Emily drog til himlen.

Hej alle sammen.. 🙁

Tusind tak for alle jeres varme hilsner. De varmer virkelig i denne svære tid..

Sidste mandag var vi inde til kontrol på sygehuset – ALT var normalt og personalet gjorde alt efter bogen, der var INTET at komme efter..

Fredag aften, mærkede jeg min lille skat klokken 18.30, hvor hun puffede til Tobias, dette var sidste livstegn. Jeg kunne samme aften ikke få liv i hende og prøvede alt hvad vi kunne. Der kom intet tilbage fra maven.

Vi ringede til FG lidt over midnat og fik at vide at jeg skulle spise en is og se tiden an, og komme ind dagen efter hvis der ikke skete noget. JM sagde at det var meget normalt at Emily så langt henne i graviditeten ændrede markant adfærd og at hun nok skulle komme.

Beskeden lød samtidig at: Babyer dør jo ikke bare sådan. 😡

Men jo tøser, babyer dør bare sådan..

Vi tog det roligt og prøvede længe at få livstegn, tænkte at hun nok bare gjorde sig klar til fødsel, og Jm havde jo sagt at det var normalt..

Vi faldt endelig i søvn, og lørdag morgen dukkede hun stadig ikke op. Vi ringede til FG og blev indkaldt med det samme.
Vi tog desværre Tobias med, fordi vi skulle bare ind og have bekræftet at hun stadig var der. Men meldingen lød desværre på noget andet.

De prøvede at finde hjertelyd og fandt også en hjertelyd på 130 slag i minuttet – dette viste sig desværre at være min.

Der blev tilkaldt læge og skanner, og lægen skannede og skannede og der var ingen hjertelyd – Emily var rejst til et bedre sted..

Der kom en Jm og tog Tobias fra Bjarne, og tog ham med ud! Og vi fik beskeden om at Vores lille prinsesse havde forladt denne verden.

Jeg havde ringet efter min søster tidligere – Lige da vi var kommet derud. Hun kom og fik desværre også den sørgelige melding – og tog Tobias med hjem, og der var han under hele forløbet..

JM fortalte at de først ville sætte mig igang søndag morgen! Det første jeg udbrød var: ” A HVA? Vil i have at jeg skal rende rundt med en død baby inde i min mave helt til i morgen? I må fandme da være syge i hovedet. “

Men sådan var det – Jeg ville føde hende selv, og fortryder bestemt ikke mit valg. Den dag i dag er jeg glad for at de først satte mig i gang søndag morgen, for lørdag havde jeg slet ikke hovedet med.

Jeg fik en pille lørdag middag som skulle modne, og virke.

Søndag morgen klokken ti satte de første stik pille op. Min søster kom og vi gik en rigtig lang tur ved vandet for at sætte det mere i gang. Der skete desværre intet.. 🙂

Bjarnes mor kom.

Klokken 16 satte de anden pille og en time efter startede veerne. Vi nev godt til og jeg var glad for at det endelig var gået i gang.

Vi fik aftensmad, og under maden ringede min søster, som jeg havde sendt hjem indtil der skete mere. Hun skulle have været med under fødslen, men hun ringede og græd helt vildt at hun ville gerne, men at det simpelthen var for hårdt. jeg sagde til hende at det var okay og at hun ikke skulle komme men blive hjemme og passe godt på Tobias imens.

Min mor kom i stedet for.

Veerne tog godt til, og sad direkte i længden – AV!

Da klokken var omkring 23 bedte jeg om en epidural fordi der ikke var pause mellem mine veer, og det havde der ikke været siden ca 19.

De kom meget hurtigt og jeg kom ind og skulle have lagt drop.

De måtte prøve at lægge drop 3 gange inden det lykkedes at ramme rigtigt.

Jeg tænkte at bare de så lagde epiduralen rigtigt første gang – Men en ulykke sker sjældent alene. De lagde desværre epiduralen for langt inde og jeg blev lammet fra brystet og ned. Jeg gik total i panik og ville bare ikke mere. Men tredje gang var lykkens gang – de fik den lagt rigtigt og alt blev normalt igen..

Vi fik derefter besøg af vores bedste vennepar som var ankommet, og vi sad og snakkede og pjattede og kiggede biler.

Vi havde aftalt med JM at hun skulle komme igen klokken 00.30 og tjekke hvor meget jeg var åben og evt lægge to stikpiller mere.

Hun kom og ca 00.50 var jeg 3-4 cm åben, og hun valgte at tage vandet – det var næsten helt klart med en lille smule blod, men det så faktisk helt normalt ud. Hun sagde at nu forventede hun at det gik lidt stærkere – OG TAK SKAL DU HAVE DET GJORDE DET!

2 sek efter at hun havde taget vandet fik jeg ondt og hun kom med noget mere smertestillende og gav mig det, og jeg kunne mærke at det nev af h – til.. jeg nåede at spørge hun om hvor langt tid der ville gå inden det virkede – 5 -10 minutter sagde hun..

så kunne jeg mærke at det føles som om at jeg skulle presse, tænkte at det ikke kunne være rigtigt, for 10 minutter tidligere var jeg 3-4 cm åben..

Hun undersøgte mig og sagde: Du er fuldt åben og hun er undervejs, så om på ryggen også skal du presse..

Jeg tænkte bare: HVAD??

Men om på ryggen kom hjem og i 2 presseveer er vores lille prinsesse født 01.05 d. 28 januar 2008.

Hun var den smukkeste baby jeg nogensinde havde set og hun var bare så lækker..

Hun vejede 2085 og var 49 cm lang. Hendes fod var hele 8 cm, og hendes hånd er fra håndledet og ned til fingerspidserne 6 cm.

Navlestregen så underlig ud, og JM gættede på at det nok har været den der var skyld i det hele.

Alle forlod stuen, bortset fra JM og en sundhedshjælper og selvfølgelig Bjarne.

Bjarne fik sin datter op på armen, og aldrig i mit liv har jeg set noget så smukt. Manden var lykkelig og alt forsvandt bare i det øjeblik..

Vi fik ringet til familie og alt og fik dem til at komme, præsten kom og velsignede og navngav vores lille skat. EMILY PETRA DEGN-PHILIPSEN!

Efter at folk havde holdt hende og sagt farvel bad vi folk om at forlade stuen så vi kunne være selv med vores lille skat.

Vi fik sunget for hende og nusset hende og tilkaldte så Jm og fik hende vejet – Derefter gav vi hende tøj på – og fik boller som man nu gør..

Vi havde Emily indtil klokken 13 hvor vi besluttede at nu var det tid til at sige farvel og få hende over i kapellet.

Aldrig har en gåtur været så lang – aldrig har jeg gjort noget så svært som at aflevere mit barn og vide at det er sidste gang man har holdt hende , sidste gang man har nusset og kysset hende på panden.

Vi fik sagt ordentlig farvel..

Tiden nu er meget svær. Vi er kommet hjem igår, gudskelov havde vi Tobias. Bedemanden var her igår og vi skulle tage stilling til ting jeg aldrig håber for nogen at de skal..

Emily vil altid være i vores hjerter og savnet er meget stort..

Det er ubeskriveligt..

Vi skal ind til en opfølgning samtale på sygehuset om ca 3 mdr hvor vi ligeledes får svar på hendes obducion.

Hun bliver begravet lørdag klokken elleve..

Jeg beder jer alle om at tænde et lys for min skat.

Og lov mig at i værdsætter hver eneste øjeblik med jeres børn – pludselig kan det være slut..

Jeg er lykkelig for at have haft 9 vidunderlige måneder med Emily, og dem sætter jeg virkelig pris på.

Spørg endelig hvis i vil spørge om noget – Hellere sige noget fis end slet ikke at sige noget – Det værste er tavshed fra folk..

Vi svarer gerne på alle spørgsmål og vil meget gerne snakke med folk om det..

En rigtig stolt og ulykkelig mor til to vidunderlige børn..

Inge-Lise