Hvor er det bare typisk…

Hver gang, der sker en forbedring her, så er der straks noget andet, der trækker en helt ned igen. Har det virkelig sådan “hvorfor sker det ALTID for mig?!”

Som jeg har skrevet, har jeg langt om længe fået et job. Første dag i går, og jeg kan rigtig godt lide at være der. Så bliver det jo ikke bedre.
Desværre har min kæreste ligget de sidste par dage med mange smerter, så fik Lucas passet hos svigermor. Hun skulle også passe hans fætter, så de kunne jo “lege” lidt sammen.

Men, men, men… Vågnede i nat og Lucas var bare brændende varm. Tjekkede hans temperatur og den var 40,2. Fik ikke sovet meget og om morgenen var den stadig høj, så han kunne ikke blive passet der alligevel, hvis han nu skulle smitte hans fætter.
Var i syv sind, for måtte bare ikke melde mig syg allerede 2. dag. Ringede desperat til min mor, der er på ferie syd for Stevns, og beklagede min nød.
Heldigvis var hun så sød at bruge en (camping)feriedag på at passe ham, og det er altså en køretur på næsten 2 timer hver vej. Hun er bare den bedste!

Tog så på arbejde og kom lidt væk fra det hele. Da jeg havde fri, fik jeg så at vide, at min kæreste var blevet indlagt. Det er ikke noget meget alvorligt, men han skal nok blive indtil søndag.

Tog forbi sygehuset og hentede derefter Lucas hjemme hos min mor.
Han har stadig feber og er meget pylret.

Hvorfor lige nu? Ville bare godt nyde lidt medvind, men må bare ikke være glad, uden at have et eller andet at bekymre mig om:(

Mine 2 stakkels drenge. Hvor er det bare typisk, altså.