Gravid og kæmpe dilemma!!

Ja.. Jeg har så lige fundet ud af i dag at jeg er blevet gravid.. PÅ P-PILLER! – Hvad er oddset lige for at det sker når man tager sine piller som man skal??

Tog en test fordi at jeg havde en mistanke, og den blev positiv. Men altså ved så ikke lige hvor langt jeg er. Jeg havde sidst mens d. 4 november, så jeg må være lige omkring test dag.

Er ærlig talt helt rundt på gulvet og har svært ved at tro på det. Netop fordi jeg har taget p-piller.. :usikker: Tænker lidt at det må da være løgn – Fordi:

Sagen er den at jeg i sommers blev gravid.. :græder: Samme fyr men situationen var en anden der. Prøver at gøre en lang historie kort: Men for det første var det selv for skyldt kan man sige, i og med vi havde ubeskyttet sex og den var vi ikke kærester, men vi sås bare og havde gjort det et halvt års tid. Det dummeste jeg nok kan komme i tanke om jeg har gjort for det var det sværeste jeg nogensinde har været i.. Han meldte ud at han ikke ville være en del af det og så havde vi ikke kontakt fordi jeg havde udmeldt at jeg ville beholde det. Men efter noget tid blev jeg i tvivl, for det var bestemt ikke hensigt mæssigt at skulle stå alene nu, i en alder af 21 og i gang med uddannelse, og selvom jeg aldrig havde troet jeg ville få abort og jeg siden jeg var 14 har har gået og drømt om den dag jeg skulle blive mor og egentlig er lidt i mod abort, i hvert fald til mig selv, så fik jeg set fornuften i alligevel at få abort der og vente med at få barn.. Jeg har masser af år og nå det og ville gerne kunne tilbyde noget mere for mit barn. Det var super hårdt og svært, og gjorde dybt ondt inden i samtidig med en skyldfølelse.. Fik så den her abort i 10. uge og havde heldigvis ham og familien som god støtte. Tænker da stadig på det, men var nu ikke i tvivl om det var det rigtige og har holdt fast i at huske på den lettende følelse jeg alligevel havde inden i bagefter.

Så fandt ham der var far til barnet og jeg ud af der havde været mere i det, det halve år vi havde ses var mere end som så og så blev vi kærester og 1 måned senere flyttede jeg ind til ham.. Gjorde jeg i september og vi har det virkelig fantastisk sammen. :love: Så nu har vi kendt hinanden i næsten 1 år, været kærester i 4 måneder og boet sammen i 3. Han er i øvrigt 27 år.

Nå men begyndte selvfølgelig på p-piller den dag jeg fik aborten og været meget omhyggelig, netop pga af aborten.. Derfor virker det her så fuldstændig vildt og uvirkeligt at skulle være gravid… Er det bare meningen vi skal have barn nu eller hvad sker der lige? Ved slet ikke hvor jeg skal gøre af mig selv og hvad jeg skal tænke. Føler lidt det unfair når vi har passet så godt på og så det underligt at tænke på at jeg ikke en gang ville have født det første barn endnu. Sammenlignede symptomerne fra sidst og det fik mig altså til at teste og den var åbenbart godt nok..

For det så skal være endnu mere løgn, så er han ikke hjemme for han er i Kalundborg hjemme hos sine forældre. Aftalen er så jeg kommer i morgen og så der julefrokost i hans mors firma hvor vi inviteret med. Så:
1. Kan ikke en gang fortælle ham det føler jeg. Vil simpelthen ikke snakke om det over en mobil og vil heller ikke fortælle det hjemme hos hans familie i morgen og lige inden julefrokosten starter. Så skal gemme på det og lades som ingen ting til vi kommer hjem – Tanken er svær synes jeg..
2. Hvordan tackler jeg det lige i morgen.. De må ikke få mistanke, når jeg siger nej til at drikke alkohol som ligesom ligger i kortene. Nogen der har en smart idé? Kan jeg mon på en eller måde få dem til at tro jeg drikker det, uden at gøre det. Ej det virker lidt åndssvagt at skulle gøre det, men kan slet ikke overskue og sidde der til en julefrokost og skulle benægte det og vil også være synd for min kæreste synes jeg.

Tankerne flyver rundt for magter simpelthen ikke gå det samme igennem men det jo stadig ikke hensigt mæssigt, og er lidt “nervøs” for hvad han vil sige. Synes vi allerede har gået meget igennem sammen, så er også bekymret for hvor meget vores forhold ligesom kan klare på så kort tid.. Vores forhold er stærkt men det 2 graviditeter på kort tid. 🙁 Vil for alt i verden ikke miste ham, men abort igen er også bare puha.. Det var så hårdt psykisk og har aldrig grædt så meget.. Tidspunktet er bare så dårligt. Kæresten er blevet fyret fordi der ikke er arbejde. Han arbejder med film og reklamer så lige nu lever han på a-kasse og jeg på overlov til 2. feb, så får ikke nogen indkomst indtil jeg starter igen hvilket strammer økonomien lige nu og påvirker derfor også fremtiden da vi ikke bare kommer op bum sådan med det samme. Jeg blev nødt til at stoppe min praktik pga af praktiske årsager, så det 3. gang nu jeg skal i praktik (pædagog studerende) og SKAL og VIL og ved jeg kan. Første gang bestod jeg nemlig ikke fordi jeg lagde mig med kyssesyge og havde lang tids sygdom. (Aldrig har jeg været så syg.) Er endda også flyttet skole til Kbh fordi det ligger tættere på hvor jeg bor nu. Først var jeg kommet ind til efter denne praktik, men fik så lov til at flytte det til at starte i ny praktik der, så føler også jeg ligesom skal bevise hvad jeg kan på den nye skole men også omgangskredsen.. Men så ville jeg kun lige kunne nå at få den færdig før jeg vil have termin og i graviditet kan der jo også opstå noget fravær, men det selvfølgelig ikke sikkert. Føler bare ikke det en mulighed fordi jeg netop skal bevise hvad jeg kan.. Og hvis hvis nu siger at vi vælger at skulle have det her barn, så skal jeg også til at have overlov igen. Ergo endnu en udskydelse af min uddannelse og så der det vores lejlighed er lidt for lille på nogen og 60 kvm og så har vi to katte os. Men samtidig så har jeg det jo også sådan at det “kun” praktiske forhold og meget kan man godt ændre hvis man vil og vi ellers godt ville kunne klare det og blive gode forældre. Vi har også snakket om at ham og jeg skal have børn sammen..

Føler bare det hele er dumt og pinligt.. For hvordan ser folk, læge på mig, når det er så tæt på hinanden.. At jeg er sådan en uansvarlig en der bare tror jeg kan få abort i tide og utide? Men altså var jo virkelig ikke med vilje denne gang og havde aldrig troet jeg ville stå i sådan her situation.

Kan i se mit dilemma?
Det var godt lige at lufte mine tanker lidt, og tak hvis i har læst med så langt her. Det jo noget af en smøre jeg alligevel fik skrevet.