Hvordan lyder dette? (Laaaangt)

Det er aldrig børnenes skyld.. En historie om et skrøbeligt barnesind.

Håber nogen gider læse det her.. Selvom det er så langt

Har i nogensinde været rigtig bange for noget? Det har jeg. Jeg har været bange for at stå alene. Bange for at være ensom. Bange for ikke at kunne slå til som menneske. Bange for at dø alene. Bange for at dø og vide at ingen vil komme til min begravelse. Jeg har aldrig haft en rigtig familie, og heller ingen venner for den sags skyld.

Jeg husker kun min mor svagt. Jeg husker ting vi lavede sammen, ting vi holdte af og ting vi græd over. En dag havde mor købt mig en jakke, det blev far bestemt ikke glad for. Men der var koldt ude, og jeg havde brug for jakken. Jeg husker at mor smilende fulgte mig ind på værelset og roligt lukkede døren, selvom vi begge to vidste hvad der skulle ske. Det var ikke første gang far slog på mor, og det blev desværre heller ikke den sidste. Mor døde da jeg var 10. Hende og far havde været oppe at skændes.. over mig. Mor tog til sidst bilen og kørte væk i vrede. Far var gået, og jeg var på vej i seng.

Det ringede på døren, og igennem vinduet skimtede jeg en sortklædt person som hvilede i det blåblinkende skær. Det var en betjent. Han ville tale med far, men han var endnu ikke vendt hjem. Far kunne sommetider være væk i flere dage. Betjenten tog mig med hen til mormor, men fortalte ikke hvorfor. Det var heller ikke nødvendigt, jeg havde allerede regnet ud hvad der var sket.

Jeg har aldrig kunnet finde ud af hvis skyld mors død var, men jeg har altid følt at det var min. Det var jo mig de skændtes om den aften, og far kunne kun være enig med mig i at det var min skyld, men det er aldrig børnenes skyld. Det sagde mor også altid. Det er aldrig børnenes skyld at verden er ond. Det er os voksne der gør dem onde, og lærere dem at det er det rigtige. Det nytter ikke at lægge problemerne over på børnene, de kan ikke løse dem. De kommer bare til at tro på at det er deres skyld. Men det er det ikke. Det er det aldrig.

Da mor var død blev far underlig. Han begyndte at.. Ja.. Han kom ind til mig om natten.. Jeg frygtede altid at han skulle komme. Jeg lå søvnløs og stirrede hen på min dør som plejede at stå på klem, men den aften havde jeg låst den. Når lyset bredte sig i værelset, vidste jeg at det var far der kom.

”Du beder selv om det”. Der er da for helvede ingen børn der selv beder om at være sammen med voksne! Jeg var bare et barn for helvede! Det ødelagde mit liv! Se på mig! Se hvordan han ødelagde mig. Der er ingen der forstår det. Desto mere jeg holdte det for mig selv, desto mere indelukket blev jeg. Men efter den nat kunne jeg ikke mere, og jeg fortalte det til mormor. Da jeg endelig betroede mig til mormor ringede hun til politiet og fortalte hvad far havde gjort. Han benægtede selvfølgelig, og var på et tidspunkt også lige ved at overbevise mig om at det bare var noget jeg havde fundet på.

Jeg havde det meget dårligt efter retssagen.
Jeg kunne ikke kontrollere begivenhederne i mit liv, så for at have kontrol over noget, prøvede jeg at kontrollere min vægt. Men det gik helt galt. Man har ikke kontrol over noget som helst når man først har det sådan.

Snart kunne jeg ikke klare alt den psykiske smerte. Jeg måtte have noget fysisk modspil. Jeg startede med at bide mig selv hårdt i armen, når jeg blev alt for ked af det. Jeg fandt ud af at ved at skære i mig selv, kunne jeg opnå den tilfredsstillelse det gav mig, at få balance imellem den psykiske og den fysiske smerte. Det er et sted et råb om hjælp, for selv om jeg i lang tid dækkede mine rifter med langærmede trøjer, håbede jeg alligevel inderst ind på at nogen ville opdage at jeg virkelig ikke havde det godt.

Når du står der helt alene og ingen voksen har, som kan tage sig af dig, så er det meget nemt at komme ud i det forkerte selskab. Jeg begyndte at ryge og drikke.. Altså ikke at det er kriminelt, men jeg troede det gjorde mig sej. Jeg troede virkelig jeg var sej. Jeg vil ikke sidde her og lyde som en bitter kælling, men det far udsatte mig for da jeg var barn, resulterede i at jeg fik et akavet forhold til mænd da jeg blev ældre. Jeg begyndte at trække på gaden som 17årig for at få penge til tøj. Jeg bildte mig ind at pengene gjorde mig lykkelig. Jeg mødte en pige som havde været igennem nogle af de samme ting som mig, og vi blev veninder. Hun introducerede mig for en verden af stoffer, og hurtigt opdagede jeg at hvis jeg bare sniffede et par baner var det ikke så slemt at skulle have sex med de mange mænd. I virkeligheden græd jeg indvendigt og lod en film køre inde i hovedet om en lykkeligere fremtid.

Jeg kom i behandling bagefter. Efter nogle måneder var jeg clean, og jeg begyndte i terapi, og det hjalp mig til at komme videre i mit liv. Når du er aller længst ude. Ikke kun der hvor du ikke kan bunde, men helt derude hvor du ikke kan se land mere.. Så kan det godt være svært at holde dig oppe. Du føler hele verden har vendt dig ryggen. Men prøv engang at vende det om. Måske er det dig der har vendt ryggen til verden. Der er en lille redningsbåd derude et sted. Havet er så uendelig stort, og et eller andet sted må der sejle en båd der vil samle dig op. Det kan godt være at det ikke er den første båd du møder på din vej, men den er der. Der er altid en der vil samle dig op. Måske er det ikke lige den du forventer der vil gøre det, som gør det. Måske vil det være en som du slet ikke havde regnet med. Ikke alle er så lige glade og uforstående som du tror. Tro ikke at det er en kunst at skubbe folk fra dig, for det er det ikke. Desto flere du skubber fra dig, desto flere vil ikke skænke dig en tanke. Hvis du er villig til at give folk en chance, vil de også være villige til at give dig en igen. Prøv at rejse dig fra stolen og forlad dit værelse. Måske er lykken lige ude foran din hoveddør, dine øjne har bare været for fyldte med tåre til at kunne opdage den. Og husk.. Det ER aldrig børnenes skyld.