Har sagt til ham det er slut..

Jeg vil først sige, at jeg elsker min kæreste overalt på jorden. !
MEN……
hans alkohol forbrug, skuffer mig..
da vi blev kærester var han jo nok som de fleste ungkale, han drak en masser bajere i weekenden, men passede sti job 100procent i hverdagene..
men jeg fik så det stoppet lidt, jeg syntes ikke han SKULLE ha’ pils hver gang han var sammen med gutterne.. og det hjalp meget på forbruget.,.
efterhånden drak han engentlig kun til fester og andre begivenheder.
MEN når han er fuld bliver han SÅ ubehagelig, ikke kun over for mig, men for alle andre, der er ikke ret mange der kan lide ham når han er fuld, han bliver provokerende, vil slås og tror han er så “STOR” kun jeg og hans mor kan få ham til at slappe af igen, og ærligtalt jeg bliver virkelig flov over at han er sådan.
kan næsten mærke folk tænke (hvad vil hun dog med den nar!) det gør mig rigtig ked af det, for i ædru tilstand er han jo jorden sødeste menneske, og verdens bedste far!
nogen vil sikkert tænke, jamen, sig det dog til ham.. til det kan jeg kun sige at det siger jeg HVER eneste gang der går over min grænse, hvilket er næsten hver gang.. men det hjælper ikke en skid.. jeg har flere gange taget væk en dag eller to bagefter, og han kommer da også og undskylder, men han gentager det jo næste gang..
men nu er dråben faldet.. i sidste weekend, var vi til firma fest, hvor han igen drak sig fuld, han lever efter det princip, (drik så meget du kan, når det nu endelig er gratis!) hvilket jeg vil vove at påstå han lever fuldt op til.. desværre..
han skulle op kl seks dagen efter, óg vi tog da også rimelig tidligt hjem, meeenh, han skulle jo lige ind på den lokale og ha den sidste øl, sammen med et par venner, jeg gik hjem, og to timer efter kommer der en MEGET fuld, og MEGET træt daniel hjem..
og jeg belv igen meget meget ked af det.. det skal lige siges at jeg kæmper med deprission, og stres og jeg har meget let ved at blive ked af det, og meget svært ved at komme oven på igen, ofte går der en uges tid inden mit humør igen er “normalt” og nu, efter vi har fået Alexander er jeg begyndt at overveje om det er det værd, førhen kunne det jo være ligegodt om jeg var ked af det, for det gik jo kun ud over mig, men nu, ja, jeg er virkelig bange for det går ud over Alexander, at “mor er trist” og det ønsker jeg virkelig ikke.. !
så nu har jeg sagt til Daniel hvad jeg tænker, og den eneste, nemmeste, og hurtige løsning er vi går hver til sit, for jeg magter ikke at tage kampen om med mig selv, og bare lære at leve med det, det er for svært lige nu..
hans kommentar lød bare “jamen så stopper jeg bare helt med at drikke, for jeg vil ikke miste dig!”
nu er spørgsmålet bare, om han nu mener det? og om HAN kan leve med det.. altså må indrømme at det var jo ikke det jeg havde håbet på han sagde, håbede vi kunne finde ud af at vi bare ikke går i byen sammen hvis han skal være fuld, og ikke drikke sig fuld til MINE familiefester, han egne må han selvom, for de kender ham jo trods alt.. men han syntes at det bare er nemmere helt at stoppe så..
men det tror jeg bare ikke han kan indfinde sig med.. suk.
hva siger i, ? er jeg bare en strid kælling, der sætter sin kæreste i bås? eller kan i godt forstå mig?
i må gerne spørge om andet, da jeg er helt alene om dette, og vil bare gerne lige bebrejde det lidt med andre..

(har lavet dette som et dagbogs indlæg også, men tænkte jeg ville få flere meninger ved at lave en tråd også)