Har brug for et flyvespark

.. helt om i rygsøjlen! Jeg ved altså snart ikke hvad jeg skal gøre ved mig selv. Det her burde stå i min dagbog, men orker snart ikke at skrive flere romaner om den dumme mand som gang på gang får mig til at græde. Til at føle mig dum og ligegyldig.

Han har så travlt med at tvære ud i fjæset på mig at vi skal være gode venner. Jeg gør alt hvad jeg kan for at vi kan blive det, og ringede så til ham her for en time siden.

”Hvad laver du?”
”Gulv”
”Okay, jeg ville bare have kigget forbi og sagt hej”
”Jeg gider ikke høre på tuderi, og du kommer bare til at stå og glo for jeg skal nå langt i dag”
”Okay jeg kommer ikke så”
”Fint, hejhej”

:græder: :græder: :græder:

What?! Hvordan kan jeg elske den mand? Han taler til mig som om jeg bare er en hæmoride han har siddet på de sidste mange år :usikker:

Jeg vil så gerne videre, og over ham – og bliver åbenbart alligevel ved med at håbe at han måske ændre mening og begynder at se de ting som jeg kan se.

Christ altså! Andre som skal være med i ”Jeg hader mænd” – klanen?
😛