Glad og ensom

Jeg HADER at pive, men jeg bliver altså nød til at komme ud med noget..

Jeg er jo lige blevet uddannet.. Jeg var til eksamen d. 16/1 men M kunne ikke være der da han var på skole i Esbjerg, hvilket jo også er okay selvfølelig. Men da jeg ringer til ham får jeg ordene “flot skat, tillykke” OG DET VAR DET.. Der kommer ikke flere ord, ikke en gave, kort eller noget..

Til min dimission d. 26. januar har M været til eksamen dagen inden og fejre det med sin klasse om aftenen. Det er helt i orden med mig. Men til min dimission er han så træt og siger ikke meget men sidder der bare fordi han skal. Efter det officielle tager vi hjem, bare mig og ham for jeg vil sQ fejre det.Men M siger han bliver nød til at sove og han sover til kl. 18. Så kan jeg jo godt regne ud at hvis jeg vil fejre noget skal jeg selv planlægge det og så gør jeg det. Aftenen er bare kedelig og M er bare træt.

I går kom det store gennembrud så. Jeg fik arbejde selvom der er SÅ ekstremt stor mangel på jobs for radiografer. Jeg henter M om eftermiddagen og han er frustreret over sin praktik som han har været et stykke tid. Han spørger ikke engang til hvordan min jobsamtale er gået. Han sætter sig ind i bilen og efter lidt tid spørger han hvad vi skal have til aftensmad og jeg siger “det godt´i hvertfald” og han spørger bare tørt om jeg da har fået job og jeg revner af stolthed og smiler stort og udbryder bare JAAAAA! Jeg får igen bare et skævt smil og til tillykke og så er det overstået..

Hvorfor kan jeg absolut ingen reaktion få fra ham !?

Jeg brød helt sammen i går fordi jeg higer forfærdeligt efter noget opmærksomhed fra ham !

Jeg fik af vide af ham at jeg ikke giver ham plads til at være frustreret men det synes jeg altså jeg gør..

Jeg er kommet dertil hvor jeg ikke aner hvor jeg har ham.. Han praler aldrig med mig foran mig. Den der følelse af at han er vild med mig kan jeg ikke mærke. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. :græder:

Jeg har prøvet at snakke med ham flere gang, men det er som om han “bare” bliver ked af det men ikke tager det til sig og fordi jeg ikke ved hvor jeg har ham (føler jeg) så er jeg bange for at hvis jeg bliver ved med at pive så går han.. 🙁 Han siger han er “lige her”, men… åhhh…

Hvodan får jeg ham til at forstå at det har såret mit meget men at det ikke er fordi jeg ikke mener han må være frustreret over sin praktik..

Det burde bare være nogle super gode dage som jeg istedet har brugt på at være ked af det.. Jeg oplever kun denne succes, at blive færdig of få mit første job, en gang og det var bare kun mig der var helt vild glad..

Hvad gør jeg? Forventer jeg for meget?