Hvordan reagerede i selv på at blive gravide?

Jeg reagerer altid bagvendt i sådan nogle situationer.

Det var første forsøg og jeg var gået 10 dage over tid men testede hele tiden negativt, så på 10. dagen ville jeg begynde at teste for ægløsning så vi ligesom kunne “komme videre”, men så tog jeg også lige en sidste g-test når jeg nu var igang. Den var så svagt positiv. Så kaldte jeg på min kæreste og så tog vi en hver. (Det er i øvrigt en god måde at få noget at sammenligne med, hvis man ikke helt kan referere til de billeder der er på indlægssedlen. Mandens urin indeholder helt sikkert ikke hcg så her har man en god og simpel markør for ikke-gravid, såfremt man kan overtale ham til at deltage.)
Nu kunne jeg godt se at den var positiv. Min kæreste smilede og kyssede og omfavnede og jeg stod bare der kold og kynisk og sagde “Ja, den er da vist positiv.” Der gik mange uger før jeg kunne få mig selv til at sige “Jeg er gravid”, det var sgu lidt ligesom de der AA møder de altid har med på film.

De første mange måneder forventede jeg nærmest at få en påtale eller blive sendt hjem igen når jeg gik til læge og JM. Ventede bare på at få at vide at jeg var for ung og der var sket en fejl, det var en andens barn jeg havde snydt mig til at bære. Først efter at maven er blevet rigtig stor kan jeg gå igennem babyafdelingen i H&M uden at krympe mig og føle en underlig dårlig samvittighed. Kender nogen af jer det?

Er forresten heller ikke nået ud over “den”-stadiet endnu. Vi kender ikke kønnet og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at begynde at kalde fosteret/barnet ved kælenavne, men føler lidt at jeg skal det når nu JM og alle andre omkring mig kan. For mig er det stadig bare “den” og jeg må ærligt indrømme at jeg har dybere følelser for vores kat end for den bandit, der terroriserer mine indre regioner. Hvor er mit moderinstinkt?

Jeg blev rigtig chokeret og kunne slet ikke forstå det, for det var jo ikke lige med i planen, men der gik ikke længe før jeg vænnede mig til tanken om at skulle være mor og da det viste sig at jeg havde alle i min familie + min kæreste og hans familie til at støtte mig var der ingen tvivl om vi skulle beholde ham den lille i maven 🙂 Og nu ville jeg slet ikke kunne undvære ham, han høre bare til i mit liv og de små spark hver dag ville jeg ikke kunne undvære 😀
Han er det bedste der er sket for mig lige nu 😀

Jeg havde i et stykke tid gået og tænkt over om jeg måske kunne være gravid pga meget ømme bryster. Sirlig opfordrede mig så til at tage en test.
Tog så en test og den var posetiv,men troede ikke på det ,så ringede jeg til Sirlig og sagde jeg tror jeg er gravid,men at jeg lige ville tage 2 til,som så også var posetive :D.
Havde meget svært ved at tro på det, da det kom så pludseligt,men blev virkelig glad,for jeg ville rigtig gerne ha et barn 😀