Etisk og moralsk i orden?

Som mange af jer nok ved, så har jeg Alexander på 5år, som lider af en meget sjælden celle/immunforsvars sygdom Langerhans Celle Hystiocytose.

Alexander har været i aktiv kemo behandling siden han var lidt over 2år, og vi har på de snart tre år været til helvede og tilbage, mere end en gang. Alexander sygdom sider i hele hans system. Her snakker vi organer, knogler og hud!
De første 3 måneder af hans intensive behandlingsforløb i 08 nåede han at ryge ind med kollapset højre lunge hele 7 gange, og vi var meget tæt på at miste ham.

Nu snart 3år efter, skal igen snart til at stoppe behandling, dette har vi prøvet før, men det har aldrig holdt længere end et par måneder før Supermand igen havde sygdom i kroppen. Sidst var det så slemt, det havde sat sig i rygmarven, hvilket gjord at han minimum en gang om ugen var inde til blod og blodplader, og blodprøver hver anden dag. Dette er hårdt som forældre at være vidende til 🙁

Men Alexanders sygdom er meget lumsk, da den kan gå hen og blive kronisk for ham! Der er 50/50 procent for om det vender tilbage, for hver gang han bliver rask!

Vi har som mange andre forældre med cancerbørn været inde på emnet stamceller og transplation af disse.
Men vi er osse stød på nogle moralske konflikter i forbindelse med de tanker.

Netop at lave en baby, som skulle redde sin storbror, vis det nogensinde kom så langt ud.
Men det er jo en hård tanke at side med, at få en mere udelukkende fordi man sætter himmel og hav i bevægelse for at gøre sin lille dreng rask, så han kan leve et normalt liv. Men samtidig vil man jo elske dette barn der nu kom ud af dette 😀
Som forældre til en syg dreng, er man villig til alt!

Jeg forventer på ingen måde at folk kan følge de tanker vi som forældre har til en syg dreng, og jeg håber aldrig at nogle kommer til at stå i samme problemstilling.

Men hvad tænker i, om det?
Hårdt og kontant sagt, at man laver en baby der kan give “resevedele” til sin storbror så han kan leve?