Fødselsberetning

Ja nu er det jo ved at være lidt over en manede siden min lille prins kom til verden, så nu må jeg hellere fortælle lidt om hvordan det gik.

Lørdag den 28. december skulle jeg møde om morgenen på Kolding sygehus. Jeg skulle have taget vandet som jeg havde fået besked på. Vi bliver vidst ind på en fødestue, og der kommer så en jordemor og kigger på mig, hun siger så det ikke er muligt at tage vandet, og at jeg så skal komme igen om aftenen og få lage en stikpille. Jeg bliver ret irriteret da jeg jo har fået at vide de vil sætte det i gang når jeg kom. Jeg spørge så om jeg ikke bare kan få den stikpille langt nu, men det må de ikke.
Så vi køre skuffet hjem igen, hvor jeg lige får sovet et par timer. Da vi kommer igen om aftenen får jeg kørt en kurve om får lagt stikpillen, jeg havde så fået at vide om dagen, jeg bare kunne tage hjem når den var blevet lagt, men nej, nej sådan blev det heller ikke, da jeg lige havde fået svangerskabsforgiftning. Så jeg skulle indlægges til næste morgen hvor de så ville se om det var mulig at tage vandet.
Klokken 10 skulle jeg møde på svanger, og der kan hun så tage vandet, det var virkelig en underlig følelse. Da hun har taget vandet får jeg lov at gå tilbage til afdeling E, hun siger så at jeg skal gå over og vente på jeg får veer, og hvis de ikke er kommet inden 2 timer som jeg ikke skal regne med, skal jeg over på fødegangen og have ve drop. Jeg går ud og når ikke mere end 10 meter så har jeg den første ve. Jeg kommer over på afdelingen og veerne hagler bare ned over mig, efter en time bliver jeg tilbudt en rygmavsbedøvelse, men takker nej, efter yderlige en halv time tør de ikke have mig på E mere, og jeg bliver kørt over på fødegangen. Her beder jeg om at få bedøvelsen alligevel, da jeg kun er 1 cm åben og jeg ikke har mere energi og ikke kan holde ud og have veer uden pause. Den kommer så efter 1½ time, og den blev min bedste ven.
Da jeg så er 5 cm åben er jeg klar til at begynde at presse hvilket jeg jo ikke må, og jeg syntes det er hårdt at der skal gå så lang tid inden jeg kan få lov at arbejde.
Da jeg så endelig er 10 cm åben, presser jeg lige indtil han står langt nede og de kan se ham, for så begynder det at gøre sindssygt ondt, og jeg begynder så at presse oppe i hovedet, hvor jordmoderen så siger at jeg ikke presser rigtig, og jeg skal presse ham ud. Jeg prøver men kan virkelig ikke få mig selv til det da det gør så ondt, og man jo ikke har lyst til at gøre noget der gør ondt.
Hun siger så til mig at hvis jeg bliver ved sådan tager et 25 presseveer mere, men hvis jeg presser igennem tager det kun 3, og så skulle hun sku få pres, så var han ude efter 1.
Da jeg fik ham op på maven sagde han ingenting og jeg var ved at gå i panik, og blev nærmest hidsig på dem, for de skulle få ham til at sige noget, men Paw siger der kun gik 30 sek. før han sagde noget, men det føltes som lang tid.
Det vidste sig jo så også at der havde været en grund til det havde gjort så ondet, og det havde været fordi han var stjernekigger med hænderne under hagen. Han kom tilverden den 28 december 2008 kl 18,23.
De have ikke opdaget han stod forkert, før hans hovedet kom ud, ellers havde de taget ham ved kejsersnit, hvilket jeg er glad for de ikke gjorde. For det vare en fantastisk følelse at få ham op på mave.

Ud af mine anstrængelser fik en fantastisk dejlig lille prins på 3050g og 50 cm, han fik topkarakter men det samme.

Men det er helt sikkert den bedste oplevelse jeg nogen siden har haft, og jeg glæder mig til jeg skal opleve det igen. Og næste gang gør det nok ikke så ondt hvis h*n står rigtig.