Empatisk eller skizo?!

Er jeg den eneste, der når jeg læser om små børn på min datters alder, nogen gange kommer til at sætte min datters ansigt på?

Sidder og ser et afsnit af Rejseholdet, hvor der er udbrudt brand på et hotel.. Boysen siger så til Ingrid som står ved tre ligposer – 2 voksne og en meget lille.

“Et ungt par med et spædbarn. Moderen og barnet kravlede op i badekaret, imens faren sprøjtede vand på dem med bruseren for at holde ilden væk. De blev kogt.”

Når jeg hører sådan noget, så kan jeg lige frem se billeder og hører de der desperate skrig for mig.. puha.. eller også da jeg læste om det lille halve barnelig der blev fundet ude i den grusgrav i Storvorde.. puha.. måtte lige kramme Sofie en ekstra gang, og fortælle at jeg elsker hende og at det aldrig vil kunne ske for hende.

Er jeg den eneste der slet slet ikke kan tåle at se og høre om sådan noget? Sidder bare her totalt springvand over det!