NinaHs fødselsberetning (meget lang, inkl. optakt)

Her kommer vores fødselsberetning. Den er lang, for jeg har ikke lyst til at udelade noget. Det var en streng og hård fødsel, så jeg håber, at når jeg nu skriver om den i detaljer, kan jeg måske få bearbejdet det lidt mere.

Torsdag d. 23. sep (39+3)
Havde småveer om natten. Kunne sagtens sove igennem dem. Faktisk var de så milde, at jeg lå lysvågen og nød dem, og jeg tænkte: “Er det dét?!”. Jeg glædede mig for vildt. Da jeg vågner om morgenen er veerne væk. Fortalte JM om det samme dag og hun sagde, at jeg burde nok have sovet igennem dem, selvom det selvfølgelig er spændende.

Fredag d. 24. sep og lørdag d. 25. sep (39+4 og 39+5)
Natteveerne tiltager i styrke. Jeg skal koncentrere mig om vejrtrækningen og holder min stakkels mand vågen, fordi hans varme hånd på min lænd gør underværker når veerne er der. Jeg noterer veernes interval og M hjælper med at notere varigheden (da jeg selv kæmper så meget med dem, at jeg ikke kan fokusere på det). Veerne kommer med alt fra 5 til 15 minutters interval. Jeg ringer til fødegangen og får besked på at tage 2 panodiler og lave et varmeomslag til lænden. Får at vide, at så længe veerne er så uregelmæssige, skal jeg bare blive hjemme.

I dagtimerne har jeg milde veer med 20-40 minutters mellemrum, som ikke kræver fokuseret vejrtrækning. Mine plukkeveer (som nu kommer bare jeg tømmer opvaskeren eller går i normalt indendørs tempo) tiltager i styrke og minder om de rigtige veer hvad angår smerte.

Jeg er ved at være i rigtig dårligt humør. Jeg snakker i tlf med min mor og M ringer til sin mor. Alle mener, at det ingenting er og at jeg bare skal få noget søvn og se tiden an. Men som lørdag aften skrider frem, bliver jeg mere og mere elendig og ked af det ved tanken om endnu en søvnløs nat. Vi ringer til fødegangen, der stadig mener, at det er for tidligt at komme ind. Jeg siger, at jeg er super ked af det, træt og jeg vil virkelig gerne tjekkes for at se, om der er gang i noget.

Vi kører afsted mod Svendborg og bliver vurderet til at være i begyndende fødsel (0 cm. åben, men livmoderhalsen er væk). Jeg får kørt en strimmel der viser nogle fint kraftige/lange veer, dog stadig totalt uregelmæssige (5-15 min intervaller). Får tilbudt morfin eller sovecocktail, men jeg er ret skræmt ved tanken om det og vi bliver i stedet indlagt på barselsgangen. Aftalen er, at jeg kan tilkalde nogen til at give mig smertestillende i løbet af natten, hvis jeg skulle ombestemme mig.

Jeg sover dårligt, men mit humør er bedre, fordi jeg endelig har fået anerkendt, at det ER rigtige veer. Det gør det nemmere, at holde dem ud.

Søndag d. 26. sep (39+6)
Vi vågner på barselsgangen og kommer på fødegangen igen til tjek kl. 9. Det er min egen JM der har vagt, og det er skønt at se et kendt ansigt. Hun tjekker mig invendigt og jeg har altså åbnet mig 2 cm. siden kl. 1 i nat. Vi aftaler, at vi tager hjem og hviler og hvis jeg igen får problemer med at sove, skal vi bare komme ind og få en sovecocktail. Det beroliger mig og vi tager glade hjem til Nyborg.

Jeg holder ud så længe jeg kan den dag. Jeg prøver at være stærk og positiv. Veerne begynder for alvor igen ved 22-23 tiden og der går ikke længe før jeg er fortvivlet igen. Vi kører på fødegangen. Jeg er nu 3 cm. åben og har en smule tegnblødning. En strimmel viser samme kraftige, men uregelmæssige veer som altid. Jeg får den aftalte sovecocktail og vi bliver kørt til barselsgangen for at sove. Veerne forsvinder og jeg sover fra kl. 2 til kl. 7, hvor jeg vågner med en god stærk ve.

Mandag d. 27. sep (40+0)
Vi tager på fødegangen igen kl. 9 og 2 JM tager imod. (Den ene er vist ny på Svendborg Sygehus eller også er hun nyuddannet, derfor får vi to JM.) Vi aftaler, at jeg med de 5 timers søvn nok ikke bliver friskere og mere klar til at føde, end jeg er nu.

Vi begynder igangsættelsen ved først at tage vandet, der er klart og fint. Er stadig kun 3 cm. åben. Mine dagtime-veer er desværre ret sparsomme. 1 ve pr. 10 minutter. Får kort efter et lavement, for at se om det ikke skulle hjælpe. Det var rart at få, men gav ikke noget tiltag i veer. Jeg bliver anbefalet en varmepude, og taget modvilligt imod den. Bliver hurtigt træt af den, da jeg synes den forværrer mine dumme veer. Jeg tænker, at hvis jeg alligevel er mange timer fra at føde (pga. stadig uregelmæssige veer), vil jeg ikke gøre smerten værre.

Babys hjertelyd er i øvrigt fin. Der går et par timer uden nogen væsentlige fremskridt. JM foreslår epidural og jeg er ikke glad ved tanken om det. Jeg ønsker mig betænkningstid og kort efter takker jeg ja til det. Hvis JM mener, at jeg kan bruge det, så gør vi naturligvis det. De siger, at jeg gør det rigtig godt med vejrtrækningen, men jeg kan også selv mærke, at det er opslidende og at jeg kun bliver mere og mere udkørt.

M henter mad og vi spiser lidt frokost.

Kl. 13.10
Stadig kun 1 ve pr. 10 minutter. Cirka en time efter bestilling af epiduralen, bliver den lagt. Jeg får samtidigt lagt ve-stimulerende drop, så vi kan få sat skub i sagerne. Jeg bliver lagt på siden og det er sværere for dem at måle babys hjertelyd. Der påsættes en elektrode på hendes hoved.

Kl. 15.05
Ve-droppet øges løbende og jeg har nu 4 veer pr. 10 minutter. Babys hjertelyd giver store udsving under veerne. JM konfererer med en læge. De gør ikke noget ved det, men er opmærksomme på det. Det bekymrer mig og jeg stirrer på skærmen, der registrerer mine veer og babys hjertelyd. Tiden flyver afsted, føler jeg, for jeg bliver hele tiden snakket til. Jeg føler faktisk det er forstyrrende og jeg kunne godt tænke mig en ve-pause, hvor jeg IKKE bliver spurgt om et eller andet, men bare kan slappe af i stedet.

Kl 15.25
Epiduralen øges fordi jeg stadig mærker veerne ret voldsomt i maven, og det føles som om at stykket mellem navle og skridt er fuldstændig ubedøvet. Min lænd og bagdel er dog ret bedøvet.

Kl. 15.45
Vagtskifte. Vi får en ny JM ind (denne gang kun én). Hun er også rigtig sød og fortæller mig, at jeg klarer det virkelig flot med vejrtrækningen. Jeg er også stolt af mig selv, for det gør bare ONDT og jeg formår alligevel at være nogenlunde rolig og ordentlig overfor JM og M. M er i øvrigt fantastisk. Han tager det hele virkelig pænt og roligt, og det hjælper mig til at tage det roligt. Også selvom situationen er meget fremmed og det er skræmmende at ligge med 4 slanger ind i kroppen (epi, babys elektrode, saltvandsdrop og ve-drop).

Jeg har mere end 5 veer pr. 10 minutter.

Kl. 16.20
4-5 cm. åben. Bliver kort efter tilbudt lattergas (som jeg tidligere spurgte til, men de gerne ville vente med). Lattergassen føles SKØN og det hjælper mig meget gennem veerne, at jeg kan høre min vejrtrækning i maskinen. Jeg fokuserer på alle lydene maskinerne laver og arbejder godt med veerne.

Jeg lukker øjnene mellem veerne, for at slappe mest muligt af. Alligevel bliver jeg hurtigt opgivende igen og føler ikke, at jeg ved om der sker fremgang eller ej. Jeg beder om at blive tjekket indvendigt, men JM mener, at vi bør vente lidt.

Kl. 17.44
7 cm. åben og sikke en lettelse! Bare det at vide, at der er fremgang, giver mig kampgejsten tilbage.

Kl. 18.20
Jeg kaster op i samme øjeblik som M kommer ind i fødestuen med sin aftensmad. Stakkel. Jeg får fortsat lattergas og nyder det.

Jeg får kort efter 3 veer i træk, der pludselig føles meget anderledes end tidligere. Det er virkelig svært ikke at jamre – så det gør jeg. Jeg forlanger at blive undersøgt invendigt igen, og JM gør det modvilligt. Hun tøver, fordi det er så kort tid siden sidste undersøgelse. De 3 veer føltes meget effektive, og jeg fik ret: Jeg er nu 10 cm. åben og vi er alle sammen spændte!

Tiden går hurtigt for mig. Den ene ve afløser den næste. Min krop bliver træt og der begynder at være kun 4 veer pr. 10 minutter nu.

Kl. 19.45
Min blære tømmes med kateder. Det føles ikke ubehageligt, tværtimod var det rart at komme af med. Jeg undres over, at jeg ikke kunne mærke, at jeg skulle tisse (for det er nærmest det eneste jeg har kunnet mærke i hele graviditeten).

JM har snakket godt for, at jeg skal op på alle fire i et stykke tid, men jeg har sagt nej tak indtil nu. Hun mener, at vi kan få baby længere ned i bækkenet og få gang i presseveer på den måde. Jeg kommer op på knæ og albuer med hjælp fra hvad der føles som 100 mennesker. Alle slangerne skal vikles rundt og mine ben er meget slappe pga. epiduralen. Jeg kan faktisk ikke styre mine ben overhovedet. Hele min bagside (numse, bagsiden af ben/lår og min lænd) er fuldstændig følelsesløs. Forsiden af min krop gør super ondt under veerne.

Jeg vil gerne snart have det overstået. Jeg forstår ikke, at jeg ikke har nogen som helst pressetrang. Jeg troede, at når man var 10 cm åben, så går resten hurtigt, men det er ikke tilfældet for os åbenbart.

Kl. 20.27
Jeg er blevet lagt i venstre sideleje og der er skruet ned for epiduralen. Vi mistænker den for at skjule presseveerne for mig. Jeg mærker stadig ingen pressetrang. Jeg prøver at presse med, men kan slet ikke mærke hvad jeg laver dernede. Det føles som om jeg ingenting gør, når jeg trykker dernede og det er også sådan det forholder sig, konstaterer JM.

M og jeg har nogle øjeblikke alene, og vi snakker om, om vi skal spørge til kejsersnit. Det gør vi, men JM siger, at vi klarer det så godt og at vi nok skal få hende ud. Jeg slår tanken om kejsersnit ud af hovedet, for hvis jeg skal gennemgå denne fødsel og fortsat arbejde med veerne, kan jeg ikke have kejsersnittet som nødplan i mine tanker. Det vil blot gøre mig opgivende.

Kl. 21.10
Der skrues helt ned for epiduralen. Den er vist på det laveste, man kan få. Jeg kan stadig ikke mærke pressetrang. Jeg kan ikke mærke hele min bagside og heller ikke mærke, når jeg bliver undsøgt indvendigt. Babys hoved er ikke at mærke på bækkenbunden mere, siger JM. Så nu går det faktisk den forkerte vej, plus mine smerter fortil tiltager efterhånden som epiduralen aftager.

På mystisk vis er mine ben og numse stadig fuldstændig væk i bedøvelse. Mine veer aftager efterhånden som min krop bare bliver træt og tung. Jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere udkørt. Jeg har svært ved at holde mig selv oppe, rent mentalt og følelsesmæssigt. Jeg ligger og mister modet, men siger intet til JM. Bliver bare stille og går ind i mig selv. Jeg er virkelig bange, for de har skruet helt ned for epiduralen og mit ve-drop er skruet super højt op. Hver eneste ve er en overvindelse, der kræver alt hvad jeg har.

JM forslår at jeg dropper lattergassen (det er slet ikke meningen at man skal bruge den i så mange timer), men det er virkelig det eneste (ud over at holde min mand i hånden) der giver mig lindring.

Jeg lægges i gyn.leje (dvs. med benene i bøjler).

Kl. 21.45
JM snakker med en læge om en plan, da jeg har været 10 cm. åben i 3 timer nu. Lægen er optaget og vi venter lidt endnu. Mine veer bliver uregelmæssige men stadig ca. 4 pr. 10 minutter.

Kl. 22.15
De tømmer min blære igen. Det går bestemt den forkerte vej med det hele, men vi giver det en sidste chance. Lægen kommer ind og fortæller mig, at vi prøver at få hende ud med sugekop. Han siger, at hvis det ikke lykkes, er vi nødt til at få et kejsersnit. Han beder mig presse med så godt jeg kan – hvilket er slet ikke. Jeg har nul pressetrang og kun meget svagt begyndende følelse tilbage i underkroppen. Nogle folk spørger, hvor høj jeg er, min vægt nu og før graviditeten, om jeg har allergier. De siger, det er oplysninger de skal bruge, hvis jeg skal i narkose pga. kejsersnit.
Jeg giver det virkelig alt hvad jeg har. Lattergassen ved jg ikke hvor er – jeg tænker: Nu skal det her bare overstås, og så må det gøre fandens ondt, hvis det er dét. Jeg har bare lyst til at mærke min pige komme ud. Jeg har lyst til smerten, for det kan kun være bedre end følelsesløsheden.

Lægen sætter sugekoppen på 2 gange. Og så giver han op. Han rejser sig og siger, at jeg skal have kejsersnit.

Kl. 22.35
Selvom det kun er få minutter siden han advarede mig om, at det er konsekvensen af mislykkede forsøg med sugekop, så kommer det alligevel som et kæmpe chok. Jeg hulker, men der kommer ingen tårer. Jeg er fuldstændig brugt op. Min mand holder mig hårdt i begge hænder og stirrer på mig med våde øjne. Han er også bange. Jeg siger til ham: “Det er okay. Det er okay. Det er det bedste”, imens en sværm af ansigtløse mennesker trækker droppene af mig og kobler mig af epiduralen.

Det går meget stærkt. M får at vide, at han ikke kan komme med ind. Han skal vente i fødestuen. Mit fødeleje triller lige pludselig afsted ned ad gangen og ind på operationsstuen. Jeg er lysvågen og føler mig som tilskuer. En dame siger noget med, at man “burde have sprættet hende op, da hun havde epiduralen” og virker generelt utilfreds. En anden dame beder mig drikke noget og sluge noget og advarer om, at det smager grimt. Jeg drikker og sluger og vil bare gerne have det overstået. Selvom jeg er koblet af ve-drop, får jeg jo stadig mine “egne” veer og jeg kommer let igennem dem med al den distraktion omkring mig. De smører mig ind i noget gult og lægger vad der føles som en 10 kg tung foldet voksdug på mit ømme, ømme maveskind. Det bliver foldet ud og dækker hele min krop og ansigt… der er blot et lille vindue ved maven, til at udføre indgrebet. Det er det sidste jeg husker, inden bedøvelsen slår mig ud.

Kl. 22.58
Vores pige kommer til verden. Inden der er gået 5 minutter, er hun hos sin far. Hun ligger mod hans hud. Hun får lidt mad fra et plastik-medicinbæger.

Kl. ca. 1, tror jeg
Jeg er på opvågningsstuen. Jeg har ingen stemme, så jeg bevæger mig lidt for at fange opmærksomheden af hende, der har vagt på stuen. Hun kommer hen til mig og spørger om jeg vil have saftevand. Jeg nikker og hun kommer igen med noget rigtig dejlig saftvand, som jeg drikker af sugerør. Det går op for mig, at jeg ikke har veer. For første gang i 4 dage er jeg vågen og har ikke veer. Jeg er simpelthen så lettet og træt og fuldstændig rolig. Hun siger nogle ting, jeg ikke kan huske, men det er vist noget med, om jeg vil have M og min datter herhen. Kort efter kommer M rullende med én af de vogne, vi har set på barselsgangen. En lille seng på hjul og i den ligger vores fantastiske lille pige. Jeg rækker ud efter hende og strejfer hende med min bedøvede hånd. M ser glad ud og jeg er glad. Jeg kan ikke huske, om pigen siger noget. Jeg er groggy og da jeg bliver spurgt om jeg ønsker at M og pigen skal blive hos mig, ryster jeg på hovedet. M lægger min tlf hos mig. De triller på barselsgangen og jeg tager mig en times tid til at hvile på opvågningsstuen. Her er dejligt.

Kl. ca. 2, tror jeg
Jeg ringer til min mor og hvisker, fordi jeg stadig ingen stemme har, at det endte med kejsersnit. Hun har været bekymret. Sidst jeg skrev til hende var kl. 10 i formiddags, om at jeg skulle sættes i gang.

En portør kører mig på barselsgangen ad de mørke og stille hospitalsgange. Jeg er vildt glad og spændt. Og lysvågen, på trods af alting. Kort efter har jeg endelig min lille prinsesse i armene. M er der. Jeg er lykkelig.