-
Indlæg
-
Jeg ønsker ikke at nogen genkender mig åbenlyst i dette topic, så derfor har jeg valgt en anonym bruger.
Jeg har et problem herhjemme. Eller det er så spørgsmålet om jeg har et.
Jeg har snart været sammen med min kæreste i 5 år (jeg er 22 og han er snart 23), og vi har en dejlig søn sammen på 20 mdr. Tingene er gået op og ned for os, men som regel har vi haft det skønt sammen og min kæreste er en god far til vores barn.
I en del dage har jeg nu gået og tænkt lidt. Tanken om at det nu skal være os to for altid er begyndt at skræmme mig. Han er den eneste jeg nogensinde har været sammen med. Hidtil har jeg været lykkelig over at han har været mit nr. 1 altid og altid vil være det. Og jeg føler et eller andet sted at mine følelser om gerne at ville have prøvet noget andet er forkerte. For jeg har det jo udemærket.
Jeg har også gået og set godt på ham og har fået den allerværste følelse af at han ikke rigtig tiltrækker mig så meget mere. Jeg ved ikke om det er de ekstra 20 kg han har taget på i de senere år, eller om det er hans helbred der nager mig. Samtidig i det senere år har han nemlig døjet utrolig meget med sit helbred. Hver morgen (og det er ikke en overdrivelse) vågner han og har ondt et sted eller er syg og dårlig (alt fra mavepine til stress, rygsmerter, ledsmerter, osv). Og det har taget meget på vore kræfter at han går og har det mere eller mindre dårligt konstant.
Jeg har sagt til ham at han bør gøre noget for sig selv, ikke kun for sin egen skyld men for min og hans søns også. For han hjælper sjældent til herhjemme pga dårligheden af en eller anden art, og det tager på mine kræfter at være “den der lige klarer ærterne”.
Jeg føler ikke jeg har mere energi til at se ham ligge i sengen (som han gør i dette øjeblik) og høre ham sige “åh, skat, jeg har ondt!” for selvfølgelig piner det mig at han har ondt, men jeg har ikke altid lige meget energi til at pyldre om ham. Ikke når det er hver dag. Og der er altså ikke noget kronisk i vejen med ham, hans imunforsvar er dårligt pga forhenværende stress som heldigvis er på tilbagetog, og så har jeg hans store cola-forbrug under mistanke for at give ham mange maveproblemer.Jeg elsker ham, det gør jeg. Og det piner mig virkelig at se ham sådan. Han ligner slet ikke den jeg forelskede mig i. Dengang var han ernergisk og fit og super-lækker efter min mening.
En hel anden ting er at en af mine gode venner er begyndt at lægge an på mig (og han er faktisk rigtig pæn) og jeg føler mig simpelthen så smigret. I forvejen er mit selvværd ikke altid helt i top, men når han skriver så føler jeg mig ganske okay. Jeg ville ikke kunne finde på at være utro, men jeg synes det er så rart med smiger at jeg heller ikke nænner at sige stop til ham (så længe han kun skriver). Hvis ejg havde været single så havde jeg sprunget på ham med det samme, og det er vel ikke særligt respektfuldt sagt når man tænker på min kæreste, som elsker mig og ikke aner at jeg går med de her tanker.
Jeg kan bare ikke få mig til at sige alt det her til ham. At jeg overvejer vores forhold pga hans helbred og attraktivitet, for burde jeg ikke elske ham som han er?Jeg har det bare heller ikke godt med at tænke på at gå fra ham. Overhovedet. Jeg har ikke lyst til at stå alene med vores søn og jeg har ikke lyst til at ligge alene i sengen om aftenen og om morgenen, jeg synes det er trygt at han er her. Men alligevel er jeg ked af det, uden at kunne fortælle ham det.
Desuden ville han tage alle møbler med hvis han flyttede..
Jeg tror jeg er kørt død i det.Har i nogle råd til mig? Hjælp mig.. hvordan kommer jeg videre i det her? 🙁
Først og fremmest det gør mig ondt du har det sådan, det er ikke nemt.
Jeg ved ikke hvordan du skal tackle det, desværre.
Men du skal i hvertfald overveje, om din tvivl er blevet forstærket fordi der nu er en anden fyr der giver dig opmærksomhed. Når man har problemer i parforholdet, eller der i hvertfald er noget man ikke er tilfreds med, kan det at en anden lægger an på en, medvirke til at man tvivler endnu mere.Men på den anden side skal du jo heller ikke blive i forholdet fordi det er trygt, og det er lige præcis det der er vanskeligt i sådan en situation, elsker man stadig eller er man der pga. trygheden.
Jeg ved ikke hvad jeg skal råde dig til, andet end at du må tage en snak med kæresten om hvordan du har det, selvom det er svært og så skal du selvfølgelig gøre op med dig selv om du vil arbejde på at ændre det eller om du er der hvor det er bedst i går hvert til sit. Jeg ved det er nemmere sagt end gjort.
Det gør mig virkelig ondt at du står i denne situation.
Mange knus og tanker
@Maria85 wrote:
Først og fremmest det gør mig ondt du har det sådan, det er ikke nemt.
Jeg ved ikke hvordan du skal tackle det, desværre.
Men du skal i hvertfald overveje, om din tvivl er blevet forstærket fordi der nu er en anden fyr der giver dig opmærksomhed. Når man har problemer i parforholdet, eller der i hvertfald er noget man ikke er tilfreds med, kan det at en anden lægger an på en, medvirke til at man tvivler endnu mere.Men på den anden side skal du jo heller ikke blive i forholdet fordi det er trygt, og det er lige præcis det der er vanskeligt i sådan en situation, elsker man stadig eller er man der pga. trygheden.
Jeg ved ikke hvad jeg skal råde dig til, andet end at du må tage en snak med kæresten om hvordan du har det, selvom det er svært og så skal du selvfølgelig gøre op med dig selv om du vil arbejde på at ændre det eller om du er der hvor det er bedst i går hvert til sit. Jeg ved det er nemmere sagt end gjort.
Det gør mig virkelig ondt at du står i denne situation.
Mange knus og tanker
Jeg tror ham vennen har været med til at forstærke min tvivl, han har nok fået mig til at tænke mere over det . Jeg ved ikke om det er godt eller skidt.
Jeg ville meget gerne kæmpe for det hvis jeg kunne. Hvis han ikke ønsker at gøre noget for sig selv og sit helbred (for det kan han, han orker det bare ikke, og det tager sin tid) så kan jeg jo ikke hjælpe ham 🙁 jeg kan godt motivere ham, men han lader til at være træt af mig der snakker om at han nu også skal til at i gang. Hvis jeg vidste at han aldrig har tænkt sig at gøre noget, så vil jeg ikke være med længere.. men det ved jeg ikke. Jeg håber stadig.
@Anonymus wrote:
@Maria85 wrote:
Først og fremmest det gør mig ondt du har det sådan, det er ikke nemt.
Jeg ved ikke hvordan du skal tackle det, desværre.
Men du skal i hvertfald overveje, om din tvivl er blevet forstærket fordi der nu er en anden fyr der giver dig opmærksomhed. Når man har problemer i parforholdet, eller der i hvertfald er noget man ikke er tilfreds med, kan det at en anden lægger an på en, medvirke til at man tvivler endnu mere.Men på den anden side skal du jo heller ikke blive i forholdet fordi det er trygt, og det er lige præcis det der er vanskeligt i sådan en situation, elsker man stadig eller er man der pga. trygheden.
Jeg ved ikke hvad jeg skal råde dig til, andet end at du må tage en snak med kæresten om hvordan du har det, selvom det er svært og så skal du selvfølgelig gøre op med dig selv om du vil arbejde på at ændre det eller om du er der hvor det er bedst i går hvert til sit. Jeg ved det er nemmere sagt end gjort.
Det gør mig virkelig ondt at du står i denne situation.
Mange knus og tanker
Jeg tror ham vennen har været med til at forstærke min tvivl, han har nok fået mig til at tænke mere over det . Jeg ved ikke om det er godt eller skidt.
Jeg ville meget gerne kæmpe for det hvis jeg kunne. Hvis han ikke ønsker at gøre noget for sig selv og sit helbred (for det kan han, han orker det bare ikke, og det tager sin tid) så kan jeg jo ikke hjælpe ham 🙁 jeg kan godt motivere ham, men han lader til at være træt af mig der snakker om at han nu også skal til at i gang. Hvis jeg vidste at han aldrig har tænkt sig at gøre noget, så vil jeg ikke være med længere.. men det ved jeg ikke. Jeg håber stadig.
Jeg ville sådan ønske jeg kunne holde op dig, give dig et knus og forsikre dig om at det hele nok skal gå.
Jeg kan ikke se nogen anden udvej end at du snakker med kæresten og fortæller ham hvordan du har det, og hvor alvorligt du mener det. Sådan at hvis han vil have du bliver og I skal få det til at fungere så kræver det også noget af ham. Du kan jo ikke hele tiden gå og håbe på der sker noget. For som det ser ud nu, lader det jo ikke til det. Og selvfølgelig påvirker det dig at se ham sådan. Du elsker ham ja, men du kan heller ikke blive ved sådan, og det er ganske forståeligt, og det skal han vide, og så har du noget at basere dit valg nu fra. Som sagt jeg ved godt det er nemmere sagt end gjort. Men tror bare slet ikke han ændrer sig, hvis ikke du snakker med ham om det. Ja han bliver sikkert såret og måske vred i starten, for det er jo ikke sjovt at få at vide. Men det er også den eneste mulighed for ændringer. Jeg håber så inderligt det hele løser sig for dig.
Endnu et kram herfra@Maria85 wrote:
@Anonymus wrote:
@Maria85 wrote:
Først og fremmest det gør mig ondt du har det sådan, det er ikke nemt.
Jeg ved ikke hvordan du skal tackle det, desværre.
Men du skal i hvertfald overveje, om din tvivl er blevet forstærket fordi der nu er en anden fyr der giver dig opmærksomhed. Når man har problemer i parforholdet, eller der i hvertfald er noget man ikke er tilfreds med, kan det at en anden lægger an på en, medvirke til at man tvivler endnu mere.Men på den anden side skal du jo heller ikke blive i forholdet fordi det er trygt, og det er lige præcis det der er vanskeligt i sådan en situation, elsker man stadig eller er man der pga. trygheden.
Jeg ved ikke hvad jeg skal råde dig til, andet end at du må tage en snak med kæresten om hvordan du har det, selvom det er svært og så skal du selvfølgelig gøre op med dig selv om du vil arbejde på at ændre det eller om du er der hvor det er bedst i går hvert til sit. Jeg ved det er nemmere sagt end gjort.
Det gør mig virkelig ondt at du står i denne situation.
Mange knus og tanker
Jeg tror ham vennen har været med til at forstærke min tvivl, han har nok fået mig til at tænke mere over det . Jeg ved ikke om det er godt eller skidt.
Jeg ville meget gerne kæmpe for det hvis jeg kunne. Hvis han ikke ønsker at gøre noget for sig selv og sit helbred (for det kan han, han orker det bare ikke, og det tager sin tid) så kan jeg jo ikke hjælpe ham 🙁 jeg kan godt motivere ham, men han lader til at være træt af mig der snakker om at han nu også skal til at i gang. Hvis jeg vidste at han aldrig har tænkt sig at gøre noget, så vil jeg ikke være med længere.. men det ved jeg ikke. Jeg håber stadig.
Jeg ville sådan ønske jeg kunne holde op dig, give dig et knus og forsikre dig om at det hele nok skal gå.
Jeg kan ikke se nogen anden udvej end at du snakker med kæresten og fortæller ham hvordan du har det, og hvor alvorligt du mener det. Sådan at hvis han vil have du bliver og I skal få det til at fungere så kræver det også noget af ham. Du kan jo ikke hele tiden gå og håbe på der sker noget. For som det ser ud nu, lader det jo ikke til det. Og selvfølgelig påvirker det dig at se ham sådan. Du elsker ham ja, men du kan heller ikke blive ved sådan, og det er ganske forståeligt, og det skal han vide, og så har du noget at basere dit valg nu fra. Som sagt jeg ved godt det er nemmere sagt end gjort. Men tror bare slet ikke han ændrer sig, hvis ikke du snakker med ham om det. Ja han bliver sikkert såret og måske vred i starten, for det er jo ikke sjovt at få at vide. Men det er også den eneste mulighed for ændringer. Jeg håber så inderligt det hele løser sig for dig.
Endnu et kram herfraTak, det er sødt af dig.
Har hele tiden tænkt på os og set os i fremtiden sammen, så får helt ondt i maven over at overveje at spolere det hele 🙁
Og så ved han nok slet ikke at der er noget galt med forholdet. Jeg tror at HAn tror at vi har det så godt… vi har da små komplikatiober engang imellem, ofte over hans ligegyldighed overfor hans helbred, men han ved ikke at det er i den grad. Så det bliver en omvæltning. Har en del at tænke over selv..Anonymus: Det er så lidt. Det er også svært sådan noget, men selvom det er en ringe trøst så husk på det ikke er dig der ødelægger det. Det kan godt være du overvejer om det skal være jer, men din kæreste har jo også ansvar for om det fungerer.
Det bliver en omvæltning, og jeg håber det løser sig for jer. Men hvis ikke han er indstillet på forandringer, så vil du på sigt for det bedre uden ham.
Som sagt håber jeg selvfølgelig I finder ud af det sammen.
Jeg håber du finder modet frem til at tale med ham om det.Mange tanker herfra
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.