føles som min familie er død.

Argh, har simpelthen ting der skal ud, og ville gerne høre hvor mange andre der har det ligesådan .. :usikker:

Jeg havde manden, hunden, huset haven bilen og bebsen..
Vi voksede fra hinanden, hans utroskab, og hans pludselige hash rygning..
var ikke det jeg ønskede,,

så smuttede.. fandt ud af at vi åbenbart sad i gæld.
Røg i RKI. og på kontanthjælp..
min familie var ikke glade for mit valg om at flytte med min datter.
jeg hørte for min økonomiske skandale, mit valg om at flytte alene, ytrede jeg mig om at lige nu var tingene lidt svære, fik jeg i hovedet, at det var selv valgt..

okay det var baggrunds historien.

jeg kæmpede mig ud af RKI, og alt gæld.
blev gælds fri for 3 måneder siden. arbejdede så meget man nu kunne ved siden af barn og skole.
fik etaplerede et hjem, nyt netværk. en stabil økonomi. i dag sidder jeg godt i det 🙂
går til eksamen om 3 måneder. min datter har venner, sport, og et godt og kærligt hjem.

alligevel, snakker min familie ilde om mig. :usikker:
De opføre sig direkte flove over mig.

de besøger mig ikke, halvdelen kender ikke min vidunderlige datter.

de kan ikke tilgive mig for at smutte fra manden.
at være ung og enlig mor.. :huh:

i dag har jeg verdens dejligste kæreste. han er sød, charmerende, tager mig med ud, og viser mig jeg er elsket. han er færdig uddannet, har styr på sit liv.
og er ikke kun god mod min datter men simpelthen har intaget en rolle. de går så fint i spænd..
han er det mest romantiske, rolige, dejlige og intelligente menneske jeg kender. kærlig og altid opmærksom på min datters og mine behov.
han er den der sørger for at vi oplever verdenen..
og jeg har aldrig følt mig mere elsket.. eller elsket en mand højere end ham.
nitten er. jeg fandt mit livs kærlighed mens jeg var i forhold med faren til barnet.. og jeg måtte ikke gå, det udløste en skandale i familiens øjne, at jeg til sidst fik gjord det alligevel..

men halvdelen af min familie vil ikke snakke til ham når han er der. og ignorere mig O_o

min x, var elsket i familien, på trods af jeg var ulykkelig ,, meget den sidste tid.
vi var venner ikke elskere, ikke et forhold. bare venner der boede sammen :usikker:

Jeg føler simpelthen et fly er styrtet ned og min familie sad på det.
de har intet godt at sige, på trods af min succes i livet,
på trods af jeg har alt og mere til, er dybt lykkelig.
når ikke jeg tænker på de mennesker der nærmest fornægter min og min datters eksistens..

jeg har få familie medlemmer der er der. og som jeg ved elsker min pige højt.
men med tanke på hvor meget familie jeg har, er det ringe.

jeg føler simpelthen, at de har krav, jeg ikke kender til eller kan leve op til.

og nu står jeg på den skillevej, hvor jeg simpelten har valgt,
at jeg ikke kommer til dem,
nu må de komme til mig..

er bare i tvivl om at det faktisk vil ske..

jeg tænker på hvor vidt andre måske har følt tab af familie ved at få barn tidligt,, eller ved at blive enlige mødre :huh:

for i mit hovede er det her simpelten for langt ude nu.. :hammer: