Forsinket fortælling, men fantastisk fødsel

Da jeg er ny herinde, og min datter allerede har fejret 1-års fødselsdag, ved jeg ikke om det virker dumt at skrive om hendes fødsel, men blev så opløftet af at læse nogle af de andre beretninger, at jeg tænkte “hvad fanden, så skriv den dog”… så det vil jeg gøre, også selvom det er ved at være et stykke tid siden.
Min termin var sat til 4. september, så i ugerne op til begyndte min kæreste og jeg for alvor at forberede os; pakkede taske og blev lidt paranoide og for op hver gang jeg mærkede så meget som et lille spark. Men der skete intet. Jeg havde hørt at det ikke var unormalt at gå 14 dage over tid, men min mave var blevet ret stor, så jeg kunne ikke andet end at ligge på sofaen og være rigtig irriterende og irriteret. 16. september blev jeg 19 år, og jeg var på ingen måde i humør til at fejre min fødselsdag – det eneste jeg var opsat på var at føde mit barn. Men min kæreste insisterede på at dagen skulle fejres, med eller uden baby. Vi gjorde derfor klar til en lille fødselsdagsfest. Kl.12.00 ankom mine forældre som de første, og i det sekund min mor udbrød “har du ikke født endnu” (sagt i spøg, da hun udemærket godt vidste at jeg var ved at blive sindssyg) gik vandet.
Derefter gik alt – overraskende nok, eftersom hele graviditeten havde trukket ud – rimelig hurtigt. Jeg fik veer omkring 5 timer efter, men så var alt tilbage ved det gamle, og alt trak ud. Det virkede som om, at der gik kortere og kortere tid mellem veerne til at starte med, men lige pludselig var det som om, at der nærmest var stilstand, og lige langt mellem alle veerne. Jeg var ved at blive sindssyg.
Kl.01.45 skete der endelig noget, og fødslen gik ind i den sidste fase – sjælendt har jeg været så glad og så bange på samme tid. Det var sejt og smertefuldt og jeg blev ved med at råbe, at de skulle droppe det og fortælle babyen at fødsel var aflyst, for jeg var virkelig ikke i stand til at føde noget som helst, der var større end en Barbie-dukke. Men kl.02.02 17. september 2006 var det hele overstået – fødselsdelen – og jeg sad med min lille dejlige datter i armene. Det var helt ufatteligt, og jeg kan stadig ikke beskrive hvilken lykke det var, men heldigvis kender I jo selv til den. Det var som om jeg fandt helt nye kærlighedsdepoter frem…
Jeg havde længet slået mig selv oven i hovedet fordi jeg var blevet gravid som 18-årig, det var bestemt ikke planlagt, og jeg var i lang tid ikke sikker på om det var det jeg ville, men nu hvor jeg sad med Ophelia i armene, så forsvandt al den usikkerhed og hvad der ellers havde været af negative tanker, og jeg var bare glad og lykkelig.