Enlige mødre og ensomhed?

Ihh!

Kender I det der med at sidde alene om aftenen når barnet/børnene sover? Så sidder man og glor og ville noglegange nok lidt ønske at man ikke var alene!

Min kæreste og jeg gik fra hinanden i januar og jeg har været alene lige siden.

Der er helt klare fordele ved at være alene – man bestemmer selv hvordan og hvornår tingene skal gøres og der er ikke nogen at skændes over det med. Man skal ikke irriteres over sin partners trælse vaner – man har bare sig selv og sit barn og styrer helt selv slagets gang.

Men.. Hvor ville det da også være rart at der var nogen her om aftenen. Så man ku slappe af på sofaen sammen og alt det der hyggeligt kærestehalløj..
Jeg kan lynhurtigt få pisket en stemning op, hvis jeg i forvejen er i et lidt halvcrappy humør, og så føler jeg mig voldsomt ensom og næsten helt forladt-agtig..

Jeg er virkelig bange for at jeg ikke kan møde en fyr igen, som slår benene væk under mig og én som gerne vil mig! Jeg vil jo gerne have villaen, hunden, bilen, stakittet og nogle flere børn. Jeg vil jo også gerne ha den danske tradionelle drøm og lykke og idyl… Men et eller andet i mig er bare panisk angst for at det ikke kommer til at ske!
Man kan selvfølgelig ikke vide det.. Men jeg føler et eller andet pres, som om jeg har travlt. 😕
Og så er jeg tilmed utroligt kritisk. Jeg har svært ved at få de følelser for en fyr.. og jo længere tid der går, jo værre bliver det. Tror det blir svært at lukke nogen ind hér, i vores lille trommerom.

Altså, jeg ved måske heller ikke helt hvor jeg vil hen med den her klagesang – måske bare høre om der er nogle andre af jer, enlige mødre, der har det lige sådan?