Emmely’s vej til verden d. 12/10-07

Så vil jeg lige skrive en fødselsberetning herfra, det er vist på tide 😛

Den 12/10-07, havde jeg fået tid til en ekstra skanning, noget som alle overvægtige piger får, da der er risiko for at man får et stort barn. Vi mødte op på sygehuset kl. 10.15, og blev efter lidt ventetid, kaldt ind, for at blive skannet. Den første læge vi kom ind til, kunne slet ikke finde ud af det, så vi blev derfor sendt ud for at vente igen, for at komme ind til en bedre skanner og en læge der havde mere styr på det. Det tog lidt tid inden vi blev kaldt ind, men vi ventede spændt, er jo altid dejligt at se den lille inde i maven. Hun skannede så og var rigtig god til det. Efter lidt tid, blev vi igen sendt ud for at vente, hvilket forvirrede os lidt, da vi alle de andre gange havde fået besked om hvordan det hele så ud, med det samme. Men tænkte vi ikke videre over lige der. Først da der var gået lidt tid, og hun tog et nyt par ind, begyndte vi at få en fornemmelse af, at noget var helt galt. Efter 30 min ca., kommer hende lægen så, der skannede os første gang, og siger så “Ja det så jo ikke så godt ud, desværre. Hun er lidt lille, og navlestrengen fungere vist ikke som den skal og der er ikke fostervand nok.” Vi blev derfor sendt ned på fødegangen, hvor jeg så skulle have kørt et kurve, for at se hvordan den lille havde det. Det hele så rigtig fint ud, og vi troede så vi blev sendt hjem, jeg havde lidt plukveer, men ikke noget men skulle bide mærke i. Vi bliver igen bedt om at vente, og efter en del tid igen, kommer hende lægen ind igen, og siger hun har snakket med “teamet”, og de så har valgt at sætte min fødsel igang. Vi får forklaret hvordan det hele vil foregå, og at der sagtens kan gå et par dage. Men jeg skal lige blive der lidt efter jeg har fået lagt en stikpille, bare for at se om der sker noget, og så skal der jo holdes øje med, hvordan babyen reagere på mine veer, vis de skulle komme.Får så lagt den stikpille af en jordmor og en jordmor studerende og bliver derefter kørt op på en stue, på familie afsnittet. Her kan vi så bare sidde og vente, og få ringet til diverse mennesker, og fortælle at jeg nu er blevet sat igang, så babyen kunne komme snart, eller om et par dage. Jeg var selv lidt ude af den, da jeg jo havde fået at vide hun var alt for lille, så var lidt trist til mode, men holdt hovedet højt, for alt andet så jo fint ud. Og ikke mindst, jeg ville snart holde min lille prinsesse i armene.
Jeg begynder efter noget tid, at mærke nogle små-veer, og de blir mere og mere regelmæssige. Kalder derfor på en sygeplejerske, der kommer og ber mig så om at tage tid på dem, så ville hun komme igen efter 30 min. Hun kommer så igen efter 1 time, og da er de begyndt at være okaii slemme, de bider i hvertfald godt. bliver derfor kørt ned på en fødestue, hvor jeg så skal have kørt en kurve mere, for at se, hvordan babyen reagere når jeg har veer. Mig og kæresten hygger os gevaldigt nede på den fødestue, og kan stadig i forstå at vi nok skal være forældre den aften, natten eller dagen efter. Efter at have fået kørt en kurv i 30 min., kommer der en jordmor ind, som så siger “Ja vi er altså ikke for glade for babyens kurve, hendes puls falder for meget hver gang du har en ve, og vil nok slet ikke kunne klare de helt slemme veer, og slet ikke en fødsel, så vi vudere lige om det skal blive til kejsersnit”. Lige pludselig går det hele bare meget stærkt, der kommer alle mulige mennesker ind, kæresten bliver bedt om at skifte til sådan noget “læge” tøj, og jeg får sygehus tøj på, og gjort klar til kejsersnit, får taget blodprøve og derefter kommer portøren og kører os ned på en operationsstue. Her får jeg lidt at vide om hvad der skal foregå, og mig og kæresten bliver ladt lidt alene i klargøringsrummet, hvor det først går op får mig hvad der skal ske, og så bryder jeg bare sammen. Tænk nu vis hun ikke kan klare det når hun kommer ud?! Selvom chancerne selvf., er meget store. Men frygter også meget selve kejsersnittet, bare det at jeg skulle rygmarvs-bedøves skræmmer mig. Kæresten får mig til at falde lidt til ro. Vi bliver så kørt ind på stuen, og jeg bliver lagt op på operations bordet. Kæresten bliver sat på en stol ved hoved-enden af bordet. Jeg skal så sidde op, for at få lagt den bedøvelse, og her bryder jeg sammen igen, kæresten må desværre ikke komme hen til mig for at holde mig i hånden, men har heldigvis en meget sød jordmor med, som holder om mig og holder mig i hånden, både i mens jeg får lagt lokal-bedøvelse i ryggen og imens de så ligger rygmarvs-bedøvelsen, skal lige love for det gjorde ondt, og jeg græd nok lige som et lille barn 😛 , kæresten græd også, da han ikke kunne lide jeg havde så ondt, og ikke kunne være tættere på mig. Begynder at mærke mine ben summer, og bliver derefter lagt ned på bordet. De begynder at afspritte min mave og smørre et eller andet lyserødt snask på :), og gør så klar til at skære i mig. Jeg er hunde-ræd, men kæresten er der heldigvis og hjælper meget, holder mig i hånden og kysser mig på panden, og forsikre mig om det nok skal gå. De venter lidt, for at være sikre på bedøvelsen virker ordentligt. Efter noget tid siger en sygeplejerske “du kan ikke mærke noget”, jeg sagde at det viste jeg ikke, hun sagde så “jamen det kan du ikke, de har lige nappet dig i maven med en spids pincet”, jamen så kunne jeg jo nok ikke mærke noget. De begynder at skære i mig, og 1 min senere, har vi lidt gråd fra lillepigen, jeg brød bare fuldstændig i gråd, da jeg hørte hende, det var bare så fantastisk, kæresten græd også helt vildt, det var bare en fantastisk oplevelse. Hun blev hurtig ført ud, og blev undersøgt af en børnelæge og hun blev så kørt op på børneafdelingen. Jeg blev syet og klipset sammen, og fik kæmpe ble og alt muligt på, og blev så kørt på opvågning. Der lå jeg i 3 timer, og fik besøg af min mor og hendes veninde som også havde set den lille. Jeg skulle bare vente på jeg fik følelsen tilbage i mine ben, før jeg kunne komme op og se hende, og skulle ikke være alt for afhængig af det smertestillende jeg fik. Så til sidst sagde jeg nej til smertestillende, bare for at komme op til min datter hurtigst muligt, selvom jeg så måske ville få ondt. Blev endelig kørt op til hende, og fik hende i armene, og GUD hvor var hun bare dejlig, og bare SÅ lille. Hun sov så fint ved mig, sad med hende nogle timer, og så blev jeg kørt over på en stue hvor jeg skulle være.
Vi var indlagt i 12 dage, hun tabte sig kun 35 gram efter fødslen, inden hun begyndte at tage på igen, og hun klarede sig bare super godt. Det gjorde også vi kunne komme så hurtigt hjem, også fordi amningen gik rigtig godt og jeg var på benene så hurtig, selvom jeg led af rigtig mange smerter.
Det har været en MEGET hård omgang, men har været det værd, har fået den dejligste datter nogensinde.

Her er hun 3 timer gammel;

Her er hun 1 måned gammel;