Min faster fik konstateret kræft for ikke ret længe siden. Det sad i nyrer, lever og den ene lunge. :græder:
I løbet af 2 uger er det gået så ekstremt ned af bakke at jeg slet ikke kan forholde mig til det. Det er nu også gået i hovedet på hende og fra at være min friske faster der lige er gået på pension som folkeskolelærer går hun nu med rolatorog har ingen kontrol over højre arm og højre ben. Hun siger selv hun er SÅ træt og ikke vil mere..
Jeg aner virkelig ikke hvordan jeg skal forholde mig til det.. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, tro og tænke.
Et eller andet sted har jeg ikke lyst tila t se hende fordi jeg ikke vil huske hende sådan, men på den anden side har jeg brug for at vide at hun ved jeg er der, selv når det er svært.. :græder:
Jeg har en tendens til at skuybbe ubehagelige og skrækkelige ting væk og lige nu tænker jeg faktisk “hvis det går så hurtigt med hende så håber jeg virkelig at jeg kan nå at komme på ferie d. 5 august. Jeg vil være træt af hvis jeg skulle aflyse min ferie”. Det er jo ikke fori jeg er et dårligt menneske, men simpelthen fordi jeg ikke kan forholde mig til alvoren i det.. :græder:
Jeg skulle bare lige ud med det..