-
Indlæg
-
Så er der igen piger herinde som bliver alene med deres poder. Der rejser atter det vigtige spørgsmål om hvorfor det er så svært at få et forhold til at fungere, især efter der er kommet børn til. Kender mange ikke hinanden godt nok? Har man fået børnene for tidligt? Har man forskellige forventninger til forholdet? Hvad er egentligt årsagen til at det går så galt for rigtig mange par med børn? Jeg tror selv noget af det skyldes at man ikke taler nok sammen eller ikke taler om de rigtige ting. Mange tror nok også at livet stadig er det samme efter babys (i nogle tilfælde babyernes (hehe)) ankomst og derfor tror alting kan være som det plejer.
Er det virkelig så svært at få det til at fungere i et forhold?
Knus
LMC
(i samme forhold på 9. år (snart 10. år) og gift i snart 6 år.)
Nu svarer jeg generelt, og det er ikke rettet mod nogen som helst herinde.
Jeg tror meget af det (ikke alt) skyldes, at folk ikke ved hvem de selv er, hvem deres partner er, og ikke ved hvem de er som par før de får børn.
Enhver part i et forhold har brug for at vide hvem de er, og ved de ikke det, så er det en sværere start på parforholdet, hvis man først og fremmest kun lærer sig selv at kende qua sit parforhold.
Så ender det tit med, at man går på kompromis med sig selv, finder sig i formeget for ikke at miste sig selv.
Og kender man ikke sin partner eller sig selv, så er det også ret svært at kommunikere, og fordi man får et barn sammen er det jo ikke ensbetydende med at man er et PAR – men bare 2 forskellige personer der “tilfældigvis” har fået et barn.
Kan komme med et eksempel fra min vennekreds.
Havde en god ven og en god veninde. De havde været kærester i næsten 8 år (boet sammen i 7 år).
Ingen af dem havde boet hver for sig, de flyttede direkte hjemmefra og sammen.
De kendte 😉 jo virkelig hinanden godt men de kendte ikke sig selv, da de aldrig havde været alene, og derfor så gik deres ægteskab også i opløsning efter 6 mdr, fordi de simpelthen fandt ud af at deres person ikke var andet end kompromiser.Heldigvis så havde de ikke nået at få børn sammen.
Jeg tror det skyldes alle de ting du lige nævnte. En baby er vel den ultimative prøve for et forhold da det jo er det største. Jeg tror mange fyre/mænd komme til at føle sig en smugle overflødige efter babyens ankomst og den første tid, da de jo ikk længere for så meget opmærksomhed a deres kæreste/kone og da der ikke er så meget for dem at gør i starten med den lille.
tror ikk folk taler nok sammen og kender hinanden..
må indrømme at vi selv er dårlige til at tale sammen i vores forhold, eller min kæreste er. Vi taler aldrig problemer til bunds og løser dem.. Alt fejer han af banen og så glemmer vi det igen…alt blir tiet ihjel..
Vi taler ALDRIG om noget..og tror heller ikke at jeg ville turde sætte børn i verden med ham endnu..
Er sgu ikk sundt at fortie problemer..og det skal vi have ændret herhjemme..
Godt spørgsmål LMC.
Herhjemme er vi sammen på 12 år, heraf 5 som gifte. Vi har været sammen siden vi var hhv. 16 og 18 år, flytted hjemmefra (fra hans forældre, hvor vi boed sammen i ca. 3 år) og sammen i eget hus, fik barn og blev gift efter 7 års forhold. Vi har da også haft vores problemer, men vi har løst det hen af vejen, vi er blevet voksne sammen og har “udviklet” os sammen, efterhånden blevet hiandens “bedste venner og fortrolige”, kunne ikke forestille mig et liv uden min mand. Vi har 2 hold bekendte, som også har været kærester siden skoletiden, jeg har snakket en del med pigerne om vores efterhånden lange forhold (deres forhold er længere end vores, da de er lidt ældre end os, de har også børn og er gifte) fordi vi alle møder den der “i vokser fra hinanden”.
Hvorfor så mange går fra hinanden ved jeg ikke, men måske fordi….
-man ikke kæmper nok for forholdet eller det kun er den ene part der vil kæmpe.
-mange møder idag, deres kæreste over nettet, kender ikke hinanden irl og har travlt med at stifte familie osv.
-kender nogle stykker, der troede de kunne redde deres parforhold, ved at få et barn (el. et barn mere) men det er bestemt ikke løsningen på problemerne, fandt de så ud af.
-snakker ikke nok sammen om problemerne.
…..Syntes nogen gange det godt kan virke som om nogen folk er utrolig desperate efter at få børn, at det godt kan ske ugennemtænkt.. Et barn kan bestemt ikk redde et forhold, og et barn bør heller ikk være det der redder forholdet. hvis forholdet ikk fungere uden barn, hvorfor i alverden så sætte et barn i verden, og tror det er løsningn på alt ondt.. Forstår det ikk.. 😕 Syntes mange folk opgiver for “nemt” jeg kender ihvertfald flere eksempler på det..og, det er synd specielt hvis der er børn indeblandet..
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.