Når mor og far er kede

Jeg er ofte støt på sætningen: Jeg er stærk foran ungerne og græder ikke når de ser det… Så tænker jeg: Hvorfor må man ikke græde foran sine børn?

Self. skal det ikke være hverdagskost, men herhjemme har ungerne både set mig græde, være vred osv.

Det er jo en helt naturlig ting.

Self. skal 2 voksne ikke stå og råbe af hinanden, men herhjemme må ungerne godt høre vi er uenige. Det er jo en del af livet 😀

De må også gerne se mig græde hvis jeg bliver ked af det, fx over min sygdom eller dødsfald osv.

Kan man beskytte sine børn for meget?

Hvad er jeres holdning?? 😀