Måske gravid…

Hej alle..

Først vil jeg sige at skrive dette, både for selvfølgelig høre hvad jeres meninger men også for at få mine egne tanker ud, og tænker at dette forum er en god måde også at gøre det på.
Nu må i ikke være for hårde ved mig vel 😉

I får heeeeele historien, så i advaret.. :b

Forhistorie
Jeg har ikke brugt ungmor.dk særlig meget, men da jeg lavede min bruger var jeg samme med min kæreste igennem 4,5 år og vi havde besluttet at begynde på projekt baby. Der skete så bare det at vi i maj i fælles beslutning blev enige om at gå fra hinanden og den dag i dag snakker vi stadig sammen som venner. Vi var nået dertil hvor vi blev enige om at vi var vokset fra hinanden og ikke havde så meget tilfælles mere. Men okay vi lærte også hinanden at kende da vi var 15, og derfra til nu udvikler man sig jo rigtig meget. Vi gjorde i hvert fald. (Er så 20 år nu)
Man kan sige det heldigvis var godt vi aldrig nåede at blive gravide.

Nå men efter vi havde slået op, startede mit nye liv som single og efter at tage lidt tid til at komme lidt ovenpå igen og vænne sig til den nye liv, så ville jeg også gerne ud og nyde livet lidt. I øvrigt var jeg meget afklaret med beslutningen om min eks og jeg ikke skulle være sammen mere så jeg følte mig klar til det nye kapitel i mit liv.

Det der så sker er:
Der er den her fyr som jeg altid har været meget tiltrukket af, men selvfølgelig aldrig gjort mere ved det da jeg havde kæreste på. Vi gik på uddannelse sammen (pædagogmedhjælper) og sidste sommer hvor min eks og jeg havde et par måneder fra hinanden, flirtede jeg med den her fyr… Men mere skete der heller ikke og jeg finder tilbage til min eks og det samme gør han (han gik IKKE fra hende pga af mig, det havde ikke noget med hinanden at gøre). Efter jeg færdig med uddannelsen snakker vi næsten sammen, måske fordi det nemmest og bedst når vi hver især har kæreste. Finder så ud af at vi begge har søgt ind på det samme pædagogseminarium, men vi skal ikke gå i samme klasse og vi havde jo alligevel slet ikke snakket sammen længe.
Da vi starter, kan vi sagtens hilse på hinanden og vi kan da også uden det akavet snakke sammen hvis vi står i gruppe sammen, men det var ikke sådan vi gjorde en masse for at opsøge hinanden hvis vi var alene.

Vi har ikke hinandens numre, men har da hinanden på facebook og msn (selvom vi jo så ikke har snakket). Et par dage før en af skolens fredagsbar skriver han til over facebook, og vi snakker bare helt normalt sammen hvorpå vi også snakker om at jeg da vist ikke har hans nye nummer men skriver så bare at han kan sende mig en sms når “må” få hans nummer.
Til fredagsbar skriver han først på aftenen en sms til mig og derfra tager det så fart for der kommer hurtig flirt i luften, og vi flirter hele eftermiddagen/aften. Det ender med at vi aftaler at mødes et sted og der står vi så og kysser lidt og det gør det lidt spændende det i det skjulte. Dog sker der ikke mere den aften og tager så lidt senere toget hjem. Vi snakker lidt over sms hvor han fortæller han ikke er sammen med sin eks mere, men han er ikke ude efter et nyt forhold allerede og bor stadig sammen med hende til han har fundet noget andet. Det jo fint han er ærlig omkring tænker jeg.

Tiden går, og får at gør historien bare lidt kortere så i løbet af sommerferien beslutter vi for at ses til noget uforpligtende sex og var begge enige i at det skulle forblive uden følelser.
Vi når at ses 3 gange, men kan godt se at jeg nogle følelser begynder at vokse, og det starter et dilemma. På en side vil man hellere pine sig selv og så fortsætte fordi man har følelser for ham og derfor jo gerne vil være tæt på ham, men fornuften sagde at det var dumt og jeg godt vidste det ville være bedre at stoppe og han i øvrigt ikke var den type jeg gik efter i en kæreste – Min fornuft og følelser arbejdede bare ikke sammen.

Sagens kerne
Her sidst vi var sammen (som så er for nylig) var vi så sammen for 3. gang og synes bare det blev hårdere og hårdere bagefter fordi jeg havde de her følelser i klemme som han ikke har. Så.. Senere den dag tager fornuften endelig over så skriver en sms hvor jeg vælger at ligge det ud som at jeg ville få følelser i klemme hvis vi fortsatte, og altså ikke som at jeg allerede har følelser for ham. Til det skriver han at det var helt ok og vi bare stoppede det der. Viser jo så også at følelserne ikke var gengældt.

Og nu kommer vi så til der hvor vi har dummet os så gevaldigt. Her sidste gang vi var sammen passede vi ikke på, og jeg fandt så ud to dage senere ud af jeg havde min ÆL. Det ikke altid jeg kan mærke den, men når jeg kan så jeg ikke i tvivl. Troede bare den havde været der, for den er så kommet på dag 20 (I fredags sent aften) i min cyklus, men troede før jeg fandt ud af det at det var en af de gange hvor jeg ikke kunne mærke det. Jeg ved jo så godt det lige er i dage der størst chance for at opnå graviditet, så nå går jeg jo bare og er så nervøs for det selvom jeg prøver at slappe af når det slet ikke er sikkert så kan jeg ikke lade være med at gå rundt og tænke på det.

Mine tanker
Det jo alt for tidligt at kunne sige noget om hvor vidt jeg er gravid eller ej, men går da med nogen tanker om hvordan og hvorledes og hvad jeg vil gøre hvis det er. Går også og er ekstra opmærksom på symptomer der kunne komme. Det rigtig dumt gjort af mig, og føler mig meget uansvarlig, men altså det jo også hans skyld for han ved jo lige så godt som mig at vi ikke beskyttet os = risko!
Havde lagt alle mine babyplaner på hylden da jeg gik fra min eks, men det fjerner jo ikke lysten til at blive mor. Jeg ved næsten allerede med mig selv at abort ikke vil komme på tale, men altså må tage den hvis det det viser sig at jeg står med 2 steger om ikke så længe.
Selvom det ikke er den samme fyr, så har jeg virkelig svært ved at tro på at det overhovedet kunne være muligt at jeg er gravid. For med min eks nåede vi da at prøve i 6-7 måneder og det nåede ikke at lykkes, så nåede jo også at blive skuffet en del gange og det præger mig nok bare endnu.

Alt i alt kan jeg bare ikke rigtig finde ud af hvad jeg skal håbe. For selvom det et uheld og jeg ved han ikke ønsker det, så har jeg stadig drømmen og lysten til at blive mor, og det alligevel ikke så lang tid siden at der var aktivitet omkring det at blive gravid. Ved jeg kan klar det, og har en fantastisk bagland jeg ved der vil støtte mig (mine forældre vidste godt at min eks og jeg var i gang og var begyndt at snakke meget om det). Men altså faderen ville helt sikkert ikke blive for glad og det spiller selvfølgelig også ind. Der rigtig meget at overveje. Men husker også på at trække vejret og så vente lidt og se til jeg evt. står med de 2 streger i stedet for min mens.

I meget velkommen til at skrive hvad i tænker om det og komme med jeres mening, og så kan det være jeg også kommer til at skrive mere en gang imellem om mine tanker her op til testdag/mensdag (som så bliver fredag d. 3 september).

Tak fordi i læste med så langt.
//Young_me