Diagnoser!

@Tarantulus wrote:

@Zarina79 wrote:

@Tarantulus wrote:

@Zarina79 wrote:

Jeg overvejer meget at snakke med min læge og få noget medicinsk hjælp til at komme videre i livet. Der er mange ting fra tidligere og nu, der gør, at jeg har det svært. Desuden har jeg en depressiv mor, som jeg desværre nok slægter lidt på! 🙁
Jeg kan bare snart ikke mere … er meget ked af det, har været hos en psykolog, men jeg føler bare ikke rigtigt, at jeg rykker noget!

Min far er læge, og han mener også, at det måske kan hjælpe mig, men han sagde den anden dag, at der er det med lykkepiller, at man aldrig er rigtig glad eller rigtig ked af det – at man på en måde bliver “neutral” i sin sindstilstand (hvis du forstår?).

Hvad er din erfaring med det, Heidi, hvis jeg må spørge? 😉

(Er imponeret over din ærlighed omkring, hvordan du har det – altså imponeret på en positiv måde! 😉 )

Som jeg skrev ovenover, så er det en del af mig og ikke noget jeg skammer mig over. Jeg ønsker hellere at folk kender mig som den jeg er, i stedet for de oplever en “forkert” Heidi, og derefter bliver skuffet hvis de opdager mine psykiske knæk.

Min erfaring med de såkaldte lykkepiller er såmænd god nok.
Jeg går dem stadig selv i form af Efexor Depot, men alene så suer de ikke. Jeg skal have anden medicin oveni.

Men jeg kunne forestille mig, at havde man “kun” en depression, så ville de være super. Hvis man altså husker at der findes flere sværhedsgrader af depressioner + der findes med angsttilstand også.

Derfor synes jeg det er utroligt vigtigt man først kommer til en psykolog. Hjælper dette ikke, så en psykiater. For de kan stille den rette diagnose, og derved sørge for man får den helt korrekte medicin, og igen kan få en positiv tilværelse. 🙂

Det der med at ma er lidt neutral i sin sindstilstand er på en måde rigtig nok. Men det er mere periodevis. Og man vil vel egentlig også hellere have det sådan en gang i mellem, end at være helt nedkørt og ulykkelig hele tiden.

Det er selvfølgelig alt andet end positivt at man skal have hjælp i form af medicin, for at kunne fungere i en hverdag, men nogen bliver ramt af det ene, andre noget andet. Og jeg synes det er vigtigt man tager i mod den hjælp man kan få.
Specielt når man har et barn/børn, da det ikke længere er en selv der skal sættes i første række, men sit barn/børn.
Men oplever så meget glæde i bare hverdagene, hvis man får den rette hjælp mod psykiske problemer.

Er helt enig med dig!
Det er bedre at få den hjælp, man har brug for, så hverdagen fungerer!

Jeg er dog bare en smule forvirret, nervøs, bekymret for det, når jeg ikke kender det på egen krop! Min mor får også medicin (hun mangler det naturlige stof i hjernen, der regulerer sindstilstanden, mener jeg – derfor har hun let til depression), og hun kan ikke undvære det!

Jeg føler bare stadig, at det er stort skridt … men samtidig ja, så er det jo heller ikke rart at gå og være nedtrykt og ked af det hele tiden!

Hvad “definerer” egentlig en depression, for nogle af de ting, jeg tumler med, ville andre nok definere som helt almindelig hverdagsproblemer, som alle kommer ud for. Der er ikke sket mig noget voldsomt grimt eller grænseoverskridende … jeg har bare svært ved at komme over de her ting. Altså, jeg går og er ked af det og kan ikke “hive” mig selv op. Det påvirker mig så utroligt meget, at jeg går og er ked af det og faktisk helst ville blive under dynen forever!

Jeg har endda taget mig selv i at stå på stationen og tænke på, om det ikke ville være bedre, hvis jeg lige tog et skridt udover kanten. Udover det har jeg ikke tanker af den art, og jeg ville aldrig handle på dem, men det skræmmer mig alligevel, at jeg kan have dem!
Det har jeg drøftet med min far, fordi jeg blev bange for mig selv … han sagde, at det er helt naturligt at have tanken – forskellen er bare, om man handler på dem eller ej!

Jeg har desværre ikke så meget tid nu, så kan kun hurtigt skrive.
De ting du fortæller tyder meget på en depression.. Sådan havde jeg det også selv.
Udover jeg selv gik ned på vores banegårde, og kiggede på togene der kørte forbi og forsøgte at tage mig sammen til at tage springet.
Udover det, så gemte jeg mig indendørs om dagen. Var kun ude når det var mørkt, tog ikke telefonen, turde ikke åbne for døren. Selvom det var familie.. Andre dage kunne jeg sidde i et hjørne og bare ryste i flere timer, men min depression er så også med angst af diverse.
Jeg skal nok prøve at skrive mere når jeg har mulighed for det igen.. Nu er jeg desværre nødt til at flyve afsted .. Men prøv at snakke med din far noget mere om det, eller ring og tage en snak med en anden læge. En udestående. Ellers er der også altid en psykiatrilinie man kan ringe og få råd hos..

Det er bare i orden … hygge! 😉

Ja, tror jeg vil ringe til min far med det samme … i første omgang. Han kan jo ikke behandle mig, men det er alligevel lige rart at have ham lidt med!