Milles vej til verden…

Smider lige min fødselsberetning herind hvor den hører til 🙂

____________________________________________________________

Fødselsberetning

Lørdag d. 15 Sept. 2007 – Terminsdagen

Kl. 04:45 vågner jeg ved at jeg skal tisse, som jeg plejer at skulle på denne tid af døgnet. Først tror jeg at jeg er ved at tisse i sengen, så jeg skynder mig op. Slimproppen er ved at gå, og det tykkeste slim løber ned af mine ben. Prøver at holde på det, for at gå ned på toilettet, men det vælter bare ud.
Ringer til fødegangen, da jeg er i tvivl om det er vandet, men får at vide det bare er slimproppen.
Jeg går i bad, og vil gå i seng igen. Når kun lige at falde i søvn, før veerne starter. Først er de meget milde, og med ca. et kvarters mellemrum. Så jeg sover lidt imellem dem, men vågner dog når de kommer.
Hele formiddagen tager veerne til, men jeg er i tvivl om det er veer, og vil ikke sætte min næse op efter at skulle være mor netop i dag.
Hen ad eftermiddagen er de stadig tiltagende, og ved 17 tiden ringer jeg til fødegangen igen, da jeg gerne vil tjekkes. Nu er jeg sikker på det er veer. Vil gerne vide om jeg er begyndt at åbne mig, men aftaler med jordemoderen på fødegangen, at jeg giver det en time mere, og ringer igen.
Jeg ringer igen efter 1½ time. Får besked på at tage lidt at spise, og så komme derind.
Får dog ikke noget at spise, men kører der ind med det samme. Turen i bilen er rigtig lang syntes jeg, trods der kun er 25 km til sygehuset. Det gør rigtig ondt når vi kører over små bump i vejen.

Kl. 18:40 er vi på fødegangen. Vi venter lang tid i modtagelsesrummet, veerne tager til og jeg går rundt og prøver at slappe af. Jeg bliver undersøgt af en jordemoder, der konstaterer jeg er 4 cm åben, hvilket betyder at jeg er i aktiv fødsel. Det var blev jeg rigtig glad for, da jeg frygtede jeg ville blive sendt hjem igen, og vente yderligere. Herefter kommer vi ind i et lille rum ved siden af fødestuen, og jeg får klyx. Hvilken oplevelse. Dette satte også gang i veerne for alvor. Skreg hver gang der kom en ve.

Kl. 19:45 er jeg 6 cm åben. Jeg vil gerne have noget smertelindring, og bliver sendt ud i bruseren. Michael er med, og masserer mig med lunkent vand og hænderne på ryggen. Det hjælper for en stund, men veerne tager stadig til, og jeg kan ikke overskue vandet længere. Jeg beder igen om smertelindring, og vi aftaler jeg får en epidural blokade. Vi går ind på fødestuen, hvor de vil fylde badekaret, men jeg takker nej. Kan ikke overskue mere vand lige nu, vil bare gerne ligge for mig selv lidt og slappe lidt af og samle tankerne.

Kl. 20:15 er jeg 8 cm åben og der gøres klar til epidural blokaden. Jeg får lagt drop med væske der gør at jeg ikke får det dårligt. Der bliver ringet efter en læge til at ligge blokaden. Han får bedøvet mig, og lagt blokaden. Det gør ondt at blive bedøvet, men smiler og siger det faktisk er rart med en anden form for smerte et øjeblik.

Kl. 21:00 er blokaden lagt og begyndt at virke. Mor er kommet ind på sygehuset, og kommer ind på fødestuen til os. Min søster venter i venteværelset. Epiduralen virker godt, og jeg får endelig slappet lidt af, hvilket jeg stort set ikke havde fået gjort siden slimproppen gik om morgenen. Jeg ligger og snakker med mor og Michael, og veerne kan kun mærkes minimalt. Jeg ryster dog meget pga. bedøvelsen.

Kl. 22:15 er jeg 10 cm åben og jordemoderen tager fostervandet, som er klart. Jeg snakker videre med mor og Michael og snakker lidt med jordemoderen om hvad der nu skal ske. Jeg tænker ikke så meget over hvad der skal ske, det hele føltes meget uvirkeligt.

KL. 22:50 får jeg tømt blæren vha. kateter, da jeg pga. bedøvelsen ikke kan mærke om jeg skal tisse eller ej, så jeg ikke kommer til at tisse på jordemoderen under presseveerne.

Kl. 23:00 begynder presseveerne. Jeg får at vide jeg ikke skal presse på dem, men gispe, så Mille kommer længere ned i bækkenet. Det er meget ubehageligt og gør ret ondt., men at presse hende der ned ville være spild af kræfter. Epiduralen mærker jeg ikke meget til mere. Jeg ligger på siden, med det ene ben oppe i en bøjle, men vil gerne vendes om på ryggen, da epiduralen gør at min ene hofte gør sindssyg ondt, men kan ikke mærke den anden.

Kl. 23:10 må jeg begynde at presse. Føler jeg presser og presser men at der ikke sker noget. Efter lang tids pressen kan jeg mærke hovedet kommer ud, det svier helt vildt. Jordemoderen siger jeg skal mærke babys hoved nede mellem mine ben. Kan mærke en masse hår. Jeg bliver frustreret over at det går så langsomt, så jeg ligger alle kræfter i, og er fuldstændig ligeglad med alt og alle, nu skal hun bare ud. Michael er en god hjælp, han fortæller mig at jeg er rigtig sej, og kan se han er stolt af mig. Han er blevet mere lettet, efter presseveerne er gået i gang. Han var meget frustreret før, da jeg havde så mange smerter, og han ikke kunne gøre noget for mig.

Kl. 23:24 bliver Mille født, og hun kommer op på min mave. Hun får en lille hue på og et tæppe omkring sig. Hun var helt lilla i hovedet. Jeg var helt paf. Efter så mange timer, med masser af tanker og frustration, er hun endelig ude, og jeg forstår det ikke helt.
Jordemoderen siger jeg klarede det flot. Sagde til hende, at det siger hun jo til alle, men det mente hun ikke. Hun havde håbet på jeg fødte inden 23,30, da der var vagtskifte. Og det gjorde jeg jo.
Det var meget mærkeligt. Fik ligesom en ny energi da hun var kommet ud. Var í en helt anden verden.

Kl. 23:30 er der vagtskifte, og en ny jordemoder tager over.

Kl. 23:40 bliver moderkagen født. Det var ret klamt, som at føde en stor varm klump. Herefter bliver jeg syet og kommer på wc og epiduralen frakobles. Min lillesøster kommer ind og ser Mille. Mor og min lillesøster bliver en times tid, og tager hjem. Herefter kommer vi ind i et rum ved siden af fødestuen, hvor vi kan snakke lidt og slappe lidt af og se på vores lille datter. Jordemoderen kommer og beder mig gå på wc, hvilket jeg gør. Uha, der kom meget blod.

Ved 02:00 tiden ca. bliver jeg kørt op på barselsgangen. Kan stadig ikke mærke mine ben, på grund af epiduralen. Michael tager hjem lidt efter, da han ikke kan blive hos mig på barselsgangen, mest pga. pladsmangel. Var rigtig ked af han skulle hjem, men det var jo midt om natten, og der kan man jo ikke have besøg. Følte mig meget alene efter han var gået.
Havde det meget dårligt med barselsgangen, så vi tog hjem igen Tirsdag, 2½ døgn efter vi kom.

Men alt i alt var det en god fødsel, det gik stærkt hvis man sammenligner med andre førstegangsfødende. Havde ikke forventet smerterne var så stærke, men veerne var også helt ekstreme en overgang. Det er en meget stærk oplevelse, og det tager noget tid lige at komme over. Ikke nok med at ens krop er mørbanket bagefter, men det mentale er også hårdt. Der kommer til at gå mange år, hvis jeg nogensinde skal have barn igen.
Jeg er glad for Michael var ved min side, han støttede mig på en helt unik måde, og det giver virkelig grobund for et stærkt bånd mellem en selv og ens kæreste. Noget man slet ikke kan beskrive. Havde ikke regnet med Michael ville være så aktiv og hjælpe mig som han gjorde, det havde jeg ikke troet eller forventet af ham. Troede han ville gå kold, som det også så ud til at han var ved på et tidspunkt, men han hang i, og var helt utrolig dejlig at have med. Jeg både maste hans hånd og bed ham, men det så ikke ud til at genere ham.
Da mor kom var Epiduralen jo begyndt at virke og jeg var mere mig selv. Vi snakkede lidt og det var rart hun var der, men ikke en nødvendighed, da det værste, for mig, var overstået. Havde ikke brug for psykisk støtte så meget mere på det tidspunkt. Under presseveerne lagde jeg ikke så meget mærke til hverken hende eller Michael, man er 100% inde i sig selv og her var der ingen der kunne hjælpe mig, fordi de simpelthen ikke kunne trænge ind til mig. Mor og Michael holdt hver sit ben, jeg ikke kunne mærke dem på grund af Epiduralen, det var det eneste jeg kunne bruge dem til der. Ellers var det bare mig og jordemoderen der samarbejdede. Blev jo nødt til at høre og forstå hvad hun sagde så jeg kunne gøre hvad hun ville have.

Skrevet ud fra egne erindringer og fødselsjournal fra sygehuset.