Kræftbehandling, en fortælling

Jeg sidder her og føler et stort behov for at komme af med nogle af alle de ting jeg har oplevet igennem de sidste 2 år. Meget af det er naturligvis for mig selv, for at jeg kan komme af med nogle af mine tanker, men det er også for alle dem der måske har spørgsmål, har undret sig over noget, hvis der er nogen der gerne vil vide et eller andet helt specifikt, eller måske bare gerne vil læse min beretning nu hvor den er lidt på afstand.

Jeg kan ikke sige dette stærkt nok- føler du der er noget galt i din krop, så gå til lægen! Det betyder ikke at du skal tro du er dødeligt syg fordi du er snottet i mere end 5 dage, men de fleste har en intuition, og det er den jeg fulgte da jeg blev syg.

Blev langsomt trættere og trættere, mistede appetitten og orkde simpelthen ingenting. Det var særligt hårdt psykisk fordi jeg kort tid forinden havde fået Lianna (2 år i dag), og selv pasningen af hende var helt uoverskuelig.. Jeg sov med hende når hun sov til middag, jeg sov hele natten uden at kunne vågne til hendes gråd.. og jeg følte mig frygteligt utilstrækkelig. Jeg gik som en søvngænger og kunne dårligt tænke en sammenhængende tanke..

Jeg tabte mig og opdagede hævede lymfekirtler i halsen og i armen. Gik til lægen fordi jeg fornemmede at der altså var noget helt galt- men først efter nogen tid tog lægen mig alvorligt. Mine blodprøver viste ikke umiddelbart noget problematisk, og selv da de tog en nålebiopsi af en af de hævede lymfekirtler kunne de ikke finde årsagen.

Jeg forstår godt at min mand var begyndt at tro jeg var hypokonder, for der var jo ingen der umiddelbart kunne finde en årsag- og træthed kan jo bare være dovenskab ikke?

Da jeg endelig fik et halvt svar på hvad jeg fejlede var manden på forretningsrejse.. Det var hårdt at sidde alene og få ord som “det ser ikke godartet ud” og “lymfomer” smidt i hovedet. De ville ikke give mig konkret svar, men enhver kan jo lægge to og to sammen med de ting jeg fik at vide den dag.. den 13. februar 2007

Et eller andet sted var det vel en lettelse følte jeg, at jeg endelig kunne sige at jeg sgu ikke bare havde været doven og ugidelig- men faktisk var dødhamrende træt og utilpas.

Tror jeg tog imod det hele som der kom derefter som jeg bedst kunne.. jeg accepterede tingenes gang, accepterede kemo.. ja jeg fulgte bare med “strømmen”. Stillede ikke mange spørgsmål, for koger man det ned er det jo- få behandling eller dø.. og får du behandling kan du dø alligevel.. Egentlig en ret trist udsigt, men hvad hjælper det at dvæle ved det når man under ingen omstændigheder kan forhindre det hvis det er det der “skal” ske. MEN derfor behøver man jo ikke sige, nå jeg er jo allerede død og nægte behandling..

Så jeg startede kemobehandlingen. Det var ret slemt med det intravenøse kemo, for jeg har meget tynde blodårer der ikke ligefrem springer ud af huden, og til kemo og blod må man ikke bruge den tyndeste nål- så av for helvede jeg fik da mange stik..

Bivirkningerne var faktisk slet ikke så slemme af den almindelige kemo, følte ikke rigtigt kvalme, jeg var jo allerede træt, så tågede egentlig bare rundt i en uoplagt tåge som var den samme som inden behandling.. MEN jeg fik dog feber.. ca. hver anden kemotur gav mig en infektion så jeg måtte på sygehuset og have antibiotika i drop i en uge.

Jeg hadede sygehuset, HADEDE det. Sygeplejerskerne virkede ligeglade og sure, de glemte mig og fik bare generelt opfattelsen at de syntes jeg var en latterlig lille pivskid. Det kørte mig totalt ned, jeg tudede så mange gange fordi jeg slet ikke kunne udholde tanken om ikke at være hjemme hos min familie, og jeg kunne da SLET ikke klare tanken om at ligge der og blive glemt..

Jaa ja, måske føler jeg mig lidt skidtvigtig, men det er sgu da ikke hver dag man får en sygdom man kan dø af, og i mit hoved skulle jeg jo have omsorg og opmuntring af personalet.. Det skete ALDRIG

Måske er jeg bare tissesvag psykisk, men den behandling jeg modtog når jeg var indlagt gjorde mig modløs og trist, jeg ville ikke snakke med personaletog blev utilnærmelig. Jeg ville jo bare have nogle kærlige ord og forsikring om at jeg var speciel, men det eneste jeg fik var personalets ligegyldighed og det var tydeligt de fandt mig irriterende.

Jeg trak mig ind i mig selv ca. halvvejs tror jeg og snakkede ikke rigtigt med hverken personalet eller manden mere, det hele fyldte for meget for mig og jeg følte jeg stod helt alene med det hele. Måtte tage alene til kemobehandling fordi manden skulle arbejde, og patientbefordring er da en fin opfindelse, men enormt trist og ensomt når man står i en presset situation.

Nogle gange var det kun mig der skulle køres, andre gange var der andre patienter, og nogle lugtede og uh.. nej det var bare ikke spor rart..

Efter 5. kemo skulle jeg have høstet stamceller til stamcelletransfusion efter 6. gang kemo og højdosis..

Højdosisbehandlingen havde nær taget livet af mig. At ligge på den afdeling som jeg hadede så meget i over 3 uger og bare hele tiden føle man var besværlig og irriterende og dum. Ja fysisk var det også frygteligt, jeg fik flammende røde fødder med sorte pletter i og de gjorde så ondt så ondt. Havde diarre i 1½ uge eller mere, fik svamp i mundhulen og kunne ikke spise.. alting gjorde ondt.. og jeg tudede og tudede.

Ja, jrg er et selvmedlidende fjols det ved jeg, men det er esomt, noget så ensomt at ligge der. Om der så havde været gæster der hele tiden ville jeg have følt mig ensom.

Da jeg endelig kom hjem var jeg fysisk og psykisk så afkræftet at jeg den første måned bare lå og stirrede ud i luften det meste af tiden.. Alting var et virvar af tanker og følelser og erkendelser der ikke var kommet op til overfladen under behandlingen, fordi jeg havde behov for ikke at spekulere for meget.

Jeg var træt og ødelagt- orkede intet..

Langsomt begyndte jeg at komme mig lidt.. så tv og stirrede ud i luften.. Tænkte mange mange gange at jeg sgu hellere ville hav eværet død. Selv det at komme på wc var svært, for mine fødder gjorde stadig ondt hele tiden og altid. og jeg tudede stadig..

Måske burde jeg have tudet af glæde, for scanningerne vasr ok og det så positivt ud, men det eneste der kørte i mit hoved var at de havde reduceret mig til et ingenting.

Jeg havde ingen livslyst, kunne dårligt gå, var frygteligt afkræftet både på krop og sjæl- ville have alting væk fra mig fordi jeg hadede den “de” havde gjort mig til.. 2 minutter med hoppende børn gjorde mig ør i hovedet, havde intet overskud til mine børn og jeg havde konstant dårlig samvittighed..

Nu var jeg jo færdig med behandlingen, og så forventes det jo at man altså kommer i gang med at leve igen

Men det trak ud. jeg kunne ikke forestille mig hvordan jeg skulle kunne leve når jeg dårligt kunne komme ud på wc 4 meter væk, når jeg ikke kunne overskue mine egne børn i mit hoved, når jeg ikke kunne opfylde mine ægteskabelige “pligter”, når jeg ikke kunne lave mad eller vaske tøj eller noget som helst.

Så tiden gik.. og jeg var desperat og frustreret, kunne ikke gå til systemet for f.eks genoptræning for al min tillid var væk, jeg kunne slet ikke klare tanken om at få trukket noget ned over hovedet og igen blive behandlet som en dum lille pivskid der ikke har noget at klage over..

Så vi flyttede til Andorra hvor mandens firma er. Troede det ville blive bedre det hele, men nej, jeg sad fast, min krop og sjæl var stadig ødelagt og udmattet og jeg magtede stadig ikke mere end max en time med mine helt vidunderlige børn.

Den dårlige samvittighed virkede dog ikke som en motivator men rettere en demotivator.. jeg havde velsagtens givet op. Så blev det marts og jeg fik begyndende nyresvigt og fik at vide at jeg ville være død om en uge hvis jeg ikke fik blod.

Fik ikke blod, men klarede den dog alligevel.. Og så langsomt begyndte jeg at vågne.. Vil ikke sige det gik hurtigt, men langsomt vågnede jeg op til nogle af de virkeligheder der omgav mig.

Jeg trivedes ikke i Andorra, og al medicinsk behandling skal man selv betale dernede. Thor (10 år) trivedes ikke og det spanske faldt ham meget meget svært så han gik ikke i skole og havde kun meget sporadisk social kontakt med andre end mig og hans far og hans privatlærer- og alt foregik på spansk.

Manden havde sin egen dagsorden i Andorra, men jeg måtte erkende at jeg selv og Thor IKKE kunne bo i det land- Thor havde brug for sin klasse i Danmark, og jeg havde brug for et system der har et sikkerhedsnet.

Så vi tog tilbage til Danmark den 3. juni og med megen møje og besvær er vi nu der hvor vi er i dag..

Det er hårdt at undvære manden og de to små- men jeg håber de kommer hjem næste år.

Hvad mig og Thor angår er det hårdt, men jeg ved det er det rigtige jeg har gjort.

Jeg går stadig meget dårligt og er stadig meget svag, men jeg har i det mindste en livsgnist nu som jeg ikke har haft meget længe.