Er så Chokeret. Kommenter gerne.

Igår aftes var min mand igang med at grave ud til den nye terasse vi skal have rundt om vores udestue. Jeg er indenfor med vores døtre, den store sover og den lille er vågen. Hun har skoldkopper og er godt medtaget – og deraf pjevset.
Jeg kigger ud til ham i haven, og ser han står og snakker med en lyshåret dame. Men jeg går ikke derud, da jeg har nok at gøre med den lille.
Min mand kommer ind efter en rum tid – fuldstændig i chok.

Vi bor på en blind villavej, helt nede i bunden. Bag vores hus er der 2 m høj hæk, og naboer vi aldrig har set fra en hel anden vej helt klos op af vores hus.

Han har stået og snakket med 2 damer fra disse huse, der lige ville snakke med os først inden de meldte os til kommunen for misrøgt af vores baby.

De mente hun græd for meget. Deres børn har aldrig grædt SÅ meget. Så de mente vi måtte mishandle hende, og påstod at vi lod hende ligge alene og græde om natten.

De her mennesker kender INTET til os. De vidste ikke engang om det var en pige eller en dreng vi havde.

Dan (min mand) går helt i baglås, men får da fortalt at hun har haft kolik som lille, har lidt af gentagne gange astmatisk bronchitis og nu har skoldkopper. At vi selvfølgelig ikke lader hende ligge og græde, men står ved hendes side og holder i hånd (underligt de nævner det, for det er mindst 4 måneder siden hun ENDELIG begyndte at sove igennem).
Jeg ved da godt at hun tit har været syg, og det har bare været hammer hårdt… men vi har da gjort hvad vi kunne. Jeg skulle da også mene jeg har lidt ekspertise mht sygdomme, da jeg er sygeplejerske. Det kan da ikke være meningen at man skal mistænkes for at gøre sit barn fortræd.

Han har haft ringet til dem her til morgen, og bedt dem møde her igen idag. Jeg forlanger simpelthen en undskyldning og vished om at alle dem de har fortalt deres mistanke til, bliver underrettet om at der ikke er noget i det.

Og så forlanger jeg en forklaring på hvorfor de vælger at troppe op på den her måde og nærmest true os med en anmeldelse. Det er bare så grimt.
Hvis de er bekymrede, så kan man da spørge på en anden måde. De kender jo intet til os. De kender intet til hvad hun har fejlet og hvorfor hun har grædt.

Og så vil jeg da vide hvorfor det kommer lige nu. Hun græder stort set aldrig. Jo selvfølgelig når hun er træt, slår sig og ikke får sin vilje… men det vil jeg da mene er normalt?!?!
Da hun var mindre græd hun en del, hvor vi forsøgte at trøste efter bedste evne, men det er jo LÆÆÆNGE siden…..

Hvad gør/siger man lige til sådan noget?

/Pia