Min farmor

Kl 12.55 fredag d 22.maj 2009

Da mistede jeg og min familie grundstenen i vores familie. Vi mistede den person der altid var der for os, som altid viste os glæde, kærlighed og omsorg. Du var vores livs lys, vores klippefaste støtte. Hvis alt var noget bæ, ja så var du der altid med dine kloge ord, din støtte gik man aldrig fejl.

Når jeg tænker tilbage på alle de minder jeg har fra vores 28 år sammen, ja så er der så mange at jeg ikke ved hvilke jeg skal fremhæve. Do vil det altid betyde noget ganske særligt, at du var med til to af mine fire fødsler. Du var noget så specielt, en engel her på jorden. Nu har du så fået de vinger.

Jeg husker vores ferier sammen, når vi tog på camping sammen rundt om i landet.
Jeg husker når jeg kom i dit hjem bare for at være der. Altid havde du tid til os børnebørn.
Du var der altid for mig og Nick. Men også for Mette, siden hen også for Annemarie, Mathias og Clarissa.

Da du blev oldemor, blev dit liv rigere og igen fyldtes dit hjem med barnestemmer.
Du har været min faste støtte når det gjaldt min usikkerhed som mor. Jeg vidste altid hvem jeg skulle ringe til når jeg blev i tvivl. Det bliver svært nu, kunne godt bruge en hotline til himlen.
Jeg kan ikke beeskrive med ord hvor meget det betød for mig alt den hjælp og støtte du gav mig og min lille familie.
Det var ikke små ting du gjorde for os. Kørende til Randers da Johan var lille, kørende til Grenå når alt gik galt. Du kom altid hvis det var dig muligt.

Jeg husker stadig, da Johan var blevet storebror til Bastian. Du havde haft ham. Nogle dage efter kommer han hjem og se møde lillebror. Og Johan’s elskede olde vil gerne se den lille baby, noget Johan ikke er med på. Og da olde så holder denne bette størrelse. Ja så kokser det for Johan. For da olde afleverer tilbage, tager Johan olde i hånden og fører hende bestemt ud på altannen og sætter hede sådan at hun ikke kan komme ind til babyen igen. Olde var altså HANS olde, ikke babys.

Dit liv har været nemt. Du har mødt mange firhindringer, men de har bevirket til at du var den person du var. Modstand gør stærk, og det har det også gjort i dit tilfælde. Du havde altid nogle gode råd, og var altid klar til at lytte.

Men så skete det udtænkelige for os alle i familien. Du blev syg, meget syg faktisk. I oktober kom første nedslag. Du fik et black out og kom på sygehuset. Og vi fik vores livs forskrækkelse. Lægerne fandt ikke rigtig ud hvad du fejlede. Du fik det bedre, men kun for en kort tid. For i februar kom der endnu et tilbagefald. Og denne gang var det værre, og hårde. Men vi fik da endelig en diagnose. En form for lymfeknudekærft. Og nu kunne vi se fremad igen. Men sådan blev det ikke.

Fredag d. 22. maj fik du en kraftige hjerneblødning, da kunne din krop ikke mere.
Du vil altid være elsket og savnet, men i vores hjerter vil dit minde altid leve videre.

Vi ses en dag i Nangiala, hvor alt er smukt og dejligt (Brødrene Løvehjerte)