Fødselsberetning Jamie.

Hej alle sammen..

Tusind tak for alle jeres hilsner og lykønskninger..

Jamie kom til verden d. 6 november 2008 klokken 03.10.

En rigtig lækker dreng på 2832 gram og 48 cm. Hovedmål 36 cm.

Han har klaret det over al forventning, eftersom at han kom 4½ uge for tidligt..

Nu til fødselsberetningen:

Tirsdag d. 4 november:

Kommer ind på FG for at blive sat i gang, de kører en kurve for at se hvordan han har det, og han har det super fint.. De undersøger mig indvendigt for at finde ud af hvordan de skal sætte mig i gang. Da det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at tage vandet, bliver jeg sat i gang med stikpiller. Vi bliver indlogeret på fødestue 2.

Første stikpille bliver lagt op, ud på eftermiddagen kommer der regelmæssige veer, som desværre ikke åbner mig. Har veer i otte timer hvor de så går mere og mere i sig selv. JM kommer og lægger mig til at sove for natten, hvilket jeg ikke synes var fedt, fordi hvorfor sætte det i gang hvis det bare lader det ebbe ud igen? Men jo, jeg skal lægge mig til at sove og samle kræfter til næste dag.

Har haft små veer hele natten, med store mellemrum, men har dog sovet en smule.

Onsdag d. 5 november:

JM kommer ind for at finde ud af dagens program, de undersøger mig indvendig og livmoderhalsen er blevet meget kortere, men stadig ikke muligt at tage vandet, så igen starter de op med stikpiller.
Pillen bliver lagt og ctg bliver kørt. Alt i orden.

Svigermor er uddannet zoneterapeut og kommer og giver mig zoneterapi for at sætte gang i det hele.. Så får tyve minutters zoneterapi også op og gå i en halv time, også igen zoneterapi i tyve minutter og op og gå igen. Det skal jeg love for sætte gang i tingene.

Vagtskifte.. Får selvfølgelig den JM som jeg havde joket med at vi ville få, som jeg betegner som landet fra mars. Vælger dog at se tiden an med hende.

Sidste behandling zoneterapi blev givet kvart i fire, og halv fem starter mine veer.

Har kraftige veer..

JM kommer ind og prøver ihærdit at overtale mig til at få et lavement, hvor jeg så fortæller hende at hun skal bestemt ikke stoppe noget som helst lavement op i min røv – OVERHOVEDET!
Hun prøver i en hel time at overbevise mig til det, men nej.
Jeg følte overhovedet ikke at hun havde styr på sine ting, hun skulle kører en kurve på mig, sætter begge bælter på, og står så og kigger på skærmen og undre sig over hvorfor ve-måleren ikke registrere.
Hun flytter rundt på den på min mave, hjælper ikke. Hiver i ledningen – hjælper ikke..

Måtte så lige minde hende om at hun måske skulle sætte stikken i selve apperatet for at det måske ville virke? 

Hun tilkalder en læge som skal komme og skanne mig da hun har mistanke om at Jamie har vendt sig. Lægen kommer og skanner og heldigvis er hendes mistanke ubegrundet. Jamie lægger fint.

Efter nogle timer kan jeg ikke længere holde smerterne ud og beder om at få en epidural, igen begynder hun med hendes lavement og prøver at bilde mig ind at for at man kan få en epidural skal man have et lavement, forklarer hende så temmelig tydeligt at med de to andre har jeg også fået epidural og aldrig nogensinde sammen med et lavement, så det kan jeg vel få igen? Herfra holder hun heldigvis op med hendes lavement.

Bliver gjort klar til epidural, men der går noget tid, da narkosen er i gang med at udføre et kejsersnit.

Epiduralen bliver anlagt, og virker optimalt. GULD!

Vagtskifte.

Får nu den sødeste JM og JM-studerende.

De kan nu tage vandet.

Vandet skal tages under kontrollerede forhold da jeg jo har for meget fostervand og Jamie ikke lægger fast. Dermed iver det risiko for at navlestregen falder ud når vandet tages. Så en JM skal stå og holde Jamie oppe ude på maven, mens de to andre hjælpes til at tage vandet og kontrollere det.

Uheldigvis kommer den tidligere JM og skal hjælpe til med at tage vandet. Hun får til opgave at holde Jamie oppe i maven på mig. Hvilket hun bestemt ikke kunne finde ud af. Hun står og trykker ned på min mave, så den anden JM siger til hende: Susanne du må ikke trykke ned af, du skal holde barnet oppe.

Ingen reaktion – JM prøver nu igen: Susanne, IKKE tryk nedad. Sådan her ( Også viser hun hvordan. )

Endelig reagere hun.

Vandet bliver taget og det sprøjter ud for at sige det mildt. Det er som at tænde for en haveslange.
Det sprøjter ud over JM og ud over mine ben, så blev total klistret i fostervand.
Ud kommer halvanden liter.
Ha tænker jeg, så er det slut.
Næ næ.. De fortæller mig nu at det sidste vil rende stille og roligt ud samtidig med veerne, og det største skyl kommer sammen med Jamie.

Torsdag d. 6 november:

De snakker nu om at de gerne vil tømme min blære, siger så at jeg gerne vil prøve at tisse selv først, så får et bækken at sidde på på sengen, og det jeg så ikke lige havde tænkt over var at jeg ingen kontrol what so ever havde over mit underliv, så jeg tisser total vildt og tisser direkte på gulvet. Total underlig følelse og det griner vi en smule af. Det var virkelig grænseoverskridende, men ikke at gøre.

Samtidig med at jeg tisser render fostervandet helt vildt.

Da det jo er 4½ uge før termin lægger Jamie overhovedet ikke fast og lægger faktisk meget højt. Så derfor skal jeg samtidig med veerne presse ham ned og få ham til at stå fast og for satan hvor gjorde det ondt.

Klokken 02.55 står han endelig fast og jeg begynder at presse ham ud.

Samtidig med at jeg presser falder hans hjerteslag meget, og retter sig ikke hurtigt nok igen, så der skal tages blodprøver fra hans hoved, det gør de to gange og de lægger lige på grænsen.

Klokken 03.10 føder jeg lille Jamie, han skriger med det samme.

Efter 5-10 minutter på min mave kommer han over på børnebordet og bliver undersøgt af Børnelægen, han trækker vejret selv, men med en smule besvær. Så han skal ned på neonetal. De kører af sted med ham, og den stolte far følger fint med.

Jeg skulle blive liggende da de skulle have min livmoder under kontrol så den ikke trækker sig sammen for hurtigt, da jeg så risikere at miste meget blod.

Jamie kommer på neonetal og får cpap i ca 10 minutter så klarer han det hele selv. Han ilter sit blod 100 % og trækker vejret perfekt. Han skulle bare have starthjælp.. 

Bjarne får lov til at tage Jamie med op til mig på FG, og derfra går vi så sammen ned på neonetal med ham.

Vi bliver indlagt dernede, da Jamie ikke har kræfter nok til at tage al sin mad selv.

Han sutter rigtig flot og tager meget af sin mad selv, det sidste får han så i sonde.

Da han er 9 dage gammel kommer vi hjem på orlov og bliver udskrevet da han er 11 dage.

Jamie er en glad og tilfreds dreng som elsker at putte i armen på enten mor eller far.

Han spiser vildt godt, og tager fint på.

Han mener dog ikke at man skal sove hele natten, så efter det første måltid gider han ikke altid sove igen og bliver total frisk.. 

// Inge-Lise – Nu mor til 3 vidunderlige unger.