Gråd er snak

Gråd er snak

Spædbørn græder, når de vil sige noget. Sådan er det i hele verden. Men babyer i Kenya og i Korea græder mindre end i Vesten.
Barnegråd er altid et råb om hjælp. Det er rigtigt, at nyfødte børn kan græde på samme måde som en treårig, men nyfødte har ikke nogen bagtanke med deres gråd. De ønsker kun have deres forældres opmærksomhed, fordi de har brug for mad, varme eller kærlighed.

Men rundt om i verden er der store forskelle på, hvor meget og hvor længe børn græder.

Godt to timers gråd om dagen
Undersøgelser fra USA viser, at spædbørn i USA i gennemsnit græder to timer og 15 minutter hver dag. Til sammenligning græder et barn fra Gusli-stammen i Kenya kun halvt så meget. Og i Korea viser de koreanske babyer ikke tegn på hverken kollik, aftengråd eller voldsomme grådanfald ved to-måneders alderen, som ellers er det tidspunkt, hvor babyer i den vestlige kultur skal have tørret flest tårer.

Et råb om hjælp
Gråd er en del af en kalde-svare dialog, som er beregnet til at få far eller mor til at reagere på et umiddelbart opstået behov. Jo højere børnene græder, jo værre har de det. Gråden er barnets ene­ste mulighed for at få hjælp, når det ikke selv kan klare problemet.
Den kenyanske Gusli-stamme har en talemåde, som beskriver, hvordan man skal forholde sig, når børn græder: “Hold om børnene, giv børnene mad, vug børnene! Så holder de (næsten) op med at græde – mere indviklet er det ikke.”

Naturfolk bærer deres børn tæt inde ved kroppen, fra de bliver født, og tager dem med sig overalt. De har en aktiv livsstil og lever i fri luft. Mødrene giver bryst, når barnet har brug for det og med korte mellemrum. Derfor har børnene ikke meget at græde over. Et kort vræl kan antyde et behov, og med den nære kontakt har man mulighed for at dække barnets behov med det samme. Et kalde-svar-system i fuld rytme.

Gråd stresser forældre
I vores vestlige verden forstyrres denne rytme af normer for børneopdragelse, arbejde og andre samfundsforhold. Vores livsstil er ikke foreneligt med at bære og være tæt på vores børn på den samme måde.

Der går ikke lang tid efter fødslen, før et lille barn får lov til at ligge og græde for sig selv, og signalerne om utilfredshed får en virkning, der er helt i modsætning til den oprindelige mening med den. Det bliver en væsentlig årsag til stress og fjendtlighed hos forældrene. Det lille barn lærer hurtigt, at gråd er den eneste måde at kommunikere med forældrene på.

Barnet vænner sig til kun at få opmærksomhed, når det græder, så det forventer ikke længere at komme i kontakt med sine forældre ved hjælp af mere diskrete signaler som små hvin og krops­bevægelser. Men forældre skal huske, at gråd hverken er en irette­sættelse eller en dom over kvaliteten af forældreindsatsen. Det er blot en ringetone, der efterlyser en eller anden form for menne-skelig reaktion.

Tag barnet op
Der findes ikke en sikker kur mod barnegråd. Alle babyer i alle kulturer græder, fordi det er deres forsvarsmekanisme i en uforudsigelig verden.

Den bedste måde at berolige et grædende spædbarn på er at tage det op. En undersøgelse fra 1990’erne fra England viser, at de babyer, der græder mindst, er de, der får bryst længst og bliver taget op med det samme.

At give barnet en sut, eller prøve at skifte til et andet mærke med modermælkserstatning er ikke nok til at trøste en ulykkelig baby.

Koreanske børn er sjældent alene
Når koreanske babyer er en måned gamle, tilbringer de 8,3% af deres tid alene. Amerikanske babyer er alene 67,5% af tiden. Babyer fra Korea bliver båret dobbelt så meget omkring som de amerikanske. Koreanske mødre reagerer med det samme på deres babys gråd, mens de amerikanske ofte ignorerer gråden eller venter med at reagere. Men den koreanske måde at opdrage spædbørn på betyder, at der hverken er alvorlig gråd eller kolik. Til gengæld bærer man barnet ganske meget og holder det med selskab. Det lille barn vil have en mor, der er engageret, og som reagerer på kaldesignalerne. Børn har brug for forældre, som beredvilligt besvarer deres gråd, som om den er et spørgsmål og ikke en anklage eller et forsøg på følelsesmæssig manipulation.

Rolig af berøring
Undersøgelser viser, at den bedste metode til at berolige et grædende barn er at tage det op. Barnet bliver beroliget af at blive holdt, også selv om det i virkeligheden kaldte for at få mad. Det virker også at skifte ble, selv om man bruger en våd ble til erstatte den gamle med! Det er med andre ord den personlige kontakt, babyerne ville have – de beklager sig ikke over den våde ble, og de er indstillet på at vente med at få sulten stillet. Desuden hjælper det ikke at fylde sultne babyers maver med mælk via en slange. De bliver alligevel ved med at græde, for de er stadig berøvet den sansemæssige oplevelse og fysiske kontakt. Det ser ud som om, at berøring er den faktor, der får barnet til at falde til ro.

Besværlige børn græder
Den vestlige verdens fortolkning af barnegråd adskiller sig fra det meste af verden. Af en eller anden grund insisterer vi på at dømme den ulykkelige baby som besværlig. Læg mærke til folks reaktioner, når de møder et stille, passivt, sovende og ualmindeligt føjeligt spædbarn. Nogle vil sige: “Er hun ikke flink?”, eller “Ham er der ingen problemer med”, eller “Hvor er du heldig!” Men de ulykkelige forældre er klar over, at deres babyer, der er stille lige nu, hvert øjeblik kan give problemer igen. “Åh, du skulle have hørt ham i aftes”, svarer forældrene måske: “Da var han oppe i to timer – så ville du ikke mene, han var så flink.”

Gråd irriterer os
Vi forbinder det at være en flink baby med at være en passiv baby. Derfor er det vanskeligt at leve med et ulykkeligt spædbarn. Faktisk bliver vi ofte advaret mod for meget indføling, fordi man fejlagtigt mener, at det kommer i vejen for forældrenes kontrol. Gråd er ikke et signal, vi forsøger at være opmærksomme på, men mere en irritation, vi forsøger at undgå. Vi er så fastlåste i vores kulturbestemte reaktion på spæde børns ulykkelighed, at vi glemmer, at i andre samfund fungerer det gammeldags alarm-reaktion-system.

Skændigt at barnet græder
I løbet af de sidste mange århundreder er vores irritation over babyers gråd blevet forvandlet til en aversion. Lyden frastøder os. Dette står i modsætning til opfattelsen andre steder i verden, hvor langvarig barnegråd er tegn på, at en forælder ikke reagerer hurtigt og indfølende nok. Man ser ikke en dyd i at lade barnet græde, men betragter det derimod som skændigt.

Et eller andet sted mellem disse to ekstremer findes en bred vifte af mulige reaktioner på den ulykkelige baby. Der er kun et princip, som synes at gælde for babyer overalt. Grædende babyer kan være mere irriterende end de kulturelt set “flinke” eller passive – men de grædende har størst chance for at få deres fundamentale behov dækket.