Det første i tænkte?

Jeg hører til de langsomme, moderfølelsen kom først helt efter 6 uger.
Så ved kejsersnittet, som var planlagt, var min tanke egentlig mest at min kæreste så akavet ud med den klump indpakket spædbarn i armene. Jeg havde aldrig set ham med et barn.

Jeg lå også og tænkte at det var for vildt og lidt unaturligt, at han udviste så meget ømhed og kærlighed når jeg nu var lå og måtte komme med småsarkastiske kommentarer for at holde hele situationen ud. Men sådan reagerer jeg altid på noget stort, totalt modsat af hvad man burde. Det havde jeg nu også forventet, så jeg blev ikke spor overrasket og jeg er IKKE kandidat til en fødselsdepression af den grund. Jeg er glad for mit barn men kærligheden kommer i små trin.

Lige før kejsersnittet, da jeg kom ind på stuen fortrød jeg graviditeten og hele situationen af den sindssyge grund, at jeg nu skulle være til ulejlighed for alle de mennesker der var mødt op bare for at operere lille mig. Ja, man tænker mærkeligt til tider. Kan bestemt ikke lide at være genstand for opmærksomhed.