunne få fra vores egen. Men var jeg blevet, var jeg gået amok. Jeg havde droppet folkeskolen. Jeg ville sikkert have en dom for noget. Jeg ville være blevet gravid som 16 årig. Jeg ville være blevet hende.
Men idag sidder jeg som 21årig (lige om lidt i hvert fald). Jeg har afsluttet min gymnasieuddannelse med et 12tal i huen. Jeg starter som sygeplejerske om ganske få måneder. Jeg har en kæreste, som jeg har været sammen med i snart 3 år og vi har styr på bolig, økonomi og vores forhold. Vi planlægger barn, også selvom jeg frygter at man vil sige at hér forfølger min sociale arv mig.

Jeg hader ikke min mor, selvom jeg synes det er uretfærdigt at hun kan få børn, mens jeg mister mit. Men jeg hader det stempel hun har givet mig, som socialt belastet barn..

Undskyld det blev så langt, det var ikke meningen. Jeg skriver det ikke fordi jeg vil have i har ondt af mig, men mere så i forstår mit spørgsmål. Om i på noget tidspunkt har været bange for at i bliver indhentet af fortiden? :huh: