Igår var min forlovede og jeg en tur i Bilka, de havde nemlig et ordentligt restparti af Bundgaard sko til billige penge og selvom lillemanden stadig bor i min mave, så besluttede vi os for at se hvad de havde.
Da vi så skulle op til kassen går vi forbi en mor og hendes datter, moren sidder på knæ og kigger på nogle flyverdragter i Bilkas eget mærke. I mine øjne er der intet galt i dette, men jeg glor nok lidt vel meget, fordi moren simpelt hen bare så så rar ud og virkede super harmonisk i forholdet til sin datter. Jeg ved jo nok man ikke skal glo, og at moren ikke automatisk har kunnet tyde hvad mine tanker gik på, men… Idet hun ser op på mig, så siger hun henvendt direkte til mig “Ja de er jo fine nok til at lege i derhjemme”.
Da var det bare, at jeg indså – ok jeg er i dén grad på vej ind på ukendt territorie som førstegangsmor! Jeg siger til min forlovede, Guuud skal de have to dragter, det havde jeg da ikke som barn og så sagde min forlovede, nej hun var da bare flov over at købe en Bilkadragt… Men kan det passe?
Hvis man ikke har mange penge eller kender mærkerne, bør man så skamme sig eller skammer man sig bare??? Selv må jeg nok desværre indrømme at de glamourøse butikker trækker i mig, jeg er nok en mærkevaretøs – men jeg har faktisk aldrig, før igår, overvejet at man er flov hvis ikke ens børn er med på den dyre mode…
Hvad synes I?