Lily Malou’s historie.

Jeg valgte at lave et indlæg istedet for at potentielt lave en dårlig stemning i navne tråden.

For det første, tak for komplimenterne omkring min datters navn.

Vi mistede hende tidligt i graviditeten – egentlig var det vores eget valg at stoppe graviditeten så tidligt.

Ved NF skanningen kunne de se noget var helt forkert. Nakkefolden var næsten rundt om hele hendes krop og den var enormt tyk. Hun behøvede ikke engang at bøje nakken for at man kunne se den, den var tydelig fra det øjeblik hun begyndte at skanne. Den var frygtelig, frygtelig stor. Mener risikoen for kromosom fejl var nede og ringe på 1:5 eller deromkring.

Det blev hurtigt klart for os at der var noget helt forkert. Ikke nok med at nakkefolden var så stor, så havde hun væske i lungerne, omkring hjertet og i hovedet.

Vi blev sendt videre til Ålborg hvor vi kom til at snakke med op til flere læger, fik flere skanninger og jo.. den var helt galt.

Der var tale om en kromosom fejl kaldt turner syndrom, samt hjerte- og nyresvigt, hjerneskade (som de dog ikke kunne sige hvor svær ville være – men der ville være tale om multihandikaps). Og ja.. som jeg fik det afvide den gang, det var nærmest ondt at lade hende leve for hun havde ikke en chance for et normalt liv.

Istedet for at gennemfører graviditeten i en alder af 17 med den viden om at jeg før eller siden ville miste mit barn alligevel, valgte jeg at stoppe både hendes og min egen smerte før den blev hård for os begge at bære.

Mange af tingene har det taget mig et par år at få ud af lægerne på genetisk afd. som jeg også har været i kontakt med under denne graviditet. – vi fik hende obduceret, men fik kun en let gennemgang af det endelig resultat da lægerne ikke var sikre på om jeg psykisk kunne håndtere hele sandheden før senere. Dog har de aldrig kunne fortælle mig hvorfor det gik så galt. Der er ingen forklaring – der var ingen genetisk disposition for det, det var bare en af de ting der ikke må ske.

Det er snart 3 år siden, og vil sige det stadigvæk er enormt hårdt. At skulle leve med at have taget valget om ens eget barn skal leve eller dø, selvom valget på forhånd var taget – det var bare et spørgsmål om tid, er ikke noget nogen bør udsættes for. Jeg føler mig ufattelig velsignet over at få Samuel, men det at få barn efter at have mistet Lily er også præget af en kæmpe sorg og frygt for at miste igen.

Intet vil kunne erstatte Lily, hun er og bliver mit første barn. Hun vil altid mangle, der gør hun hver dag – jeg tænker dagligt på hende, hvordan hun ville have set ud, hvordan hendes stemme ville have lydt, hvilke ting hun ville have kunnet lide, hvilket menneske hun ville være blevet. Men der var nogen der ville det anderledes og jeg blev nødt til at tage en beslutning jeg skal leve med til den dag jeg dør.

Det er hårdt og jeg fortryder ofte – men alt hvad jeg gjorde, gjorde jeg fordi jeg elsker hende uendelig meget og et liv i smerte var ikke det liv jeg ønskede for Lily. Jeg gjorde det jeg følte jeg skulle som hendes mor. Jeg passede på hende, på den eneste måde jeg kunne. Selvom jeg til tider føler jeg fejlede hende som mor – så ved jeg inderst inde at det liv hun ville have levet ikke ville have været hende værdig. Al den smerte det stakkels pus skulle gennemgå bare for at forlade verden alt for tidligt alligevel var mere end mit hjerte kunne bære.

Nogle gange bliver man som menneske, og forælder, tvunger til at tage urimelige valg. Det her var bestemt en af gangene og jeg ønsker ingen skal opleve hvad jeg har. Det har lært mig at være taknemmelig for hver eneste lille gode ting man får, uanset hvor lillebitte den end er.

Undskyld det blev så langt.