Mumles vej til verdenen (langt)

Natten til d. 25. november havde jeg mange plukveer. De kom med en 7-9 minutters mellemrum og gjorde ikke rigtig ondt, men jeg kunne alligevel heller ikke sove for dem.
Jeg prøvede at gå i bad, men det hjalp ikke rigtigt. Da jeg havde vendt og drejet mig i sengen det meste af natten, opgav jeg til sidst kl. 7 og stod op.

Gik ned og satte mig foran computeren, og lavede noget morgenmad. Michael stod op lidt efter. Veerne blev ved, gjorde lidt mere ondt, men stadig ikke rigtig ondt. Kunne sagtens koncuntrere mig om andet. Var på toilettet, og der kom en hel del slimprop. Var nok godt klar over at noget var ved at ske, men havde været en tur på fødegangen så mange gange hvor jeg bare var blevet sendt hjem igen, så jeg gad ikke tage derind før jeg var helt sikker på at de ikke ville sende mig hjem igen..
Nå men efter en snak med nogle fra UM, besluttede jeg mig for at ringe ind på fødegangen. Snakkede lidt frem og tilbage med jordemoderen, og vi besluttede at jeg godt måtte komme ind til et tjek hvis jeg ville. Og det ville jeg 🙂 .

Vi pakkede bilen og tog af sted. Gad egentlig ikke tage tasken med, var jo sikker på at vi blev sendt hjem igen. Men nu tog vi det med.
Vi kom ind på fødegangen kl 10.30. Blev undersøgt af en ældre jordemoder(hende der tog imod min lillebror for 6 år siden) og en jordemoder studerende. Veerne var begyndt at bide ret så godt nu.
Jeg bliver undersøgt. Er 2 cm åben og mangler 1 cm af livmodermunden.
Jordemoderen siger at vi godt kan tage hjem igen, da der kan gå flere dage. Jeg kigger bare på hende og siger at jeg altså ikke skal hjem og om ikke jeg kan få noget til smerterne. Nej det kan man ikke, siger hun så. Jeg kan tage en panodil og en varmepude. Og at jeg kan trøste mig med at smerterne bare bliver værre. Dejligt sagde jeg bare.

Vi beslutter os så for at vi skal gå en tur på et par timer og så komme tilbage og se om der er sket mere. Vi beslutter os for at kører en tur, da jeg absolut ikke er i stand til at gå for smerter på det tidspunkt. Mens vi kører rundt bliver smerterne virkelig stærke. Siger til min kæreste at hvis jeg dør nu, så gør det ikke noget 🙂 , hehe har nok været noget pylret 😀 .
Der går kun 1½ time så er smerterne så stærke at jeg ikke kan overskue at kører mere. Vi tager tilbage til fødegangen. Jeg bliver undersøgt af en ny jordemoder. Er nu 3 cm åben og der mangler ½ cm af livmodermunden.
Jeg må stadig godt gå hjem, men det vil jeg ikke. Jeg har simpelthen så ondt, og skal bare ikke hjem. Får så lov til at får en stue så jeg kan ligge lidt ned. Har meget kvalme nu, men kaster dog ikke op.

Kl. 13.35 får jeg en varmepude. Og det hjælper overhovedet ikke.

Kl. 14.00 syntes jeg smerterne er blevet værre og beder om at blive undersøgt. Er nu 4 cm åben og livmoderhalsen er helt væk. Alt den tid hvor vi er der, er jeg bange for at de vil sende mig hjem. Er faktisk bange for at blive sendt hjem lige indtil presseveerne begynder.

Kl. 14.55 får jeg en ny jordemoder. Hun er blevet kaldt ind, og hun har
døgnvagt så jeg er sikker på at have hende til fødslen. Det er rigtig dejligt.

Kl. 15.15 kommer jeg i karbad. Sidder der i 45 min og så kan jeg ikke holde det ud mere. Får det skidt af at ligge deri så vil op. Har åbnet mig 5 cm. Jeg beder hende nu om at give mig noget mere effektivt smertelindring. Hun siger hvad jeg havde tænkt mig. Jeg siger jeg skal bare ha noget der virker 🙂 . Hun fortæller mig så om epiduralen og jeg siger ”ja tak, vil gerne ha 2”. Det grinte hun så lidt af, og ringer efter narkoselægen. Men inden han kommer skal hun jo lige ha lagt drop. Og det gik så ikke så godt. Hun måtte stikke tre gange før den gik i på siden af hånden (av for fanden). Mine hænder er stadig blå. Kl. 18.o5 får jeg endelig lagt den epidural. Han måtte stikke mig rigtig mange gange før den gik i. skulle ligge og krumme helt sammen, og i den stilling provokerede man veerne rigtig meget, så de kom bare nærmest oveni hinanden. Puha. Men da den endelig var lagt og virkede, var jeg så glad. Jeg grinte og var helt høj nærmest. Men frygtede samtidig hvornår den ville begynde at aftage sin virkning.

Kl. 19.30 6 cm åben. Vandet bliver taget. Min jordemoder har fundet et tv frem til os, da vi hele dagen har snakket om at det jo er i dag det sidste afsnit af forbrydelsen kommer, og det mente hun ikke vi skulle gå glip af. Hun var så sød 😀 .

Kl. 20.30 begynder jeg at få ondt igen. Så jeg får alligevel ikke set ret meget af det afsnit 🙂 .

Kl. 21.00 begynder jeg at få pressefornemmelse. Vil gerne ud på toilettet, for det føles som om jeg er ved at s**** i bukserne hver gang de kommer. Det får jeg så lov til. Er så dejligt at sidde derude for der holder jeg slet ikke igen.

Kl. 21.10 begynder jeg at presse lidt med. Får ham presset ned i bækkenet. Står og læner mig hen over sengen. Michael står ved siden af og nusser min ryg og siger hvor stolt han er af mig 🙂 .

Kl. 21.50 er jeg helt åben. De vil have mig op i sengen igen, selvom jeg egentlig helst vil blive stående.

Kl. 22.15 presser jeg rigtig med. Hvor gør det bare ondt. Jeg skriger først når veerne er over. Har slet ikke krafter til at sige noget mens jeg presser.

Kl. 22.30 får jeg ilt med masken. Michael giver mig det, og våde kolde klude mellem hver ve. Han er en kæmpe støtte under det hele 🙂 .

Kl. 22.38 bliver vores smukke søn født, på en ve. Der kom en skylde med gult/grønt fostervand med ham ud. Han fik Apgar 10/1 10/5. Mors dreng:-D.
Hvor lettede det bare at få ham ud. Kunne helt mærke hvordan min mave blev mindre som han gled ud.
Da Michael sagde at det var en dreng sagde jeg bare ”HVAD”. Hehe var så sikker på at det var en pige. Men det var en smuk lille dreng 🙂 .
Michael fik klippet navlestrengen.

Kl. 22.44 blev moderkagen født. Jeg blev syet bagefter da jeg var sprækket lidt. Ej hvor jeg peb. Jeg gad bare ikke ligge med benene spredt mere. Og det gjorde altså også ondt at blive syet. Man kan åbenbart ikke bedøve det hele.

Kl. 01 -02 kom vi på patient hotellet.

Så 12 dage over termin kom Mumle drengen til verdenen. 3900g og 54 cm 🙂