Jeg er begyndt at skrive – LAAAANGT

Jeg er begyndt at skrive, vil gerne skrive om mit liv, måske en bog eller ja jeg ved ikke. Måske bare for min egen skyld. Jeg er nu gået igang, jeg starter fra da jeg blev gravid eller bliver der for meget. og tænkte om i vil læse hvad jeg har skrevet og fortælle mig om i syntes det er spændende og sådan? Det er jo lidt langt.

Det startede i september 2005 jeg var gravid. Jeg husker det tydeligt. Sms beskeder fra kæresten gik ind på mobilen. Kæresten spurgte hvordan det gik hos lægen. Tidligere på dagen havde jeg haft det dårligt. Boede dengang på et opholdssted på fyn. Lederen der fra syntes jeg skulle bestille en tid hos lægen, jeg kom til lægen. Den er POSETIV. Tårene væltede ud af mig, jeg kunne jo ikke sætte et barn i verden når jeg boede på opholdssted og hvad ville min mor ikke sige, ikke mindst min kæreste?. Jeg svarede ikke tilbage, kæresten var i skole og ville ikke have han skulle have det afvide før han fik fri, jeg ville ikke ødelægge hans dag i skolen. Jeg kom ned på mit opholdssted, pædagoerne sad i møde, så den første jeg mødte var vores madmor der nede. Jeg græd jeg kan huske jeg sagde jeg er gravid, madmor tog om mig og hentede min kontakt pædagog. Vi snakkede frem og tilbage de ville støtte mig i begge valg abort eller ikke. Jeg ringede til min søster, hun fik selvf. lidt et chok. Jeg spurgte hvad hun troede mor ville sige? hun sagde at hun nok ville blive sur og med de ord sluttede vi af. Kæresten skrev igen og nu begyndte han også at ringe. Jeg tog den, han spurgte hvad lægen sagde. Jeg græd han sagde jeg var gravid. Kæresten blev helt ude af sig selv. Hvad skal jeg gøre, hvad gør vi ved det og så blev der stille. Skal jeg komme hjem til dig spurgte han og jo tak det ville jeg da meget gerne have.Han kom, vi snakkede, han flippede ud, vi græd, han gik ned på togstationen for at tænke, der nede ringede til hans mor og fortalte han havde noget vigtigt at fortælle hende så hun måtte godt komme og hente ham nu, kæresten boede på daværende tidspunkt hos sin mor og besøgte mig hver Onsdag, han havde brækket hans arm så hans mor kørte ham i denne periode. Han kom tilbage efter sms beskeder til mig om han ikke ville leve mere. Jeg var i chok, det var hårdt, jeg græd og tænkte. Kærestens mor kom. Hun var sur, hun var sur over jeg ikke havde taget mine p-piller som jeg skulle, men det vidste kæresten jo godt. Hun skældte mig ud, jeg blev mere ked af det, pludselig sagde kæresten stop. Det her er lige så meget mit ansvar, jeg støtter hende i det hun vælger og sådan bliver det. Vi fik sagt farvel. Skriver lidt med kæresten, han skriver hans mor har sagt hun havde det som dengang hendes far døde. Jeg tænkte så måtte hun bestemt ikke have det godt. Han skrev senere til mig at hvis jeg valgte at få det barn ville han være der, han ville ikke have det barn skulle have en anden far, men det skulle ikke være med i mit valg. Jeg havde fået 2 dage til at tænke mig i og så skulle jeg til scanning for at se hvor langt jeg var henne. Skal man have abort er det jo inden 12 uger. Jeg kom der ind og allerede der havde jeg truffet mit valg. Jeg ville beholde det. Da jeg så den lille spir strålede det ud af mig. Jeg var 7 uger henne. Nogle havde prøvet at forberede mig på hvordan det ville være, men at ligge der og se en lille prik inde fra min mave er et øjeblik jeg aldrig glemmer, den dag vidste jeg at jeg havde taget den rigtige beslutning.
Der var mange der ikke var glade for mit valg, Skulle høre meningen fra 4 forskellige pædagoer som havde hver deres meninger, sagsbehandler fra min gamle kommune, min far som syntes det var noget pjat, han valgte at blive tavs i telefonen og min sviger familie som ikke kunne lide mig, da jeg fortalte lægen jeg ville beholde det frarådet hun mig det, jeg havde alle mod mig, hele systemet mod mig. Nu vidste jeg det ville blive en kamp og den kamp den ville jeg kæmpe, for jeg ville vise verden at jeg kunne være en god mor. Den dag jeg skulle fortælle min mor jeg var gravid husker jeg også tydeligt. Kæresen og jeg var i byen og besøge min mors venner, vi var på weekend hos dem. Om lørdagen tog vi ud til min mor. Jeg ringede til hende 20min før vi kom og sagde jeg havde noget jeg gerne ville fortælle hende. I de 20min fik hun mulighed for at tænke mange ting igennem. Kæresten og jeg kom ud til hende, jeg havde et scanningsbilled med. Jeg tog det frem, min mor ånede lettet op, hun tænkte kræft og intet kunne være værre end en dødsdom så graviditet væltede ikke hende af pinden. Hun ønskede os tillykke. Den jeg ønskede mest støtte fra fik jeg støtte af. Jeg vidste hvis jeg havde min mors støtte så skulle jeg nok klare det, for jeg vidste min mor ville støtte mig.