Diagnoser!

@Tarantulus wrote:

@Maria(Anders) wrote:

Heidi, jeg synes jeg får mere og mere respekt for dig. Har kun “hørt dig tale” når du ved hvad du snakker om og din veltalende facon er slående… i starten synes vi (mor_til_oscar og jeg) at du var lidt funky. Rent udseendemæssigt, og det er du jo også af og til 🙂 og på hospitalet havde du det meget skidt så det var svært at få et rigtigt indtryk af dig. Dig og Anders var nødt til at gå fordi jordemoderen talte og talte i ét væk og det var lidt ærgeligt, ville godt ha talt med dig dengang.

Bonus til dig for at være som du er.

Ihh jeg bliver jo helt rørt nu.. Taark 🙂
Jeg er ret mystisk udseendemæssigt -Det kan vi hurtigt blive enige om 🙂 😛
Men oftest foretrækker jeg at kun tale, udtale mig om ting/emner som jeg har erfaringer ved og som jeg måske har lidt viden til.
Aldrig fedt at sige man ved det ene og det andet, og så bliver det modbevist -Ups der dummede jeg mig 🙂
Jaeh de var ikke så søde den gang på hospitalet.. Kunne slet ikke følge med, kunne ikke stå, og der var ingen siddepladser osv. Så det var en total dårlig oplevelse for os. Også derfor jeg ikke kom igen i den gruppe. Jeg kunne simpelthen ikke magte det med ryggen osv.
I kan stadig nå at snakke med mig 😉

Det var en rigtig dårlig oplevelse for os alle tror jeg. Du havde ondt og vi andre blev dårlige om svimle. I øvrigt hader jeg vibeke visti – vil aldrig have hende som JM igen.
Jeg forstår godt du ikke kom tilbage til gruppen, men det kan vi ta revance på.
Vi må lige se om vi ikke kan finde ud af et eller andet sådan IRL, hvis du har lyst.

Til dig Tarantulus :0)

Jamen det er da lidt morsomt. Det er jo ikke mig, men Tarantulus der har lagt den herind… Siger ikke folk er tosser – synes bare det er skønt med lidt selvironi. Dejligt når folk ikke er så selvhøjtidelige.

Jeg gik til lægen som henviste mig til en psykiater, han udskrev så akarin, men dem kunne jeg ikke lide, så det blev et citalopram præperat i stedet.. Men men men.. Han glemte så bare lige, at jeg også burde have samtaler med en psykolog, også selvom jeg selv snakkede om, at det ville jeg gerne, fik jeg aldrig en henvisning.. Men jeg kom mig da over min depression – og nu står jeg så og skal have samtaler med en psykolog her over 3 år efter.. Fordi jeg ikke fik det dengang – dog ikke pga. depression..

jeg fik en depression da jeg var 16.. og mistede mit første barn…en datter..
det var en grim tid..
kom så delvis over den… havde den kun liggende og summe i baggrunden…

jeg afviste alt hjælp… (desværre kan jeg se den dag idag)

jeg fik så en ny depression da jeg ventede mit 3 barn andreas som jeg fødte for snart 7 måneder siden….
jeg blev pludselig angst for at jeg kunne få en pige…
(latterligt tænker mange, men i mit hoved var det ganske forfærdteligt at kunne få en pige og har været det siden jeg mistede min datter… følte ved at kunne få en pige ville jeg bare glemme min datter… det ville jeg jo ikke ved jeg godt nu men når hjerne siger noget andet, er det ikke hel let) alt gik ned af bakke… i lang tid.. jeg forsvandt fra overfladen i 6 måneder… og har arbejdet mig langsom op igen… og har det egentlig meget godt… men der skal ikke de helt store ting til før min hverdag vælter….

kan være jeg endag kommer til lægen når jeg kan indrømme over for andre jeg skal se i øjnene at jeg har et problem… men i første omgang har jeg erkendt over for mig selv og min mand at jeg os kan vælte… og at jeg ikke er super women..

så jeg har ikke fået stillet dirkonosen… men får heller ikke noget for det…

@Tarantulus wrote:

@Zarina79 wrote:

Jeg overvejer meget at snakke med min læge og få noget medicinsk hjælp til at komme videre i livet. Der er mange ting fra tidligere og nu, der gør, at jeg har det svært. Desuden har jeg en depressiv mor, som jeg desværre nok slægter lidt på! 🙁
Jeg kan bare snart ikke mere … er meget ked af det, har været hos en psykolog, men jeg føler bare ikke rigtigt, at jeg rykker noget!

Min far er læge, og han mener også, at det måske kan hjælpe mig, men han sagde den anden dag, at der er det med lykkepiller, at man aldrig er rigtig glad eller rigtig ked af det – at man på en måde bliver “neutral” i sin sindstilstand (hvis du forstår?).

Hvad er din erfaring med det, Heidi, hvis jeg må spørge? 😉

(Er imponeret over din ærlighed omkring, hvordan du har det – altså imponeret på en positiv måde! 😉 )

Som jeg skrev ovenover, så er det en del af mig og ikke noget jeg skammer mig over. Jeg ønsker hellere at folk kender mig som den jeg er, i stedet for de oplever en “forkert” Heidi, og derefter bliver skuffet hvis de opdager mine psykiske knæk.

Min erfaring med de såkaldte lykkepiller er såmænd god nok.
Jeg går dem stadig selv i form af Efexor Depot, men alene så suer de ikke. Jeg skal have anden medicin oveni.

Men jeg kunne forestille mig, at havde man “kun” en depression, så ville de være super. Hvis man altså husker at der findes flere sværhedsgrader af depressioner + der findes med angsttilstand også.

Derfor synes jeg det er utroligt vigtigt man først kommer til en psykolog. Hjælper dette ikke, så en psykiater. For de kan stille den rette diagnose, og derved sørge for man får den helt korrekte medicin, og igen kan få en positiv tilværelse. 🙂

Det der med at ma er lidt neutral i sin sindstilstand er på en måde rigtig nok. Men det er mere periodevis. Og man vil vel egentlig også hellere have det sådan en gang i mellem, end at være helt nedkørt og ulykkelig hele tiden.

Det er selvfølgelig alt andet end positivt at man skal have hjælp i form af medicin, for at kunne fungere i en hverdag, men nogen bliver ramt af det ene, andre noget andet. Og jeg synes det er vigtigt man tager i mod den hjælp man kan få.
Specielt når man har et barn/børn, da det ikke længere er en selv der skal sættes i første række, men sit barn/børn.
Men oplever så meget glæde i bare hverdagene, hvis man får den rette hjælp mod psykiske problemer.

Er helt enig med dig!
Det er bedre at få den hjælp, man har brug for, så hverdagen fungerer!

Jeg er dog bare en smule forvirret, nervøs, bekymret for det, når jeg ikke kender det på egen krop! Min mor får også medicin (hun mangler det naturlige stof i hjernen, der regulerer sindstilstanden, mener jeg – derfor har hun let til depression), og hun kan ikke undvære det!

Jeg føler bare stadig, at det er stort skridt … men samtidig ja, så er det jo heller ikke rart at gå og være nedtrykt og ked af det hele tiden!

Hvad “definerer” egentlig en depression, for nogle af de ting, jeg tumler med, ville andre nok definere som helt almindelig hverdagsproblemer, som alle kommer ud for. Der er ikke sket mig noget voldsomt grimt eller grænseoverskridende … jeg har bare svært ved at komme over de her ting. Altså, jeg går og er ked af det og kan ikke “hive” mig selv op. Det påvirker mig så utroligt meget, at jeg går og er ked af det og faktisk helst ville blive under dynen forever!

Jeg har endda taget mig selv i at stå på stationen og tænke på, om det ikke ville være bedre, hvis jeg lige tog et skridt udover kanten. Udover det har jeg ikke tanker af den art, og jeg ville aldrig handle på dem, men det skræmmer mig alligevel, at jeg kan have dem!
Det har jeg drøftet med min far, fordi jeg blev bange for mig selv … han sagde, at det er helt naturligt at have tanken – forskellen er bare, om man handler på dem eller ej!