Mistet en søskende!

omg hvor sørgeligt!!!!! og forfærdeligt hårdt :O

Det er jeg ked af at høre. Hvor er det bare forfærdeligt.. Sender en masse kram til dig.

Sender også en masse kram til jer andre som også har mistet..

Føjer virkelig med dig.. Ville ikke for alt i verden undvære mine søskende.. Snak med en prof. Krammer fra mig

jeg vil hoppe med på dette indlæg jeg miste min lillebrore i 1999 i en trafikulykke som jeg også selv var med i og jeg savner ham hver dag men har lært at leve med det han var 12 år da han døde og jeg har ikke rigitg snakket med nogen som har prøvet det samme og du må gerne tilføje mig på din msn så vi kan snakke sammen agdestein@hotmail.com

Jeg mistede min Storebror d. 8 feb 03… Han blev 33 år…

Han var godt nok kun min halvbror, men havde været det i 16 år, størstedelen af mit liv…

– Han havde aldrig været syg… Blev så i midt/slut januar 03 indlagt på Næstved sygehus, med en lungebetændelse, som var rigtig slem.. Han blev lagt i kunstig koma, så hans krop kun skulle koncentrere sig om at blive rask… og ikke om at trække vejret, hvilke var enormt svært for ham..

Han var indlagt i 2-3 dage dér…

Så pludselig stod hans nyre af, så han skulle i dialyse.. Blev så overført til rigshospitalet, da de er mere specialiseret i Dialyse, få dage efter den ankomst, begyndte hans blod at størkne, så han fk blod-fortynende, det betød at hans blød pludselig lå under huden på ham, i stedet for på rette plads, i årene.. han så mildst talt skrækkelig ud… Var helt mørkerød overalt…:(

De fandt kort tid efter ud af at han havde en baktiere-tilstand i kroppen, der blev prøvet diverse antibiotika’er, både dem de havde tilgængeligt og dem de kunne importere fra andre sygehuse, men ingen hjælp..

De forsøgte at for en “analyse” af bakterien, for at finde ud af hvad der kunne slå den ned… Men desværre viste det sig at være en bakterie, der var in-aktiv uden for kroppen, og derfor døde når den blev analyseret…

Der gik lidt over 14 dage på den måde.. en masse møder på sygehuset, med opdate, og manglende svar osv…

Så fandt de pludselig ud af at han havde galoperende Leukæmi… kaldte de det… En virkelig voldsom én, som krævede kemo straks…

Og pga af hans enormt kritiske tilstand, med en “død” nyre, og andre organer som var enormt påvirket af sygdom, gav lægerne os 2 muligheder…

1. vi kunne lade ham ligge i respiratoren, og håbe han kom i bedring, så han kunne komme i Kemo.. Men de gav ham ikke mange chancer for at overleve en Kemo-kur, når han var så syg som han var…

2. Vi kunne give ham fred ved at slukke for ilten i respiratoren, og give ham morfin, til at hjælpe ham væk… Hvis man kan sige det sådan.. Fremskynde det lidt…

Efter en dags snak hjemme, med familien blev vi enige om at vælge løsning nr. 2… For de havde ikke givet ham mange chancer, for at overleve anyway… det havde nok været at trække pinen ud…:(

Dagen efter skulle vi tage afsked… Hele familien, var samlet ude foran hans stue… Jeg havde sagt jeg IKKE ønskede at være tilstede under selve afskeden, men gerne ville ind og sige farvel alene, inden de gik igang med at slukke for maskinerne… Jeg var gravid i 20. uge med sofie, og var i forvejen meget psykisk påvirket af hele denne situation, så var så bange for at miste mit barn…

Jeg gik ind for at tage afsked med Jesper… Og alt imens jeg var derinde, kom en uviden sygeplejerske og begyndte at slukke dialysen.. og skruede lidt ned for ilten..:( Så var jeg ligesom I det…:(

Resten af familien kom ind.. Og der blev pillet slanger fra, og repsiratoren blev slukket helt… dog kom der stadig alm ilt til lungerne, men meget meget lidt… Hans brystkasse gik op og ned…

Han fik 4 eller 5 sprøjter morfin i halsen, og efter hvad jeg kan forstå, gik de ind og så småt lukkede for luftvejene, så han groft sagt fik frataget sig muligheden for at trække vejret… det ville være sket alligevel, men det kunne hjælpes på vej…

Han gispede et par gange efer vejret, åbnede en enkelt gang øjnene… og alt dette tog ca 40 minutter, så blev han erklæret død…

Det var den mest forfærdelige oplevelse ever… 😥

Og jeg savner ham meget…

Undskyld det blev “lidt” langt… og måske lidt rodet..

Kan da tilføje at jeg d. 13 feb 03 mistede en ven… 1 uge efter min mormor og 1½ uge efter min oldemor… alle disse mennesker på godt 3 uger…

Jeg har ikk mistet…
Men… for 4 år siden kørte min yngste storebror der på det tidspunkt var 25 år galt på scooter…
Han var så ilde tilredt at inden 48 timer fik vi afvide at han ikke ville klare den og at han kun havde en refleks tilbage som de forventede ville forsvinde inden for nogen timer… det var virkelig slemt 🙁 og håber da aldrig jeg kommer til at opleve det igen… (skal dog siges han lever, men er hjerneskadet og aldrig bliver den samme så på sin vis har jeg jo mistet ham)

Det nytter aldrig noget at skubbe sorgen væk, jeg gjorde det indtil jeg brød sammen overfor min mor og fortalte jeg ikk kunne være den stærke i familien mere, jeg var jo kun 15 år 🙂

Har ikke mistet nogen søskende, men har været meget tæt på…
Min storebror arbejdede på en møbelfabrik i Kjellerup, og en dag gik der ild i nogle træspåner i lakafd. hvor han var…
Han fik alle andre ud, men nåede det ikke selv inden det eksploderede, han blev forbrændt på hele ryggen, begge arme og hænder og i hovedet.
De første 14 dag, vidste vi ikke om han overlevede og han lagde på riget i 2 måneder.
I dag er han en helt anden, han kæmper meget med det, og har prøvet at tage livet af sig selv nogle gange, er meget hårdt at være vidne til at en man elsker så højt, har det så svært…

jeg kan ik huske om jeg har svaret i det her indlæg før men jeg skriver lige ige så.. je er så ked af det på jeres vegne der har mistet:( kram til alle..