Hvorfor kan jeg ikke bare give slip?

Jeg hader det simpelthen SÅ meget, jeg er alene hjemme hver dag fra jeg står op, klokken 21:30 kommer kæresten hjem, så spiser vi og går i seng, og sådan kommer det til at stå på i hele feb. mdr. også – det er selvvalgt, da kæresten gerne vil tjene alle de ekstra penge han kan før vores lille pige kommer til verden.

Men nu er det sådan at min familie bor ret langt væk, så i hverdagene har jeg ikke bare mulighed for at smutte hjem til dem, og derfor ser jeg dem også kun 2-3 gange årligt. Når, men sagen er som sagt den at jeg går herhjemme alene, og kan ikke lave ret meget grundet bækkenløsning, derfor vil min moar gerne have jeg kommer hjem og får lidt afslapning, opmærksomhed og bare generalt kommer lidt væk.

Rejsen koster 10** kr. så det er ikke bare en weekend, når selve rejsen også tager 7 timer, så det skulle være fra man-fre, da jeg gerne vil være hjemme i weekenderne.

Mit problem er så:
Jeg HADER at være væk fra min kæreste, vi har været sammen i 6 år, og selvom rejsen ikke engang er planlagt, og jeg bare kan melde fra, så har jeg så ondt i maven over at være væk fra ham, men på den anden side så er han jo alligevel ikke hjemme, jeg er så bange for at der skal ske ham noget imens jeg er væk, og frygten for aldrig at se ham igen, den gør så ondt. :græder:

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, og jeg hader at have det på denne måde, da det virkelig forhindre mig i at se min familie så meget som jeg egentlig gerne ville, men jeg savner ham bare så meget når vi er væk fra hinanden. :græder:

Så jeg kan blive her, velvidende om at jeg er alene og kun ser ham om aftenen en times tid inden vi går i seng, eller jeg kan tage hjem og blive forkælet af moar, og bedsteforældre, velvidende om jeg vil være så ked af det hver eneste aften når jeg ikke kan være hos ham.

Helt ærligt, det er jo ikke normalt! :huh: