Frygt for fødslen

jeg havde det lige omvendt af jer. jeg var møg nervøs i starten af graviditeten og var SÅ bange for at føde. men jo længere jeg kom hen, jo mere forsvandt frygten også og blev egentlig bare til spænding – til sidst ville jeg bare ha det barn ud!

mht smerterne – når du kommer på sygehuset så sig til jdm at du har det skidt med tanken om de store smerter og ddu bare vil ha alt det smertestillende du ka få. så ska hun nok være ekstra obs på dig.

mht det med at frygte noget går galt…det tror jeg alle gravide gør i mere el. mindre grad. det er vist en del af det at være gravid.

prøv at tænk positiv i stedet…tænk på du snart får den skønneste bebs i dine arme.

og nyd så det sidste af din graviditet..hvert eneste lille spark..man kommer til at savne det bagefter

Jeg havde det på samme måde efterhånden som min termin rykkede tættere og tættere på med Rasmus..

Bange for det ukendte – men havde jeg ikke den fjerneste ide om hvad man gik ind til udover det man havde set på tv samt hørt fra folk..

Men da først veerne begyndte var jeg slet ikke så bekymeret mere. Havde jo folk omkring til at hjælpe samt hver der skulle ske..

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at det ikke gjorde ondt.
Da jeg ventede min datter havde jeg det lidt på samme måde som dig. Man er bange for det ukendte.
Kan huske jeg var på rundvisning på fødegangen, og da jeg gik ud derfra ville jeg bare IKKE føde, men da jeg nåede terminen, var jeg blevet temmelig træt af den store mave, og kunne næsten ikke vente med at have mit barn i armene, så der forsvandt min angst. For nu skulle det bare overståes.
Jeg er ret sikker på, at når det går rigtigt i gang, så forsvinder din angst. Synes du skal tage en dag af gangen og nyde din store fine mave de sidste par uger.

Synes du skulle tage en snak med din jdm, og forklar hende hvordan du har det. Er ret sikker på at hun kan berolige dig.

Knus

Jeg har intet råd, men kan da berolige dig med, at jeg i starten af graviditeten var mega bange i midten tænkte jeg ikke så meget over den, og hen mod slutningen kom frygten tilbage. Men da jeg kom til fødslen, var jeg overhovedet ikke bange. Jeg tror det kommer helt automatisk, at når man får de første veer, så er man ikke bange- mere spændt og så bruger man sine krafter på at finde stillinger, hvor veerne ikke gør ondt i stedet 🙂

Ellers er et råd, der dog ikke er afprøvet, at du skal gøre op med dig selv- fortælle dig selv, at du altså skal gennem en fødslen, om du vil det eller ej. Der er bare ikke noget at gøre- basta! Tag en dyb indånding og “dyk ned”. Og så i stedet for at være bange, kan du måske bruge energi på, at tænke over hvordan du vil takle selve fødslen.
Og jeg lover dig, at bagefter tænker du bare- var det det? Var jeg virkelig så bange for det??

det er en helt alm fase du er igennem lige nu. men kan berolige dig med, at når du kommer til uge 38 og derefter, så er al frygt væk og så vil du bare gerne have det overstået.

vi kan nemt fortælle dig at så slemt er det ikke og det gør faktisk ikke så ondt igen, hvis bare man arbejder med veerne og ikke imod dem.

smerterne kommer jo gradvist som regel. man starter jo ikke ud med de sindsyge veer. hvis man gjorde det tror jeg ikke der var nogle der ville føde mere end et barn. SS
det skal nok gå godt.
og jeg kan garenterer dig at så snart du har dit barn i armene så er alt smerte væk, og du ville gører det igen imorgen.

Nadja1985 – Ikke alle kvinder kan føde… Men måske en god idé at tænke den tanke når man er i fødsel.. Har dog ikk selv prøvet at føde

lige præcis sådan der havde jeg det os.
men det kom helt naturligt da det så var
veerne gjorde jeg bare ville have det overstået, og j glemte helt j frygtede det.
jeg fik rygsmags blorkaden og kan KUN anbefale den.
den gir en pause midt i det hele.
den er bare ik sjov og få lagt.
er sikker på du nok skal klare det, ligesom alle os andre.
tror vi rigtig mange der frygter det “uvisse”