kender i det?

Når dagen bare ikke er endt som man gerne ville have den skulle være!
I dag skulle vi lige så stille have forberedt det sidste til nadias 3 års fødselsdag. Alle tre sammen, men nej. manden gider ikke lette sig fra sofaen, nadia er spændt, træt, keder sig og gør alt det hun ved giver hende opmærksomhed. manden som jo til daglig ikke er hejmme har en meget kort lunte og alle tre koger vi op i løbet af dagen og til sidst kan man ikke snakke sammen uden enten at skrige af hinanden eller snerre eder af sig. Til sidst lykkedes det da at få Nadia til at falde i søvn. manden sidder stadig foran tvet og jeg er gået i koma foran computeren i protest mod at skulle klare det sidste selv når jeg også har måtte stå alen med alt det andet. Samtidig melder den dårlige samvittighed sig ikke overfor manden men overfor min lille pige som jo egentlig bare hele dagen har forsøgt at finde ud af hvad der foregår og vise på hendes måde at der var noget galt. Hvorfor kan man først se det når det er for sent. Nu har jeg så lyst til at gå op og vække hende og holde om hende og fortælle hvor meget jeg elsker hende. pis og kage er helt flov over vores måde at opføre os på foran vores barn