hun blev taget fra mig

Det er i dag 10 år siden min elskede farmor pludselig blev revet fra mig….. Hvordan fanden kunne hun bare give op og lade mig stå alene i en verden som jeg slet sket ikke følte jeg kunne klare uden hende??

Hun havde altid været glad, og kunne slet ikke blive sur på mig. Jeg var hendes kælledække, og fik aldrig et nej….. Jeg var hos hende og min farfar hver dag, kunne slet ikke forestille mig en dag uden hende. Mine forældre spurgte tit om jeg ikke lige så godt ku flytte der hjem, og tanken om det varmede dybt i mit hjerte, for ingen steder følte jeg mig så godt tilpas som hos hende…..

Pludselig lagde jeg mærke til hun blev tyndere og tyndere, mere og mere irretabel, kunne jeg slet ikke forstå for det var langt fra sådan jeg kendte min farmor….. Familien spurgte hende om der var noget galt, men hun benægtede. En dag blev det min far for meget og han tog ned til deres fælles læge… Han kunne så fortælle at min farmor var ramt af kræft i noge tarme i maven, men havde nægtet behandling (hun havde sygehusskræk) Hun havde ikke ville fortælle os noget da hun ikke ville såre hendes familie, ikke engangmin farfar viste besked…. Hun blev alligevel overtalt til at blive indlagt, og gik igennem en opration for at få fjernet kraften, dette foegik onsdag den 18 marts 08. Torsdag gik uden problemer…. Fredag tog jeg efter skole ned for at besøge hende, og hun så meget afkræftet ud, men jeg tænkte ikke vider over det og gik glad derfra…. Min far havde samme år 10 års jubilærum ved Falckog skulle derfor holde fest for de andre brandfolk, de var inviteret til kl 18.00…. Kl 17.10 sidder jeg på mit væresle og er ved at sy en strop i en bh da jeg høre tlf ringe, min far tog den og samtalen var meget kort. Jeg gik lynhurtig ud i køkkenet, og kunne med det samme se på min far hvad der var galt…. Derefter husker jeg intet, det hele er meget tåget og det føles som om mit liv gik i stå….. Et hold venner til mine forældre var hjemme hos os, og konen kom ind tilmig og forsøgte at trøste mig, men intet hjalp…. Min farmor, min elskede farmor havde forladt mig…. Mine forældre kørte på sygehuset, mens vennerne blev hos mig og min søster. Brandfolkene begyndte at komme, men blev sendt hjem igen….. Omkring 18.30 tiden ringede min mor så hjem og spurgte om jeg havde lyst til at komme ned og se min farmor. Det havde jeg, uden at vide hvad jeg gik ind til. Kom ind i lokalet, samme stue som hun havde ligget på da jeg om eftermiddagen få timer før dun døde besøgte hende…. Hun lagde bare der, var så ferdfyldt og smuk, men alligevel meget skræmmende. Min mor spurgte om jeg ville røre hende, men det havde jeg ikke lyst til, at se hende var nok for mig.

Vi tog allesammen derefter hjem til os, og havde trods alt en rigtig hyggelig aften….

Få dage senere skulle vi sige farvel til hende i kapelet inden hun skulle begraves dagen efter. Hun lagde der i hendes flotte hvide kiste, med hendes smykker på, og syntes det lignede hun havde et smil på læben…. Tanken om det var sidste gang jeg skulle se hende blev for meget for mig, og jeg brød sammen og væltede huklende sammen på gulvet, jeg kunne slet slet ikke forstå at hun bare havde kunne give op, svigte os og at jeg aldrig skulle stå på hendes fødder mens hun dansede gennem stuen mere, spise hendes dejlige mad eller med hende på camping….

Hun blev begravet, og jeg husker intet fra den dag, det hele ligger meget fjernt….. Jeg græd, og syntes livet var uretfærdigt….. Ønskede hende tilbage, men uanset hvor meget jeg ønskede det og stadig ønsker det så bliver det aldrig anderledes. Nu lever hun i himlen, i mine minder og ikke mindst i mit hjerte…. Jeg savner hende hver eneste dag, mangler hende i mit liv, og kan stadig ikke forstå hvorfor netop hun skulle dø….

Elsker hende mere end noget andet,og det vil jeg altid gøre….

Farmor, fred være med dig, du vil altid være dybt i mit hjerte….. :0(

/Louise