det er for meget!

piv piv piv….
tror både Emma og jeg er ved at få nok af at gå hjemme klods op og ned af hinanden…

hun kan bare ikke tåle ikke at se mig. jeg kan ikke en gang på på toilettet uden at hun står og skriger og stamper vildt og voldsomt i gulvet!

jeg har INTET overskud. sidder stadig i morgen kåbe og emma har stadig ikke fået tøj på. jeg skal på kommunen for Tommy, men kan bare slet ikke tage mig sammen til at komme i gang med noget som helst..

stuen flyder, efter at emma lige fandt nogle reklamer, og køkkenet ligner bare noget der burde anmeldes til sundhedsstyrelsen… lovede tommy at jeg ville ordne køkkenet fra i går aftes, men orker bare slet ikke noget…
(så det er altså ikke 14 dages opvask der står) 😉

jeg kender bare INGEN mennesker i kolding. dem jeg kender bor lang pokker i vold, og jeg ORKER ikke køre i hverken bus eller tog for at komme nogle steder.. og jeg kan jo ikke forvente at folk ALTID skal komme til mig, så er måske lidt selv ude om det..

jeg føler mig bare… isoleret fra hele verden, og føler at jeg bare står på side linjen og ser hvordan livet suser lige forbi mig uden jeg selv er en del af detl…

Emma skal først starte i vuggestue til d. 1. (hvis det stadig gælder. har ikke fået ringet dertil, men kun sendt underskrift.)

aner bare slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv…
har INGEN mennesker at snakke med om ting jeg ikke kan betro andre…. altså…

har jeg en dårlig dag, så er det Tommy det går ud over.. og sådan skal det ikke være, for det slider virkelig meget på vores forhold..

alt for tiden slider på vores forhold..
At jeg går hjemme og bliver mere og mere… jah, ved ikke engang hvad der sker med mig, Emma for ikke stimuleret sine sociale behov, (heller ikke selvom jeg tog i legepark fordi hendes mor er SÅ elendig til at skabe nye kontakter)
jeg går konstant med smerter, og kan kun sidde og vente til at bliver undersøgt, som først er den 18/8…

jeg sover dårligt om natten (når jeg endelig falder i søvn) bare i går, så kunne jeg ikke sove, og klokken var over 2 om natten før jeg fandt ro..

jeg spiser INGENTING i løbet af dagen, for…. orker det ikke… først til aftensmaden spiser jeg, og det er lige til jeg er grøn i hoved og bukserne er ved at revne.. 1 time efter sidder jeg og skovler kage, chips og hvad ved jeg lige ned i kværnene….!
jeg føler mig klam og ulækker, og jeg føler bare jeg bliver tykkere og tykkere, men orker heller ikke at smide mig på gulvet og gøre noget ved det….

ALT er bare for uoverskueligt lige pt…
føler bare ikke jeg har noget liv, eller har noget at tilbyde min datter..
føler mig som jordens mest elendige mor, fordi jeg ikke sætter mig og tegner med hende…

hun bliver ved og ved og ved me at sidde og sige “se mor, mor se” menb for F**** kan jo ikke sidde og glo på hende 24-7….

AAAARRRHHHHHH…. mit liv er bare ved at eskalere (staves)

føler bare slet ikke jeg er noget værd.. slet ikke…
føler at alt svigter mig, og jeg svigter alt og alle…
kan bare slet ikke leve op til det livet kræver..
aner slet ikke hvad jeg skal gøre…

kan ikke snakke med Tommy om det. så for man bare smækket i hoved “så må du jo gøre noget for det”…
JA DET VED JEG SKU DA GODT!! men ORKER det ikke… mit hoved kan ikke rumme mere…!

hmmm…. nogle der kan høre at jeg sjældent for noget ud af at snakke om MIG…?!

hvis jeg siger jeg har ondt, så siger folk bare: så træn… hmm…
hvis jeg siger jeg keder mig hjemme: så ryd op eller gå ud.. hmm…
hvis jeg siger jeg er træt: så gå tidligt i seng… hmm…

INGEN forstår mig, lytter til mig eller gider at høre om hvordan JEG har det!
slet ingen…
har bare lyst til at sætte mig ned og TUDE tilmine øjne falder ud! men hvad vil det nytte??

jeg ved ikke engang om jeg orker at have nogle på besøg, hvis det endelig skulle være…
har bare lyst til at grave mig ned og aldrig dukke op igen!
men… hvem skal så give min datter ren ble på?! :S

undskyld hvis nogle synes jeg er ynkelig eller lidt for “MIG MIG MIG MIG”, MEN…. jeg forsøger virkelig at få hverdagen til at se så normal og nem ud som muligt, men…. det er den bare slet ikke….

jeg sidder i en by uden bekendtskaber, og om dagen er de eneste sætninger jeg har med andre voknse er: hej, nej tak. som er til kassedamen i føtex.. :S

ellers så forgå alt andet snak med emma… og der er jo ligesom begrænsninger for hvad mig og hende kan snakke om.. og Tommy vil gerne fortælle om SIN hverdag fra hans nye praktik sted (og jeg lytter gladeligt) men.. når min søster ringer og spørger om der er sket noget spændene så er mit svar: jah! jeg har lige købt en ny bog, eller jah, der er kommet en knop på den ene blomst!

:O :O :O HURRA!

hmm… nå… men nu tror jeg vidst at denne “stil” blev lidt mere end hvad den skulle havde været.. mine fingre er næsten rødglødende, for de skriver og skriver og skriver, uden jeg selv læggermærke til det… :S

ville bare ud med det.. måske det kan hjælpe mig til at få et par bukser på.. :S hmm….
undskyld hvis i ikke synes det er okay jeg lige smider en meter lang beklagelse ind.. men… har ikke andre steder at komme af med det.. så.. undskyld…

hilsen en meget opgivende pige…. 🙁