Jeg har mistet min farfar meget pludseligt

Jeg kan mærke at jeg stadig har brug for at dele min oplevelse med andre og få respons, så nu vælger jeg at skrive om det herinde.

Min farfar blev kun 77 og havde ikke været syg, han fik formentlig en blodprop som følge af at være diabetiker og ryger.

Jeg var på besøg hos min far som bor i kælderen hos sine forældre,og ved den lejlighed slår vi også altid et smut forbi olderne, som vi er tæt på og har boet hos hver anden weekend da vi var små. Den dag for 2 måneder siden blev det bare ikke helt som jeg havde troet.

Det har altid været sådan at min farmor trampede i gulvet hvis min far lige skulle komme op, det gjorde hun også denne dag, men ret voldsomt. Vi kiggede på hinanden, trak på skulderen også gik min far derop. Ligeså snart han var ude af syne fik jeg den mærkeligste fornemmelse i kroppen og jeg jeg løb derop. Det syn der mødte mig glemmer jeg aldrig.

Min farfar sad sammensunken på køkkenstolen, stadig med en tændt smøg i askebægret, min farmor halvt holdt ham mens hun holdt telefonen med den anden hånd,og min far stod ved siden af. De havde taget hans tænder ud og hans mund stod åben og så underlig sammensunken ud, hans øjne var halvt åbne og han var nærmest gul i huden. Jeg nåede at tænke at han var helt og aldeles død og der intet var at gøre mens mit hjerte hamrede for fulde gardiner og jeg bare tænkte nej nej nej!!
Jeg styrtede derhen og og flåede ham ned på gulvet, han var tung selvom han var en spinkel mand. Jeg beordrede min far til at lægge en pude under hovedet på ham, samtidigt med at jeg tjekkede puls og skreg til min farmor at hun skulle sige der var hjertestop. Jeg påbegyndte hjertemassage mens jeg dirrede over hele kroppen og dirigerede min far til at lukke munden på ham og give kunstigt åndedræt gennem næsen. Jeg talte højt 1 2 3…, det knækkede i brystkassen på ham, hørte min farmor græde og sige mit barnebarn giver ham hjertemassage nu. Jeg blev bare ved og ved og ved. Kom nu farfar råbte jeg og opdagede at tårerne væltede ned af kinderne på mig og dryppede på hans skjorte. Pludselig fik han lidt farve og der var svag puls. Ambulancen er på vej råbte min far og jeg til ham samtidigt bare hold ud. Så dukkede min kæreste op. Jeg glemmer aldrig angsten i hans øjne. Så gik han ud igen. Skal jeg overtage spurgte min kæreste og først der mærkede jeg hvor trætte mine arme var. han overtog og jeg gav kunstigt åndedræt. Det næste øjeblik kom ambulancefolkene løbende ind og tog over. De gav ham stød og intuberede ham. Det så så voldsomt ud og det lød voldsomt. arme og ben lettede fra kroppen og larmede højt når de ramte gulvet igen. I 50 min forsøgte de mens jeg prøvede at berolige min farmor der skreg og græd og rystede. Min far og min kæreste vadede forvirret rundt.
Så blev der stille derinde, og en af mændende kom ind til min farmor og mig i soveværelset. han behøvede ikke at sige noget, vi kunne se det i hans ansigt. Der var ikke mere at gøre. Vi skreg alle 4 og holdt om hinanden i en stor klump. Mens de gjorde ham i stand og lagde ham på en båre. Vi fik lov at se ham inden de tog ham med. Jeg kyssede ham på panden og sagde god rejse farfar. Også stod vi der og følte os helt tomme mens de kørte med ham. Bagefter måtte vi ringe rundt og fortælle hvad der var sket og aftale hvordan familien skulle komme ind på sygehuset. Der var vi allesammen samlet nogle timer senere for at sige farvel. Der var overvældende.

Han fik en smuk bisættelse, Blomsterne på kisten var pyntet med grøntssager fra hans elskede køkkenhave, og selvom det kan få mig til at grine lidt og det lyder lidt fjollet var det smukt! Hans yndlingssang Amazing grace blev spillet på trompet mens de bar kisten ud.

Og senere da urnen skulle nedsættes var de fleste af os samlet igen.

Jeg fatter stadig ikke at han er rejst, og jeg sørger stadig over tabet. jeg ryster og lader et par tårer mens jeg skriver dette. Jeg har aldrig i mit liv været så påvirket af et dødsfald før. Hele oplevelsen var så voldsom og spiller stadig for mine øjne, og tabet gør mere ondt end jeg havde forestillet mig, men det hjælper hver gang jeg fortæller/skriver historien endnu engang.

tak til jer der læste med så langt

RIP farfar æret være dit minde <3